Jeg er storforbruger af litteratur, og taler glad og gerne om hvad jeg læser. Derfor bliver jeg engang imellem spurgt, hvilken bog eller hvilken forfatter som har gjort størst indtryk på mig. Og når jeg er kommet igennem alle mine forbeholdt, vender jeg tilbage til Sigrid Undsets forfatterskab, og især Kristin Lavransdatter. Jeg har læst bogen flere gange med mange års mellemrum, og hver gang fået noget mere med mig, end sidste gang.
Men hvorfor er jeg så optaget af denne bog?
Hovedpersonen Kristin er af natur en lidenskabelig og selvrådig person, som via sin fars opdragelse får indpodet ydmyghed, pligtopfyldenhed og underdanighed. Og fordi Kristin og hendes far står hinanden så nær, bliver faderens normer i Kristin en integreret del af hendes personlighed. Men Kristin bliver et splittet menneske, fordi hendes natur og normer er i strid med hinanden. Historien foregår i 1300-tallets Norge, og derfor spiller også kristendommen en afgørende rolle i hele Kristins liv. Ikke som en udvendig kulisse, men som en del af hele Kristins kamp.
Kristin forelsker sig lidenskabeligt i Erlend, en mand, som er helt uden de normer, Kristin har lært. Han er tro mod sin natur, den lidenskabelige, smukke og æstetiske mand, - men pligterne og normerne har han ingen forståelse for, og dem lader han Kristin om. Hun derimod raser mod Erlends pligtløshed, fordi hendes opvækst har lært hende, at manden skal herske over hende, og det hverken kan eller vil Erlend. Og Kristins natur byder ham trods, og hun gør livet surt for ham, fordi han nægter at lave sig selv om.
Kristins kamp bliver en kamp i hende selv. Og Sigrid Undset er en stor menneskekender og virkelighedstro til det yderste. For Kristin bøjer sig ikke i ydmyghed overfor sin mand, eller overfor det liv, som hun selv har valgt. Og hun kan heller ikke bare lade stå til, men må tage sig af den store gård, børnene, tjenestefolkene - ja, alt det, som Erlend burde, men ikke gjorde. Kristin kæmper i sit gudsforhold, med sin tro, med sin mand - men først og fremmest med sig selv.
Jeg læste bogen første gang i begyndelsen af 70'erne midt i kvindefrigørelsens tid. Det var en lise og en stor inspiration til tænkning og overvejelse over kvindens liv, for bogen havde en ægthed og friskhed over sig, som starthalvfjerdserne ikke havde (i min optik). Ufordømmende og karsk beskriver Sigrid Undset det naturlige overfor det kulturlige og det religiøse, og ophøjer herved temaerne til ethvert menneskes kamp til alle tider. Og det er HERI jeg finder storheden i bogen.
Så kære bloglæser: Er du træt af det lette, nemme, overfladiske og selvkonstruerede liv, og trænger til ægthed, naturlighed, og til at få vendt de store eksistentielle spørgsmål, så anbefaler jeg Kristin Lavransdatter. Bogen er i tre bind, men en ren nydelse.
God fornøjelse!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar