torsdag den 19. december 2013

Gensidig forsørgerpligt - og dens retorik!

Gensidig forsørgerpligt! Tvinger folk til at gå fra hinanden!

Hvad er dog det for noget forbandet sludder???Som jeg lige har hørt på TVSyd, udtalt af talsmanden for en af demonstrationerne i dag

Gensidig forsørgerpligt er et begreb inden for socialpolitikken i Danmark. Fra 2014 er loven om aktiv socialpolitik ændret, således at samlevende par får samme status som ægtepar, dvs. at de har pligt til at forsørge hinanden. Dermed beregnes husstandsindkomsten og husstandens samlede formue som ét, når der skal tages stilling til om den ene part har ret til kontanthjælp. Ifølge tænketanken Kraka betyder den nye lovændring, at 12.000 fremover skal forsørges af ægtefællen Andre steder regnes der med 8.000.:

Man vil  kunne forbedre sin situation ved faktisk at blive gift, da det vil være muligt for ægtefællen at spare skat ved at udnytte den anden ægtefælles u-udnyttede fradrag. For samlevende er dette ikke muligt. Det er da vist første gang i mands minde at det at være ægteviet kan medføre nogle skattemæssige fordele fremfor at leve papirløst.

Faktisk ville man  med samme logik kunne sige: Gensidig forsørgerpligt tvinger folk til at blive gift.

Det her handler om rimeligheden af, at det offentlige skal forsørge en, selv om man lever sammen med en direktør, præcis som om man var gift, siger Anna Mee Allerslev(R), beskæftigelses- og integrationsborgmester, København

»Jeg vil ikke bilde nogen ind, at de her regler ikke kommer til at få nogen betydning for nogen familier. Men jeg vil holde fast i princippet om, at uanset om man er gift eller kærester, så bør samme regler gælde. Og kan man, så bør man også forsørge sig selv og sin familie«, siger hun.

Det er jeg fuldstændig enig med Mette Frederiksen i. Og det er DET princip, som vi må holde overordnet alt det andet ævl, som lukkes ud i den anledning!

»Omvendt er det også vigtigt at slå fast, at hvis ikke man kan forsørge sig selv eller familien, så skal vi have et ordentligt socialt sikkerhedsnet. Men du skal jo op og tjene, hvad der svarer til to personer på kontanthjælp – dvs. ca. 28.000 kr., før du skal egenforsørge. Så der er altså ikke tale om familier, der ikke har indtægt. Og meningen er jo heller ikke, at man skal blive på kontanthjælp. Sigtet er jo, at folk flyttes ud på arbejdsmarkedet«, siger Mette Frederiksen.

Talsmanden udtalte, at den gensidige forsørgerpligt for ugifte sandsynligvis er grundlovsstridig.

Siden 1925 har det været et princip, at ægtefæller gensidigt forsørger hinanden.

”Her laver man en lovændring, der berører grundlovens garanti til hver enkelt om, at den, der ikke kan forsørge sig selv, eller hvis forsørgelse ikke påhviler andre, har ret til hjælp,” siger Kirsten Ketscher, professor i socialret ved Københavns Universitet.

Sjovt nok står der ikke "den, der ikke kan forsørge sig selv", men "den, der ikke kan forsørge sig eller sine".  Er ens samlevende ikke ens nærmeste "sine"??

§ 75.
Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.
 
Og at underkaste sig disse forpligtelser, er vel også dem, som folketinget vedtager, altså nu gensidig forsørgelsespligt
 
"Vi mener at det er urimeligt, at staten indfører en lovgivning som vil betyde, at en kontanthjælpsmodtager skal sættes på lommepenge hos den samlevende", skrives der på siden "Nej tak til gensidig forsørgelsespligt".
 
Jamen hør nu da lige: Hvis nogen bliver sat på lommepenge hos den samlevende, kan det dog aldrig være statens ansvar, men ene og alene den samlevendes. Eller mener man i fuld alvor, at i alle ægterskaber, hvor der jo er gensidig forsørgelsespligt, er ægtefællen sat på lommepenge?? Hvorfor fremmane en kulturpraksis, som var gældende op til 50'erne, og derefter nærmest død?
 
Så udtalelser som "...tvinger folk til at gå fra hinanden" og "...sættes på lommepenge hos den samlevende", er så overdrevne og dumme, at det ganske tager fokus fra det, det kunne handle om, nemlig hvordan mennesker kan forsørge sig selv og sine, og dermed undgå at ligge det offentlige til last.
 
 

tirsdag den 17. december 2013

Apropos juleudsmykning i Føtex...


http://nielskrause.blogs.berlingske.dk/2008/12/01/engle-i-f%C3%B8tex/

Niels Krause-Kjær har haft dette indlæg i Berlingske angående "opstanden" omkring Føtex' juleudsmykning. Jeg synes, han på glimrende og humoristisk måde formår at få tingene sat på den plads, hvor de hører hjemme. Men i den anledning havde jeg i går en lille disput med et par facebookvenner om det at føle sig truet på sin religion, og dermed frygte andres. Vi var i det store og hele enige om at folk, der står for noget, og selv ved, hvad de står for, f. eks. kristendommen, er de mest rummelige, for de har netop ingen grund til hverken forargelse eller frygt. Og som en af de kloge kvinder skrev: "Man er ikke bange for at miste egen identitet, når man ved, at man har en".

"Man føler sig ikke truet af andre religioner, politiske overbevisninger, seksuelle retninger osv., hvis man ved, hvem man selv er, og man tror på, at de rettigheder, man "tildeler" sig selv, også gælder alle andre. Enhver har ret til at være det bedste menneske, h*n kan være på sin egen måde (så længe det ikke skader andre)." Dette skrev en anden klog kvinde.

Så vidt er jeg helt enig, men disse meningsudvekslinger fik mig alligevel til at tænke videre. For ovennævnte betyder jo ikke, at så kan alt være lige godt eller lige gyldigt, for så bliver alting netop - ligegyldigt. Men der må skelnes et par steder.

Jeg vil kæmpe for, at alle politiske partier skal have lov at stille op efter vort lands gældende regler. Men jeg vil IKKE støtte alle politiske partier.

Det er smukt og rigtigt at tilstræbe næstekærlighed, men det betyder IKKE, at jeg elsker alle lige meget.

Det er godt, at vi har religionsfrihed, men det er i orden, at folkekirken har særstatus.

Vi nærer alle forkærlighed for nogen/noget. Og den/det jeg elsker,  skal jeg naturligvis give særlig gunstige vilkår. Derfor mener jeg også, at folkekirken skal have det, så længe folket mener, at vi skal have en statskirke. Hvis kirken ikke længere kan kaldes folkets kirke, skal den selvfølgelig ikke have særrettigheder. Men dér er vi ikke, selv om mange påstår det. Den overvejende del af danskerne er stadig medlem af folkekirken eller en anden kristen kirke. Og jeg gider ikke den der enerverende diskussion om, hvorvidt folk "mener noget med det", når de er medlem af folkekirken - fakta er, at der er 79,1 pct, der er medlemmer, basta. Kom ikke og påstå, at befolkningen ikke ved, hvad den gør, det er dog en formynderisk holdning.

Men jeg går varmt ind for demokratiets spilleregler, så hvis folket ikke længere ønsker en statskirke, vil jeg bøje mig for det, om end med sorg. Men derfor kan jeg jo stadig være en kristen, så min identitet står og falder ikke hermed. Og den der frygt for at kristendommen uddør er dog en larmende mangel på viden. Globalt er kristendommen i bragende fremgang, især i BRIK-landene. Men i Europa er den på retur. En tredjedel af verdens befolkning er kristne. Ingen grund til panik!!!!!


søndag den 15. december 2013

Forskellen på tilfredshed og glæde

Er der en forskel på tilfredshed og glæde? Det mente bl.a. Løgstrup, og det blev jeg noget optaget af, da jeg læste om det, - godt nok i en noget anden kontekst, end dette indlægs pointe.  Hvorfor jeg bl. a. blev optaget af det? Fordi jeg har en fornemmelse af, at vi mennesker ofte lader os nøjes med tilfredsheden. Vi er på en måde bange for glæden. "På jorden at blive, det tjener os bedst" synes mig en ganske omfattende dansk devise.

"Det ejendommelige ved glæde er, at den kan vi ikke beholde hos os selv. Så kvæles den. Glæden kan kun leve af at ytre sig. Ligesom kilden kun kan blive ved med at være kilde ved stadig at strømme ud. Glæden er altid større, end vi selv er. En glæde, som kunne rummes i os selv, det er ingen glæde, men tilfredshed, og det er noget helt andet. Vi må skelne mellem tilfredsheden, der er glædens kvalte kadaver – og så den levende glæde selv".

Glædens kvalte kadaver? Velbekomme!

Når vi "stiller os tilfredse", så smager det af, at vi "nøjes". Men er tilfredshed da ikke noget godt? Åh jo, i mange sammenhænge er den da. Tilfredsheden giver ikke plads til håbet. Den forhindrer os i at give los, i at håbe på det større, i at fortabe os, i at glemme os selv, i at strømme over, i det autentiske livs kerne. Så tilfredsheden kun bliver en afglans af glæden, en skygge af den.

"Hvis vi ville øve os i at skelne mellem den døde tilfredshed og den levende glæde, så ville vi opdage, at det, vi glæder os over, altid er det skabte. Glæden kommer, uden vi ved af det, genmem vort syn og vor hørelse som glæde over lys og landskab og toner. Eller som glæde over den modtagne medmenneskelighed. Glæden er den rene modtagelse. Glæden er uden beregning; det glædelige er ikke det brugbare, men det er det, vi ikke kan gøre nogetsomhelst andet med end – MODTAGE. Glæden er glæde over det skabte"

En underlig association dukker op: Et vers af Anton Berntsen fra "Mi nåååbo Per Sme'.
For dem, der ikke kender sangen, må jeg lige oplyse, at Per Sme' er sådan en mand, som kun tænker på nytteværdier.

A tøgges ett, verden wa te å hold ud,
hwes ett åld de kjøn wa wos giwwen a Gud;
men tænk, om wo juer håd wan skavt a Pe sme,
så trow'r a, de kjøn håd ves ålde wan te!

Men glæden har ingen nytteværdi, og er dog det, som giver livet så stor værdi.
Tilgivelsen - den ægte tilgivelse af hjertet - kommer af det overskud, som glæden giver. Jeg kender ikke Nelson Mandelas liv i detaljer,  men jeg ved, at han bekendte sig til kristendommen, andet ville også have undret mig. Hans historie vidner om det. Hvis ikke han havde haft en personlig erkendelse af glæden i kristendommen, tvivler jeg på, han ville kunne have tilgivet sine bødler.

Men vi almindelige mennesker? Hvad gør vi? - Ja, vi kan jo begynde med at turde lade os overvælde af glæden, og lade DEN gøre med os, hvad den vil. Denne tid ind under jul er særdeles velegnet!

"Lad julesorgen slukkes"

På en mærkelig måde er min mor mere nærværende for mig her ind under jul i år end sidste år, skønt hun døde i maj sidste år. Hvordan det kan være, kan der være mange grunde til, men jeg tænker endnu engang tilbage på tiden inden hendes død, hvor den ene af mine tre brødre og jeg boede hos hende en uges tid.

Det var en tid fyldt med en stille og fredfyldt kærlighed, og min bror og jeg har siden ofte snakket om, hvor taknemmelige vi begge er over at have fået lov at opleve den tid, indtil mor døde stille og roligt en tidlig morgen - store bededag. Min bror sov på en madras ved siden af mors seng i stuen, og jeg sov på et af værelserne ovenpå. Han kom op og vækkede mig ca kl. 05.00 og fortalte, at mor var død.

Mor var helt rolig og tryg ved at skulle dø, for hun var en overbevist kristen, som jo skulle op til far, der var død i 2004. Skønt mor fysisk var en lille og skrøbelig kvinde at se på, var hun psykisk utrolig stærk. På et tidspunkt mens hun var indlagt, besluttede hun, at hun ville holde op med at spise og drikke, for det var bare at trække tiden ud! Da jeg hørte det, sagde jeg til hende, at der endnu var en del af familien, som gerne ville komme og sige farvel til hende, så om hun ikke godt ville holde sig i live nogle dage endnu for deres skyld. Hun så længe på mig. "O.k", sagde hun så, og så måtte jeg godt give hende lidt at drikke. Og alle nåede at komme, dels på sygehuset, dels den sidste uge hjemme hos hende selv, hvor hun døde. Der kom en del mennesker, men det hele foregik så fredfyldt, roligt og kærligt, og det er især det, jeg med taknemmelighed og også en smule undren er fyldt af for tiden.

Min bror og jeg sad ofte på hver sin side af hendes seng. Hun fik meget smertestillende medicin, og sov det meste af tiden, men var dog ved fuld bevidsthed ind imellem. En aften sang vi for hende. Hun kunne ikke sige så meget, men det var heller ikke nødvendigt. Vi kendte hendes yndlingssalmer, og så var det dejligt at kunne finde teksten på vore mobiltelefoner: Vi pløjed' og vi såede, Min Jesus lad mit hjerte få, Mit hjerte altid vanke bl.a. Men vi sang også nogle af bedstemors - mors mors - gamle viser, såsom Uartige Lise, I en seng på hospitalet, Barnetro.

Hvor kom denne fredfyldthed og stille kærlighed fra? Den kom fra mor. Noget af det allermest bemærkelsesværdige ved hende var hendes positive sind. Når man i dag snakker så meget om at være positiv, forekommer det mig at være en falmet afglans af en teori sammenlignet med mors levende positivitet. Min yngste datter har sagt, at hvis hun ville kunne blive gammel med samme sind som mormors, ville hun være glad. Og hvor er det sandt.

Mor måtte igennem megen sygdom især i årene efter fars død. Og hun og jeg kom hinanden nærmere, end vi tidligere havde været. Og således kom også min bror og jeg meget tæt på hinanden, mens vi sad hos mor.

I morgen skal jeg på kirkegården med en lille dekoration. Mor blev 90 og mente selv, at hun nok ikke kunne forlange mere. "Vor fader i himlen, lad det ske, lad julesorgen slukkes", siger Grundtvig i "Velkommen igen Guds engle små". Og selv om det ikke er sorg, jeg føler, så er Grundtvigs ord dog en intens måde at udtrykke en vemodig taknemmelighed over tanken om et kært menneske på.

onsdag den 4. december 2013

"Hvis du skal blive et bedre menneske..."

Den kendte rabbi Nachman af Bratslav sagde engang: ’Hvis du ikke skal blive et bedre menneske i morgen, end du har været i dag, hvad behøver du så morgendagen til?’.” 

Med disse enkle sætninger siges der uendelig meget. Meningen med livet er at blive et bedre menneske.

Det er svært at forholde sig til. For "min venstre skal ikke vide, hvad min højre gør", d.v.s. at jeg skal blive et bedre menneske, uden at vide, om jeg bliver det. For jeg skal samtidig vide, at jeg ikke kan rose mig af noget som helst i den retning. Og jeg skal vide, at jo mere, jeg prøver på ved egen kraft at blive det, jo længere væk er jeg fra at blive det. Der skal være en ydmyghed, som aldrig kan blive en virkelig ydmyghed, alene af den grund, at jeg drister mig til at mene, at det er dét, jeg skal prøve på.

En stræben er aldrig en ydmyghed, heller ikke selv om den selv tror det. Den menneskelige bevidsthed kan ikke både vide, hvad den skal, og så glemme, at det er dét, den skal.

Er der da slet intet, jeg kan gøre? Ikke for at blive et bedre menneske, men jeg kan flytte mit fokus fra mig selv og over på andre mennesker, så jeg i stedet for at gå op i, om jeg nu bliver et bedre menneske, ser på mennesker i mit liv og omkring mig. Ikke for på en endnu smartere måde at blive et bedre menneske i kraft af medmennesket, det ville dog være en djævelskhed uden lige.

Nej, men netop flytte mit blik fra min egen navle og til medmenneskets øjne. Og forhåbentlig røres. I stor og vid forstand. Ikke kun af menneskers nød, men også så jeg ser, hvad jeg har at give af mig selv. Det, vi mennesker længes efter, er at nå ind til hinandens sårbarhed. Vi længes efter at åbenbare den for hinanden - ikke for alle og enhver, men for den, hvis øjne du ser ind i, og ser, at han også længes efter det.

Det er risikabelt. Jeg kan tage fejl. Jeg kan blive misforstået, når jeg gør mig sårbar. Men i min spontanitet, og inden jeg når at tænke, kan jeg måske nå den anden. Netop inden jeg når at tænke, for hvis jeg først begynder at tænke, vil jeg agere som en advokat, begynde at overveje fordele og ulemper ved mine ord, ved hele min gøren og laden.

Men når jeg den anden med min udleverede sårbarhed, sker der en eksplosion af glæde, salighed, tillid, tryghed, jubel, opfyldthed. Meningen med livet bliver til dér. Og har man prøvet at gøre ting med hjertet, tror jeg, at man bliver mindre tilbøjelig til at handle koldt og kynisk, fordi det føles så inderlig godt at handle med hjertet.

tirsdag den 3. december 2013

Hvis jeg kunne opdrage mine børn om igen...

Hvis jeg skulle opdrage mine børn om igen, er der visse ting, jeg ville gøre anderledes.

Jeg ville ikke give dem lov til at have fjernsyn på deres værelser. Jeg har tre børn, og det betød i praksis, at vi kunne sidde i hver sit rum og se fjernsyn, for jeg har jo også et i stuen.

Det var min egen skyld, at det overhovedet blev sådan. Jeg købte et fjernsyn til min søn, den ældste, som han kunne have på sit værelse. Det var tænkt sådan at han og hans søstre kunne trække sig tilbage, når/hvis jeg havde gæster, og de ikke længere gad være med i vores snak, eller vi godt ville have lidt voksentid.

Sidenhen udviklede det sig til, at de alle ønskede sig et i konfirmationsgave, sammen med stereoanlæg og cykler.

Jamen, var det da ikke praktisk, at vi alle selv kunne bestemme, hvad vi ville se, og hvornår? Jo praktisk? Absolut! Og som hårdt arbejdende enlig mor var jeg da også glad for lidt fred og ro om aftenen.

Men hvad var det, jeg lærte dem? Og især: Hvad var det, jeg IKKE lærte dem?

Hvis vi nu kun havde haft et fjernsyn i stuen, så havde vi været nødt til at blive enige om, hvad vi skulle se. Vi havde været nødt til at forhandle. Sikke meget lækkert konfliktstof, der her var blevet lagt op til. Og hvor har jeg da sprunget over, hvor gærdet er lavest ved ikke at have kastet mig ud i disse sysler. Tænk hvor meget jeg kunne have lært dem om dette.

Sådan noget som at tage hensyn til hinanden ville have haft gode vilkår. Det ville man blive nødt til. Der ville uden tvivl være stunder, hvor mor her bestemte, både om hvornår, hvor meget og især HVAD, der skulle ses. Men er det ikke også meningen med at være forældre? At de/den voksne afstikker retningslinjerne?

Og de tre søskende indbyrdes? De ville være tvunget til at lytte til hinanden, forstå hinandens behov. Muligvis ville vi så også have lavet en del andre ting end at se fjernsyn - ting, som vi ville gøre sammen.
Der er selvfølgelig også den mulighed, at de så bare ville forsvinde over til veninder og kammerater og se yndlingsprogrammerne der. Eller se ting, som jeg ikke syntes, de skulle se. Jo jo, børn har altid ulydighedens mulighed. Nøjagtig som da de begyndte at drikke alkohol. De kunne jo vælge at bryde de regler, jeg havde stillet op.

Men JEG kunne ikke vælge at lade være med at stille nogle op, og det er hele pointen. For uanset hvad jeg ville have af holdninger, så kendte de min holdning, og så vidste de også, hvornår de overtrådte den. Og det er vigtigt!

Arh, er det nu så slemt, at de havde fjernsyn på deres værelser? Nej, ikke slemt, men alligevel tankevækkende, synes jeg. Og i dag er den problemstilling for længst passeret, nu er det deres computere, I-pads, mobiler og hvad ved jeg, som de "forsvinder" ind i.

Det, der mest bekymrer mig, er den egocentricitet, der knytter sig til vores brug af disse medier. "Jeg bestemmer selv-holdningen". Og den mangel på social opmærksomhed i det rum, som de befinder sig i. De får sikkert nogle andre kompetencer, som hører deres tid til.

Det var bare lige nogle tanker....

fredag den 29. november 2013

At have styr på sit liv.

Er det godt at have styr på sit liv?

De fleste vil vel mene ja! Men jeg er ikke sikker. Jeg har set sådan en badge, hvorpå der står: Livet er det, der sker, mens du planlægger noget andet. Og jeg har også set denne sætning adskillige andre steder. Og jeg er mest tilbøjelig til at sige: Ja, det er sådan, det er!

Hvis nu jeg skuer tilbage over mit eget liv, så kan jeg sige, at der, hvor jeg har lært allermest, hvor jeg har haft de allerstørste øjeblikke i mit liv, hvor jeg har følt mig mest salig, hvor jeg har været jublende lykkelig, følt taknemmelighed, ja - kort, hvor livet er "kommet bag på mig", DER har jeg følt livet allermest intenst.

Måske kommer det sig af, at jeg i bund og grund tror på en Gud - vel at mærke ikke en hvilken som helst Gud, men ham som jeg har lært at kende gennem Jesus, fordi han kaldte ham sin far. Og hvorfor så det? Fordi jeg tror, at denne Gud er skaberguden, ham, som jeg har fået livet af, ham, som opretholder mig og vil mig det allerbedste.

Tænk lige, hvis jeg nu udelukkende SELV skulle skabe mit eget liv? Jamen, så var der meget, jeg ikke ville se, ikke ville vide overhovedet fandtes. Hvis livet forløb, som jeg havde planlagt det - så ville det vel se ca. sådan ud: Vokse op i et godt hjem, have en god skolegang, have gode venner og veninder, få en god uddannelse, få gode jobs, tjene ret godt, få en dejlig mand, få nogle dejlige børn, opleve verden, tage på rejser - og videre i den dur.

Mens jeg sidder og skriver, hvordan sådan et liv ville forløbe, gyser jeg indvendig. For jeg kan langt ind i sjælen mærke, hvor hult og tomt, det føles. Og det gør mig virkelig glad, at de færreste liv forløber så hult.  Ja ja, rolig nu! Jeg tror ikke på en pædagogisk Gud, som pålægger mig dårligdomme, for at jeg skal prøves og blive et bedre menneske, og jeg har da grædt og lidt mens alt det forfærdelige i mit liv stod på. Men mit liv blev formet af det, JEG blev formet af det, og jeg er en temmelig tykhovedet og stædig person, som helst vil undgå alt det onde. Men det kan jeg altså ikke blive fri for.

Og her er det, at jeg har lært, hvordan jeg skal forholde mig til det onde. Jeg gider ikke denne enerverende argumentation: Hvis Gud er god og almægtig, hvordan kan han så tillade det onde? DET VED JEG IKKE, og det er der ingen, der gør. Mange har prøvet at løse dette problem, men det er ikke lykkedes!  Nej, men jeg har lært, at det onde skal FORSAGES.

Uha, hvor har jeg - og har stadig - mine problemer med det. Af mange grunde. F. eks. har jeg rigtig svært ved at forstå, at nogle mennesker faktisk ER onde. Arhmen, det må jo da skyldes deres opvækst, gener osv. JA, det gør det muligvis. Men ALLE mennesker er ansvarlige for deres eget liv. Vi er ikke ansvarlige for alt, hvad vi kommer ud for, men vi er ansvarlige for, hvordan vi forholder os til det. Jeg har også rigtig svært ved at se på, når det onde stikker hovedet frem hos andre, og -  værst - hos mig selv. Så må jeg forholde mig til DET. Jeg har enkelte gange i mit liv droppet mennesker af disse grunde, og jeg har nogle oplevelser i mit liv, som jeg bestemt ikke er stolt af, hvor JEG har gjort andre mennesker ondt.

Og så er det jo, at jeg tror, at kærligheden sejrer over det onde. Altså Guds kærlighed, min slår slet ikke til. Men jeg har lov til at tro, at mine synder bliver mig forladt, skønt jeg altid må leve med dem, og jeg har lov til at tro, at "Gud gør alle ting godt", og derfor kan han også vende alt det rigtig trælse i mit liv til noget rigtig godt. Og det mest forunderlige: Jeg behøver slet ikke at have styr på mit liv. For uanset hvordan mit liv forløber, så har jeg lov til at tro, at det er o.k. At alt er såre godt. At jeg er Guds barn.

DET er en ægte frihed!!

mandag den 25. november 2013

Hvad er retfærdig løn?

Fire tankeeksperimenter:

1. Det er retfærdigt, at alle får lige stor løn.
Tre personer skal have løn:

Hr. Andersen er industriarbejder med kone og 3 børn.
Fru Jensen er lærer og eneforsørger med 1 barn.
Hr. Nielsen er tandlæge og enlig uden børn.

Hvis de får samme løn, er det så retfærdigt? -  eller?

2. Det er retfærdigt, at alle får løn efter behov.

Hr. Andersen har stor familie, og derfor får han størst løn.
Fru Jensens familie er mindre, og derfor behøver hun ikke så stor løn som hr. A.
Hr. Nielsen, der er enlig, behøver mindst.

Er det retfærdigt? - eller?

3. Det er retfærdigt, at alle får løn efter anstrengelse (indsats).
Men  hvad er anstrengelse? Hvilken indsats er størst?

- At arbejdet kræver lang og kostbar uddannelse?
- At arbejdet giver et stort ansvar?
- At arbejdet er fysisk eller psykisk anstrengende?
- At arbejdet giver skader og nedslider krop og sjæl?
- At arbejdet er uden megen trivsel og er meget beskidt?
- At arbejdet giver lav anseelse, status?

4. Det er retfærdigt, at alle får løn efter arbejdets resultat.
Resultatet af A.'s arbejde er industrivarer, som sælges til udlandet og giver Danmark penge.
J.'s arbejdsresultat består i, at børn bliver harmoniske, glade og dygtige samfundsborgere.
Resultatet af N.'s arbejde er bedre sundhed.

Men hvordan kan man sammenligne industrivarer, glade børn og sundhed? De er vel lige værdifulde og nødvendige? Skal de alle have lige løn, hvis man betaler efter arbejdsresultat.

Kom frisk med dine bud!!!!

lørdag den 23. november 2013

Selfies - se lige mig!!

Så lærte jeg lige et nyt ord - og begreb. En "selfie"! Ved du ikke, hvad det er? Så er du helt outdated! Men så skal jeg fortælle dig det. Det er et billede, du "lægger ud" af dig selv flere gange, faktisk mange gange, om dagen, hører jeg. Nu er det ikke noget med "hvad du har på hjerte", nej nej, nu er det "hvordan ser du ud lige nu"! Eller: "hvordan tager du dig ud lige nu"!

Det er blevet så populært at tage en selfie, at ordet er blevet kåret som årets ord af redaktionen bag Storbritanniens Oxford-bøger! - Hvad det så er, men det lyder da flot!!

Det undrer mig slet ikke, at det er på mode at tage billeder af sig selv og vise til alverden. "Se mig", skriger billedet. I en tid, hvor der er kamp om pladserne alle vegne, og hvor man oveni købet skal promovere sig selv som noget helt særligt, er det da letfatteligt, at man må være "på" konstant. Eller hvad?

Jeg husker en udsendelse i tv om, hvordan man bliver et kendt ansigt.  Det gjaldt netop om at være på. Man så Lars Løkke blive interviewet på Christiansborg, og i baggrunden så man så lige en Peter Christensen, der gjorde sig umage for at "være på" sammen med Løkke. Man må jo sige, det løkkedes ham ret godt, altså Peter Christensen, for det er før han blev sit partis politiske ordfører.

Hvad får mennesker til at tage billeder af sig selv 17 gange om dagen og lægge ud på diverse sociale medier? Jo altså, udover denne "se-mig-trang"? Men der ER måske ikke anden forklaring?

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/hvorfor-hader-vi-selfier

Jamen hovsa! Denne artikel siger jo, at vi IKKE kan lide selfies!!!! Altså bortset fra dem af os selv. Hvordan faen ka' de så blive så populære??

"Hvorfor er selvglæden en smerte for os andre? Selfiens selvbillede bygger på en løgn og asymmetri, fordi selfiens glæde og interesse for billeder af sig selv altid er større end andre menneskers interesse for samme. Det er pinligt, det er irriterende og det er asocialt, fordi det sociale i sin essens er at tilsidesætte sig selv for andre, mens selfien per definition er det modsatte. Her reduceres andre mennesker til fans af et foto".  Citeret fra artiklen!

Selvoptagethed er selvoptagethed, uanset om den er et spejlbillede af dig selv (med eller uden tøj, eller med meget lidt tøj), en gruppeselfie (vi er på lattebar) en historisk selfie (se hvor nuttet jeg var som barn), en fodselfie (så så man lige mig ude at løbe med veninderne).

Og hvorfor kan vi ikke lide selvoptagethed?? Fordi de andres fjerner focus fra MIG SELV! Føj for en klam prut!

Det er den mest vamle, ulækre, egoistiske, egocentriske, umodne, individualistiske, pralende, selvpromoverende, selviscenesættende, tendentiøse, asociale, tomme, hysteriske, klicheagtige, blærede, jammerlige, kedsommelige, indholdsløse, tarvelige, selvoptagede, sølle, brovtende, platte, kvalmende trend i de sidste mange år.

Er det eliten af Danmarks ungdom, der med hovedet under armen hopper med på denne bølge???

Kors, jeg græmmes!!!

torsdag den 21. november 2013

"Hvad har du på hjerte"?

"Hvad har du på hjerte", spørges der om på facebook! Et godt udtryk, faktisk! På hjerte... smage, smage! Det kan vel oversættes til: Hvad er dit hjerte fuldt af?

Der spørges IKKE: "Hvad har du på hjernen" - interessant! Jeg har en del på hjernen for tiden. Alle de ting, jeg skal have gjort, hvordan jeg tackler en skrantende økonomi, en krop med smerter, en masse aftaler, julen - ja, og så har jeg sådan set også et stykke musik på hjernen.

Jeg har læst, at når man gerne vil blogge, bør man skrive et indlæg regelmæssigt, helst dagligt. Det kan jeg slet ikke leve op til. Jeg har ikke noget på hjerte hver dag. Og selv om jeg muligvis HAR, så er det ikke sikkert, det lader sig formulere til noget, som kunne være af interesse for andre. Og det bør man vel dog forlange af sig selv som blogger. Der er jo også noget, der hedder blufærdigheds- eller privatlivssfæren

Nu er jeg også noget mistænksom overfor facebooks spørgsmål om, hvad jeg har på hjerte. Så vidt jeg kan læse mig frem til, er det så sandelig ikke kun, hvad folk har på hjerte, der kommer frem. I hvert fald ikke ifølge min definition ovenfor.

Måske betyder "at have noget på hjerte" blot: Hvad er du optaget af lige nu?

På facebook kan man jo skrive hvad som helst: Hvornår man har været på lokum, hvor fantastiske ens børn er, hvor dumme de grønne er, og skatter og søde og kære mig her og der.

Men på en blog udleverer man lidt af sig selv, synes jeg. Ikke meget, men dog lidt. Det må ikke blive vammelt, som det bliver, hvis man er for udleverende. Det må heller ikke blive for anonymt, så det faktisk bliver ligegyldigt, og man ikke kan mærke personen bag.

Jeg har også nogle ideer på hjernen - eller på hjerte - eller hvor det nu er, de opbevares. Masser af ideer, tanker, udkast, brudstykker, småstykker af noget, som skal vokse sig større, - noget, som jeg skal have tænkt nærmere over, før jeg kaster mig ud i at formulere det her. Og masser af tanker, jeg skal have prøvet af overfor kære og nære venner, før jeg er sikker nok på, hvor jeg selv står. Ikke fordi jeg nødvendigvis SKAL være sikker, før jeg skriver noget, men dog sikker nok til at have tænkt nærmere over det, jeg skriver, - og at have tænkt over forskellige vinkler på emnet.

Der er masser af bøger, jeg har læst eller er i gang med at læse, som har sat noget i bevægelse hos mig. Det vil jeg også gerne udbrede mig om her. Men lige nu vrimler det for meget i min hjerne, der skal lige ryddes lidt op først.

Så til dem, der spørger, hvor mine blogindlæg bliver af: De kommer! Men ikke med regelmæssighed, beklager. Men når jeg "har noget på hjerte"!

fredag den 1. november 2013

Økologisk julefred

Jeg har lige været ude at handle, - i Føtex. Der så jeg en øl, som jeg ikke har set før: Økologisk julefred. Nøjjj, min hjerne kom på overarbejde, kan jeg godt sige jer.

http://www.goodbeer.dk/review.php?beerid=49318

For gad nok vide, hvad det er? Økologisk julefred?

For det er ikke bare fred, ej heller bare julefred, men ØKOLOGISK julefred. Jeg smager lige lidt på ordet (nænner ikke at smage på øllen - endnu!)

Der er ingen tvivl om, at der er tale om REN julefred. Ikke noget med sentimentale elementer, såsom Frelsens Hærs sang på gågaden, køb af Blindes Jul, småbørns Luciaoptog, plasticgrantræer, artige børn  og færdigkøbte smil, lige til at påklistre. Næh nej, det skal være en bæredygtig julefred. Ikke noget med den letkøbte, fuld af tilsætningsstoffer og skjulte dagsordener, a la "jeg køber en rigtig stor gave til hende i år, så holder hun nok mund"! Eller "jeg vil egentlig skilles, men jeg nænner det ikke overfor børnene her op til jul, så jeg venter lige, til den er overstået", eller "Jeg gider faktisk ikke julen, den er ikke andet end kommercialisme, forbrugerisme, kapitalisme, forstillelse og gammeldags holden en for længst uddød religion i live"

Økologisk julefred handler sikkert også om Fair Trade, som kort fortalt betyder ”retfærdig handel”. D.v.s. ingen udbytning og snu udnytning a la: "Hvis jeg ikke får den play station, jeg ønsker mig, har jeg tænkt mig at blive eddikesur". Og "det er da rimeligt, at forældre giver deres børn større gaver, end børnene giver forældrene, selv om børnene er voksne og fløjet fra reden". Og: "Jeg burde godt nok invitere min gamle tante, men jeg vil hellere, at vi bare er os selv, - men hendes gave vil jeg godt have". Gad vide, om ikke fair trade julefred handler om at lægge egoismen til side?

Økologisk julefred er ægte julefred.  Det er ikke: Vi skændes ikke, så går det hele nok, - hvis vi lader, som om problemerne ikke er der, så forsvinder de nok af sig selv, - jeg tager ungerne med i biografen, imens hun gør rent -

Der er sikkert også et eller andet med drivhuseffekt og global opvarmning. Min mor kaldte mig nogen gange en "drivhusplante", hvis jeg ikke ville ud. Hm, vi må nok hellere komme ud - d.v.s. ud af egen magelighed og vanetænkning, egen fordelstænkning, egocentriciteten og bla bla bla!! De røde vil have af de blås penge, og gider ikke selv gøre en indsats, bruger finanskrise osv som sovepuder, - og de blå vil holde på deres indtjente penge til egen fordel, kan ikke se, hvorfor de skal støtte dovne mennesker, de ligger, som de har redt og bla bla bla. Denne debat er jeg træt af, den skaber overophedning og global opvarmning.

Økologi er videnskaben om forholdet mellem de levende væsner og mellem dem og deres miljø.
Humanøkologi er den del af økologien, som studerer arten menneske, denne arts aktiviteter og dens miljø. 

Men økologi kan handle om rigtig mange andre ting, f. eks.

adfærdsøkologiagroøkologianvendt økologibevaringsøkologibiogeografibyøkologidyreøkologiepidemisk økologiglobal økologihumanøkologihydroøkologijordbundsøkologikemisk økologilandskabsøkologimakroøkologimikrobiologisk økologimolekylær økologipalæoøkologiplanteøkologipopulationsøkologirenatureringsøkologisamfundsøkologisocial økologisystemøkologiteoretisk økologivirusøkologiøkoevolution

Måske er økologisk juleFRED  at blive fri for at tænke på alle disse ting, som vi har pligt til at tænke på i dagligdagen. Ja, hvem ved?....






torsdag den 31. oktober 2013

En mands bekendelser...

Hvorfor jeg engang trykkede på den knap, som fik mig til at "synes godt om" Primetime kvinder, er mig ind imellem en gåde. Dog må jeg vedgå, at "de" ofte får mit pis i kog! Som nu ved offentliggørelsen af denne artikels 20 punkter,  som - iflg. dem selv - går verden over. Velsagtens fordi mange mennesker "tror" på dem.

http://www.oestrogen.dk/Kaerlighed-og-Erotik/Kaerlighed-og-Erotik/2013/Oktober/nyskilt-mand-det-burde-jeg-have-gjort.aspx#.UnKY-YN7z5o

Her har vi en mand, der for nylig er blevet skilt. Han gør en slags status. Hvad BURDE han have gjort?

Jeg vil godt give ham nogle gode råd desangående:

Hør her, kære mand! Hvis det forholder sig, som du gør rede for i din 20-punkts-bekendelse, så forstår jeg godt, at dit forhold kuldsejlede. Du sætter jo kvinden op på en piedestal, hvor hun er yderst vanskelig at nå. Du gør hende til en sart gudinde,  som skal behandles med fløjlshandsker og have sine mindste lyster opfyldt - og selv om du skriver det modsatte, nemlig at du ikke skal holde hende i godt humør, så tror jeg ikke på dig. For alle dine punkter siger det modsatte.

Tilbede din kvinde? Vorherre bevares, må jeg blive fri! Jeg vil nødig være din kvinde, som skal leve op til dine gudindedrømme. Jeg vil sådan set godt have lov til at være rigtig urimelig og u-elsk-værdig, uden at du føler dig forpligtet til alligevel at elske mig i den situation!

Jeg vil sådan set også helst holdes udenfor dine inderste hemmeligheder. Især dengang du bollede med sekretæren, selv om det kun var denne ene gang. Og netop fordi det kun var denne ene gang. Var det blevet til mere, skulle du selvfølgelig fortælle mig det, men dine fejltrin - lad os bare kalde det det - i den henseende, lever jeg bedst med uden. Og skulle DU ikke kunne leve med det, er det dit problem, som du evt. kan dele med din bedste ven.

Hvem har fortalt dig, at ærlighed står over kærlighed? Den hensynsløse ærlighed er ikke andet, end noget du ikke selv kan bære, og som du derfor beder hende bære for dig, eller med dig.

"Vær til stede, når du er sammen med hende" - jo jo, som om vi ikke godt ved, hvad du mener! Du skal droppe pc'en, mobiltelefonen, avisen, motorbladet, tv'et. Og stirre hende dybt ind i øjnene og SNAKKE med hende. For snakke, det er det, kvinder vil. Men-æh: Med den holdning forlanger du jo det samme af hende, du gør det bare på en smartere måde. Sådan lidt martyragtig. Det er ellers kvinder, der har patent på det, ikke? Men ok, du er åbenbart den bløde type, og det er en ret tvivlsom ting i sig selv i dagens Danmark.

Nå, o.k. nu er ham her jo fra USA!

"Bliv aldrig uvenner over penge" - Hø hø, der var jeg lige ved at komme til at grine!! Kender du overhovedet et parforhold, hvor penge ikke ind imellem er årsag til kontroverser ægtefællerne imellem.

Hvad er det for et problemfrit og utopisk idealforhold, du prøver på at stille op? Well, jeg tror på, at det er en såret og hudløs mand, der forsøger at gennemtænke egen skyld i forholdet, og det er såre godt. Men hvis du går ind i et nyt parforhold med disse 20 punkter intakte, så er dit nye forhold dømt på forhånd - nemlig til at give skuffelse.

onsdag den 30. oktober 2013

Til dig som er ateist!

   
Du tror
at religion er opium for folket                                                                                                  
Jeg tror
at religion giver livet mening, retning og formål 

Du tror                                                           -
på evolutionen
Jeg tror
på evolutionen

Du tror
at det kun er svage mennesker, der kan tro på en Gud 
Jeg tror                                       
at man via sin erkendelse af, at Gud er “bag” alt, bliver stærkere

Du tror
på fornuften som den øverste lære
Jeg tror
på fornuften, men ikke som den øverste lære

Du tror
på at vi via naturvidenskaben vil finde ud af ALT
Jeg tror
at vi via naturvidenskaben efterhånden vil afkode meget om Guds skaberplan

Du tror
på rationalismen
Jeg tror
på kærligheden

Du tror
at mennesker overvejende har egoistiske motiver til deres handlinger
Jeg tror
at mennesker indeholder både godt og ondt

Du tror
på tilfældighedernes spil 
Jeg tror                                                                                     
på en styrelse

Du tror
at Gud ikke kan eksistere, når han tillader det onde
Jeg tror
at Gud er til, at han indtil videre tillader det onde, og at han er med-lidende

Du tror
at mennesker må klare sig selv 
Jeg tror 
at Gud bruger mennesker i sin gerning

Du tror
ikke på bønnens magt
Jeg tror
på bøn, forbøn, at kunne leve i Guds nærvær via bl.a. disse ting

Du tror
at bøn ikke hjælper på noget
Jeg tror
at bøn hjælper på ALT

Du tror
at der ikke er noget efter døden
Jeg tror                                                                             -
på det evige liv hos Gud

Du tror
på psykologiske grunde til at nogen tror på en gud
Jeg tror
på eksistentielle grunde til at tro på Gud

Du tror
på spild af rum, hvis der ikke findes andre levende væsener “derude” 
Jeg tror
på spild af liv, hvis alt er slut efter døden

Du tror
at der ingen mening er med livet
Jeg tror
både på en – og flere – meninger med den enkeltes liv, og med menneskelivet som sådan

Du tror
at hvis Gud er til, ville der ikke være uretfærdighed til
Jeg tror
på Guds retfærdighed, som langt overgår hvad vi mennesker kan fatte

Du tror
ikke, fordi evangelierne er forskellige
Jeg tror
at evangelierne er forskellige menneskers testamenter og derfor forskellige

Du tror
ikke, fordi der er så mange kirkeretninger
Jeg tror                                                              -
at der er så mange kirkeretninger, fordi mennesker er forskellige og lægger hovedvægten på forskelligt.

Du tror
ikke, fordi bibelen modsiger sig selv 
Jeg tror
at bibelen er skrevet af beåndede mennesker, som har opfattet forskelligt

Du tror
ikke, fordi alle kirkelige retninger vel ikke alle kan have ret
Jeg tror
at det er prisværdigt at ville finde sandheden, selv om man farer vild undervejs
                                                                                                        
 Du tror
at jeg danner fantasifostre i min hjerne
Jeg tror
at du ikke vil kendes ved den åndelige del i din hjerne

tirsdag den 29. oktober 2013

Status på min blog!

I august sidste år oprettede jeg min blog, Ingrids provo-blog, og i dag rundede jeg så 10.000 sidevisninger. Jeg aner ikke, om det er meget eller lidt, godt eller skidt, men jeg føler trang til at gøre status. Jeg har skrevet 148 blogindlæg på disse 14 måneder, og jeg har en del kladder liggende til evt. senere brug.

Jeg havde regnet med, at der ville blive diskussioner på min blog. Det er ikke sket, i hvert fald i meget ringe grad. Jeg havde måske også håbet på at få flere faste læsere, end de 11, jeg har. I hvert fald som har tilmeldt sig som faste læsere på min side. Men jeg ved, at der er en del flere, der læser mine indlæg, for jeg tjekker dagligt, hvor mange der har læst med og hvad de har læst.

Jeg laver altid et link til facebook, og det er der, jeg får de fleste kommentarer, bortset fra in real life. Der hører jeg til gengæld tit, at nogen har læst, hvad jeg har skrevet, og har kommentarer til det.

Jeg er temmelig uerfaren med, hvordan man egentlig blogger, så jeg har bare skrevet, og det var så det. Hvordan man får en blog til at vokse og lign. er jeg ikke klog på. Og alle de temmelig fancy ting, som jeg kan se andre bloggere gøre brug af, har jeg slet ikke lært.

Selvfølgelig skriver jeg for at blive læst, men jeg skriver også ofte for at klargøre mine egne tanker og holdninger - altså overfor mig selv. Jeg har altid brugt at skrive, når jeg skulle vende et problem, og jeg har altid noget i hovedet, jeg går og rumsterer med. Så synes jeg, det er fint, hvis andre vil kigge med.

Jeg læser også andre blogge, men er nok heller ikke særlig stabil eller god til at kommentere på dem. Og hvordan man finder bloggere med særlige temaer er jeg også en ren novice udi.

Jeg er glad for at skrive og har også tænkt mig at blive ved med det. Men hvis en og anden kunne tænke sig at lære mig noget mere om at blogge, vil jeg blive vældig glad.

Og så vil jeg da blive vældig glad for lidt mere aktivitet på min side. Være søde at lære mig, hvordan det kommer til at ske!!!

Vi ses!!

Nye briller - hjæææælp!!!

Jeg har et meget meget stort problem!  Jeg skal have nye briller. Nå men det er vel godt, hvis mit syn er dårligt? Joda! Men det er ikke DET, der er problemet. Problemet er, at jeg så skal vælge stel. Hvorfor det er et problem? Fordi jeg så skal konfronteres med, hvilken type, jeg er. Uf altså.

Er jeg den moderigtige, lækre kvinde, der skal have store, mørke briller? Njah, jeg synes, mit ansigt får sådan et hårdt udtryk så.

Nu ved jeg så heller ikke, om jeg skal vælge modebrillen anno 2013 eller 2014? Hvorfor er der overhovedet noget der hedder "modebrille 2013", når man allerede nu ved, at de er umoderne, fordi moden for 2014 ER kommet?

Så spørger "de" om jeg er til kolde eller varme farver! Jeg kan godt forstå, de spørger. For det betyder vel, at de ikke sådan lige kan afgøre det. Det kan jeg heller ikke. Iflg min hårfarve er jeg til kolde farver, men iflg min hud måske til varme, men det kommer lidt an på graden af solbrændthed.

Er jeg den klassiske type, eller er jeg til mere spræl og vovethed? Jamen SKAL jeg vælge? Jeg er sågu da begge dele. Når jeg er i det intellektuelle hjørne formelig OSER jeg af klassisk skønhed! Eller noget! Og når jeg skal nedlægge en elsker, er der mere spræl og...nå, så har jeg nok taget brillerne af!

Skal jeg have progressive glas? Ja gu skal jeg da det, det kunne lige passe andet. Mig med en provoblog, jeg er absolut fremsynet, ha ha - kigger mig ikke bagud, jeg kunne jo blive til en saltstøtte, har jeg hørt eller læst!

Skal jeg have skræddersyede glas? Nej, helst ikke, jeg vil ikke have huller i mine glas, ellers tak.

Mine briller skal nok være mere fremtidssikrede end kaskoforsikrede. Jow jow, det kan man skam få nu om dage. Men fremtidssikrede briller er noget konfettifarvede, ser det ud til. Jeg kan få konfetti i kolde, varme, overvejende blå, overvejende røde, grønne, gule, brune, grå farver. Hvis de skal være konfettifarvede.

Hvad nu hvis jeg køber nogle overvejende røde? Og jeg så har blåt tøj på en dag, det ser da skørt ud, ikke? Er det så bedre, at jeg køber nogle mere anonyme? Så passer de ligesom til det hele! Og er mere kedelige. Kan man ikke få begge dele i én og samme brille?

"Ray Ban køre generelt med 50′er stillen i brillerne. Dette gælder også dette rigtig fede sæt damebriller fra Ray Ban. Det kræver måske lidt mod at bære denne brille, men har du hvad der skal til, så vil du bestemt også skille dig ud fra mængden på den allerbedste måde. Disse briller er så meget oppe i tiden, og noget af det bedste damebrille jeg lige kan finde her i 2013 og sikkert også langt ind i 2014. Et most have for den selvsikre og stillede kvinde". --

 Halloooo! Det hedde køreR i nutid. Det hedder stilen med et l. "Det bedste damebrille" - skulle det have været ental eller flertal? Hedder det ikke EN brille, det kan da i hvert fald aldrig komme til at hedde ET brille, og derfor ikke "DET" bedste damebrille! Det hedder "et must (have)" vi snakker jo ikke om æblemost, vel? Den stillede kvinde?? Gys! Det hedder den stilede kvinde.

Og hvordan kan jeg vide, om "jeg har hvad der skal til"??????? Gad vide, hvad de mener med det?? Det må være noget med mod, for det stod der også lige noget om. Så altså, har jeg MOD, så er denne brille lige mig. Nu finders der ikke mange, der er så modige som mig - når det gælder at smage på nye madretter, selv myrer og friturestegte bænkebidere! Men hvis det er faldskærmsudspring er jeg en ren kylling!

Det kan jo også være, de snakker om "it"! Om jeg har "it"! Det havde Marilyn Monroe, kan jeg huske fra en 50'erfilm. Selvfølgelig har jeg "it", jeg går bare ikke og skilter med det.

Jeg er garanteret et "cat-eye-look" med disse briller, lover de. Nej altså, det afgjorde det, jeg er ikke en sød og kælen miau! Jamen jeg vil hellere have et "lion-like-look", kan jeg få det??

Jeg får kvalme af brilleannoncer, får helt lyst til at få kontaktlinser, hvis ellers jeg kunne bruge dem, men det kan jeg ikke. Desuden kan jeg godt lide at gå med briller - tror jeg da nok - hvis ellers jeg kan finde ud af, hvilken type, jeg er.

Hjææææælp!!!!

søndag den 27. oktober 2013

Om at give (jule)gaver

Ønskesedler er en uting! Og en uforskammethed! En bestillingsliste! Man kan sågar komme ud for, at vedkommende har skrevet, hvor tingene kan købes, hvilken farve det skal være osv.

Men hvad er en gave?

Det er noget, man ufortjent får, givet af kærlighed. En ting, som giveren har opsnappet i årets løb, at modtageren har ytret sig om, eller giveren bare lige har fundet helt rigtig til netop denne person. Noget, man selv har lyst til at give og glæder sig over at give.

Jeg læste for nylig om en, som skrev, at nu kom den tid, som hun frygtede, for folk begyndte at spørge, hvad hun ønskede sig til jul. Men hun vidste aldrig, hvad hun skulle sige, for hvis hun ønskede sig noget, så købte hun det jo bare, og hvis hun ikke bare købte det, så var det fordi, det var for dyrt, og så kunne hun jo ikke tillade sig at ønske sig det til jul. Jeg blev rigtig trist til mode, da jeg læste det. Og jeg tænkte: Er det sådan, det er? Men det så det ud til, for der var mange, der var enige.

Et eller andet sted ved vi godt, at folk køber det, de ønsker sig, og at de kun undlader at købe det, som er for dyrt. Mon ikke det netop er derfor, at julegavebudgetterne år efter år vokser. For hvis vi skal give noget, som er ønsket, så skal vi op i den dyreste ende, for ellers har vedkommende selv anskaffet det.

 Vi har finanskrise, og alligevel er der ingen materielle ønsker, for vi køber det, vi ønsker os! Altså nogen af os. Måske mange af os. Men mon dog ikke vi alle kender nogen, som ikke bare kan købe, hvad de ønsker sig? Jamen, skal vi ikke beslutte, at det så er dem, vi giver gaver i år? Måske ville kærlighedsånden så indfinde sig i gavegiveriet, i stedet for denne rethaveriske ånd om at få, hvad man ønsker, selv om man dårligt ønsker noget.

Eller også kunne vi beslutte, at give en enkelt en rigtig dyr julegave, som han aldrig selv ville have råd til. Og at de andre så ikke får noget! Hvor ville det blive en kærlighedsgave, og især, hvis vi selv afstod fra at få, men gerne ville give.

Jeg er selv opvokset med milimeterretfærdighed, velsagtens fordi mine forældre ikke havde været vant til bare at kunne købe, og da vi var 4 børn, skulle alle have lige meget, havde de syntes. Måske godt nok, men da vi børn blev større, begyndte vi at synes, at det var lige lovlig meget med denne form for retfærdighed. Det resulterede da også i, at jeg selv har opdraget mine børn til ikke at have denne milimeterretfærdighed. Jeg kan godt give den ene en stor gave, og de kan glæde sig på dennes vegne, uden selv at forvente at få en tilsvarende stor gave. Og det glæder jeg mig over. For hvor er det da vigtigt at kunne glæde sig på andres vegne.

Da min yngste var 3, skrev hendes 2 ældre søskende ønskesedler, side op og side ned. Vi spurgte hende: Hvad ønsker du dig til jul: Jeg ønsker mig bar' et lægesæt, sagde hun stilfærdigt med bøjet hoved. Da juleaftens gaveudpakning kom, fik hun som det første sit lægesæt, og hun blev så glad, og gik ud af stuen. "Hvor skal du hen"? spurgte vi. "Op på mit værelse og lege med mit lægesæt", svarede hun. "Jamen, der er da mange flere gaver", sagde vi. "Jeg vil ikke have flere", svarede hun.

Og der sad vi med alle vore talenter - og pakker. HUN havde forstået det, det havde vi ikke. Jeg tænker altid på det, når jeg ser børneværelser bugne af legesager. Jeg fatter det ikke. Kan man nå at glædes over noget, når man hele tiden får så meget? Ak ak ak.

Jeg foreslår at give til et sponsorbarn via Børnefonden. Eller give hinanden en ged, høns, ris ja, hvad som helst, som en symbolsk gave til en, som trænger. Og til de ældste i familien: Giv en hjælpende hånd, det vil blive værdsat meget. Og til de unge familier med børn: Giv en babysitting, det vil de elske. Og sådan kan man sikkert finde noget, som ikke er så meget værd materielt, men som har uendelig betydning for netop denne person.

I håb om rigtig stor og oprigtig kærlighedsgiveri denne jul!!

torsdag den 24. oktober 2013

Åndshovmod


Når jeg støder på ordet "åndshovmod", kommer jeg tit til at tænke på Erasmus Montanus, som kommer hjem fra sin dannelsesrejse, og bliver sat til at føre en disput med præsten, for han er dog en lærd mand. Holberg var en mester i at gøre grin med den slags åndshovmod. Jeg elsker også Rasmus' argumentation, hvor han demonstrerer, at han har studeret retorik og logik: En sten kan ikke flyve, morlille kan ikke flyve, ergo morlille er en sten! 

Tjah, det var jo "bare" en komedie, men grunden til, at Holbergs komedier lever endnu, er jo at de stadig har noget at sige os.

Hvad f. eks.?

Eksempel 1. Min far fortalte om en fætter, som var blevet professor - i hvad husker jeg ikke - og som sjældent besøgte sine gamle forældre, for de havde ikke noget at sige hinanden. De forstod ikke hinanden længere.

Eksempel 2. Efter jeg var blevet færdiguddannet som børnehavepædagog, hørte jeg om en af mine medstuderende, at vedkommende havde fået "dårlige nerver", p.g.a. for meget religions- og filosofilæsning.

Eksempel 3, For nylig var jeg sammen med et ungt menneske, som studerer filosofi, og jeg spurgte interesseret til hendes studier, hvad de læste osv. Jeg fik et svævende svar med en del namedropping, og jeg tydede undrende dette svar som: Hvorfor spørger du, du forstår jo alligevel ikke en hujende fis!

Eksempel 1 synes jeg er hjerteskærende! Hvordan kan man glemme, hvad man er kommet af? Hvordan kan man glemme med hvilken kærlighed og levende interesse de to gamle - godt nok på afstand - har fulgt sønnen og været stolt over ham? For jeg mener udelukkende, det er sønnen skyld, at de ikke kan tale sammen, for han lider af åndshovmod. Kan være, at hans hoved er fuld af formler, teser eller hvad ved jeg, - men når han er hjemme hos sine forældre, så SKAL han da lægge dette til side. Jeg har altid syntes, det var et rørende og dejligt  udtryk for anerkendelse af ens oprindelse og fællesskab, når visse af mine venner i samtale med deres familie snakkede sønderjysk, for så at vende tilbage til esbjergensisk vestjysk i den videre samtale med mig. DET er nemlig et udtryk for at kunne afstemme sig efter omstændighederne.

I filmen/bogen "Dansen med Regitze" ser vi det samme: Arbejdersønnen, der har fået studenterhuen på og sammen med sit hold kører studenterrunde. De kommer også i denne søns hjem, og faderen har skyndt sig hjem på sin cykel, så han kan være med. Men sønnen er flov over faderen. Ak hvor hjerteskærende!

I eksempel 3 ser man, hvordan det kan gå, hvis man ikke passer på. Jeg vil mene, at det unge menneske måtte kunne gøre sig forståelig overfor mig, ellers giver jeg ikke meget for hendes studier. Men jeg erkender også, at man selv først skal forstå, før man kan videregive, hvad man har forstået. Men så kan man vel sige DET? Eller hvad man indtil videre har forstået. Og faktisk kunne det jo være, at jeg også har læst nogle af de filosoffer, der blev nævnt. Men hvis man på forhånd har opgivet, fordi jeg jo ikke forstår, hvad hun forstår, synes jeg det er hendes fejl. Jeg anerkender, at en studerende kan have en viden, jeg ikke har, men derfor skulle man vel godt kunne gøre sig forståelig overfor hinanden - også uden at den ene taler ned til den anden.

Det skrækkelige er, hvis man tror, man sidder inde med sandheden, fordi man har "studeret". Men jeg fejer lige for egen dør og skuer tilbage på mig selv som studerende! Ak ja, hvor vidste jeg og mine studiekammerater da alting! Og så sidder jeg her og lyder som den gamle kone, jeg faktisk er, hø hø!!

Min kære medstuderende nævnt i eksempel 2 havde fået sine studier galt i halsen. Jeg har faktisk temmelig meget respekt for det, selv om det udartede til sygdom. For han havde læst, som Søren Kierkegaard gerne vil læses: Som om han skriver til den enkelte. Og han havde fuldt og helt følt sig tiltalt som den enkelte, som skulle "gå hen og gøre ligeså" - som Jesus sagde. Og han var endnu ikke kommet dertil, hvor han indser, at Jesus - og kun han -  kunne opfylde det forlangende. Så i dette eksempel er der IKKE tale om åndshovmod, nærmest det modsatte: En ydmygelse af sig selv, som det selv, der indser, at det KAN jeg ikke.  For fuldstændighedens skyld må jeg hellere tilføje, at min studiekammerat kom over det!

Jeg hører, at ordet "ydmyghed" er in!! Det vil passe rigtig godt med nogen ydmyghed overfor den lærdom, man evt. måtte komme i besiddelse af. For hvis denne lærdom ikke er med til at gøre en til et større, mere rummeligt menneske, hvad skal den så bruges til?



søndag den 13. oktober 2013

Aftalevægring - den nye pest!

For ikke så mange år siden var der status i at have sin kalender fyldt op. Man VAR noget, - betød noget, - kunne sort på hvidt bevidne, at man var en del af det pulserende liv.

Sådan er det ikke mere. Den nye tendens bemærkede jeg til at begynde med først hos ungdommen. Men den breder sig, har jeg lagt mærke til. Jeg undrede mig såre, da sagens rette sammenhæng gik op for mig. Og så holdt jeg op med at undre mig, for denne nye tendens passer som fod i hose med tidens krav om selviscenesættele og den selvcentrering, som herved følger med.

Hvad jeg snakker om?

Mig: " Kommer du med d. 28"?
Unge X: "Det ved jeg ikke endnu"?

Så er det, jeg i første omgang undrer mig.
"Nå, jamen så kig i din kalender", kunne jeg så finde på at sige.

Dumt sagt!! For det er slet ikke det, det handler om. Om han har lavet en anden aftale den dag. Nææ, det, det handler om, er, at han måske får et tilbud, der er bedre!

Det er valgene, som han må gebærde sig i. D. 28. kan det jo være, at Michael holder fest. Eller at der er koncert med yndlingsbandet. Eller at han måske har tømmermænd, fordi han var til fest d. 27. hos Andreas. Og hvad han skal vælge afhænger af så mange ting: Hvem der også kommer, om han gider, at han først skal føle efter, hvad han har mest lyst til. Og der kunne jo dukke noget op d. 26., som han allerhelst vil, og så er det jo dumt at have sagt ja til noget andet.

Og så er det, jeg kunne finde på at sige, at valgmulighederne BINDER ham, i stedet for at gøre ham fri til selv at bestemme. For sagen er jo, at det er motiverne for at sige ja eller nej til noget, der er afgørende. Og hvis du har sagt ja, er du forpligtet. Og forpligtethed er noget af det værste, det er nærmest det modsatte af frihed - tror unge XX.

Når man har truffet et valg, har man herved udelukket alle andre muligheder. Og sikke en frisættelse!!! Fri for at spekulere mere over det! Fri for at føle efter, fri til at bruge energi og tid på noget andet, fri for at sætte sig selv i centrum - for det er dog det mest trælbundne, der findes!

 Og på vej til at blive voksen og ansvarlig og ikke gebærde sig som et forkælet barn!

lørdag den 12. oktober 2013

Løgstrup og tilliden

Det er jo som bekendt Søren Kierkegaardår i år, og i foråret deltog jeg i en studiekreds om ham og hans tanker. Vi blev så enige om at fortsætte her i efteråret med at studere K.E. Løgstrup, for han gjorde op med Kierkegaards kristendomsforståelse. Sidste gang gennemgik vi de indledende ideer i Løgstrups "Den etiske fordring".

Løgstrup skriver, at det hører vort menneskeliv til, at vi normalt mødes med en naturlig tillid til hinanden. Ikke kun når vi træffer mennesker, vi kender godt, men også når vi møder en vildtfremmed. Der skal særlige omstændigheder til, for at vi på forhånd står overfor en fremmed med mistillid. Der skal være tale om f. eks. angiveri, krig i landet, at lov og ret sættes ud af spillet, løgn, tyveri, groteske overdrivelser. Løgstrup mener, at det måske er mærkeligt nok, men at det hører med til at være menneske. Det ville være livsfjendsk at bære sig anderledes ad. Vi kunne simpelthen ikke leve, vort liv ville visne, det ville blive forkrøblet, om vi på forhånd mødte hinanden med mistillid.

Ikke desto mindre har jeg kendt, og kender jeg nogle få mennesker af slagsen. Det har taget mig lang tid at indse, at det er det, der er på færde. Jeg kommer meget tit galt af sted overfor sådanne mennesker, fordi jeg jo i Løgstrups forståelse af verden, møder op med tillid. Og bliver mødt med mistillid. Mine hensigter bliver tolket med mistillid: Jeg ville nok "vise mig", "gøre mig til", få NN i fedtefadet. Giver jeg én noget, bliver det straks til: Hvorfor har jeg ikke givet de andre? Han er nok min kæledægge, jeg forfordeler folk.

Jeg ved ikke, om jeg er speciel naiv af natur, men jeg bliver altid så målløs, når sagens sammenhæng går op for mig. At jeg på forhånd er tillagt nogle slette motiver til min gøren og laden. Her må jeg indsætte Løgstrups berømteste udtalelse:

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver: Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.

Mennesker som ikke kan møde andre med den løgstrupske, grundlæggende tillid, må have oplevet, at livet som sådan - at livet i det store og hele ikke vil dette menneske noget godt. Der må have været rigtig mange episoder i sådan et menneskes liv, som har skuffet det, gjort ondt, kort: Som har taget den grundlæggende tillid fra mennesket. Og der sker så det, at dette menneske er så forgiftet af denne mangel på tillid, at det spreder denne gift ud over de fleste andre mennesker, som det møder i livet.

Et sådant menneske lider i den grad af mangel på selvværd, og det er der sandsynligvis gode grunde til, hvis man kender til vedkommendes baggrund. Men det er SÅ svært at have personlige relationer til et sådant menneske. Jeg har oplevet, at noget af det nærmeste, man kan komme til en personlig relation, er hvis man kan skaffe sig en fælles fjende. Så kan man i det mindste sidde og forarges over, hvor åndssvag denne fjende er. Jeg har også oplevet, at når jeg ind imellem prøver at argumenter mod et synspunkt, som vedkommende har, så bliver JEG fjenden. Argumenter optages ikke som det, de er, men som endnu en bekræftelse af personen i, at hele verden er ude på at nedgøre ham/hende.

Jeg har læst Løgstrup før, men det går med dette, som med meget andet af min læsning: Jeg får nogle aha-oplevelser, som jeg ikke fik de første gange, jeg læste det. Man må formode, at jeg er blevet klogere siden sidst. I hvert fald ældre. Sandsynligvis mere erfaren udi omgangen med medmennesker. Og dog. Jeg kan stadig blive gjort tavs, når jeg møder andre mennesker, som møder min tillid med mistillid eller kulde. Indtil videre er det, jeg kan gøre ved det, at sørge for at have flest af de menneskelige møder, hvor tilliden er det grundlæggende og spontane.

Næste gang skal vi til "De suveræne livsytringer". Jeg glæder mig!!

tirsdag den 8. oktober 2013

Ups! Der kom Lars Løkke lige til at sige, hvad han mener...

Den nye form på folketingets tirsdagsmøder har været imødeset med spænding. Og vi fik da bestemt noget for pengene. Dagens tophistorie var flg:

Lars Løkke Rasmussen køber sko, der er dyrere end 2000 kr. Det kom han ved en fejltagelse til at sige i dag i den nye folketingsspørgetidsrunde. Han ville egentlig have ramt Helle Thorning med denne bemærkning, men det blev altså til en boomerang.


http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-72008423:qvortrup-l%C3%B8kke-blottede-sig-med-skobem%C3%A6rkning.html


Helle og Lars "står" godt til hinanden, mener Qvortrup i ovenstående kommentar. De er "friske og veloplagte sammen" - og det har vi set flere gange.

Ku' vi ik' få dem til at danne et nyt parti, der hedder venstredemokraterne? Nåe nej, for venstre har jo ikke en skid med "til venstre for midten" at gøre nu om dage. Men den ageren indenfor den blå sfære, som vi ser socialdemokraterne manøvrere i p.t. er vel egentlig heller ikke deres sædvanlige element. Tjah, og en Lars Løkke, som er pavestolt over at have "hugget" Metals formand Claus Jensen til venstres landsmøde. Jo jo, de nærmer sig da hinanden, eller hvad?

http://www.avisen.dk/fagforbund-holder-tale-til-venstre_237930.aspx

Kom da ikke og sig, at der ikke er spænding på drengen i politik for tiden. Men jeg vil faktisk rose regeringen for at handle pragmatisk i den nuværende situation, og jeg kunne godt ønske mig, at der var mere fælles handlen blandt de traditionelt røde og blå politikere.

Nu tror jeg jo på Mogens Lykketoft som en vidende, klog og erfaren politiker, og så vidt jeg ved er det mest hans ide, at der skulle være lidt sjov i parlamentet. Sådan pr. refleks griber jeg straks til at grine og vrænge lidt af den slags halløj. Det er udansk! Det klæder ikke en dansk politiker. - Og så alligevel??

Men apropos Lars Løkkes boomerang, så siger den jo dog trods alt en hel del om, hvor skoen trykker hø hø! Helle ved godt, at hendes Guccitasker og ditto sko ikke kan købes af enhver arbejder. Hvorimod Lars Løkke tror, at det kan knibe med at finde et par sko til under 2.000 kr - det er virkelig morsomt, synes jeg.

- Måske skulle man sende ham et par Bilkaannoncer?
- Eller tage ham med i Frelsens Hærs genbrugsbutik?
- Eller introducere ham til Trend Sales?
Synd, Lars Løkke, - dér faldt din leflen for arbejderen pludselig og helt oprigtigt på gulvet. Helt uden du havde forberedt det. Eller din spindoctor havde nået at give dig et praj!

Så måske er Lykketofts ide slet ikke så tosset, når politikerne sådan kan komme af sted med pludselig at sige, hvad de mener!

Jeg glæder mig allerede til om 14 dage!!!

søndag den 6. oktober 2013

Ateisten kontra den kristne


Hvordan kan det være, at nogle mennesker er kristne, og andre er ateister? Well, jeg skal måske nok spørge lidt mere præcist. Hvordan kan det være, at nogle mennesker tror på en åndelig verden, mens andre nægter dens eksistens? (Her på min egen blog tillader jeg mig at være selektiv, og hermed udelukke alle andre religioner. For jeg kan bedst forholde mig til spørgsmålet ud fra min egen position som kristen).

En ateist hævder, at jeg har fostret åndeligheden i min egen hjerne. Hertil svarer jeg, at ateisten mangler det center i hjernen, som åndeligheden ligger indenfor.

En ateist hævder, at han tror på evolutionen, hvor de kristne tror på at alting er skabt af Gud på 7 dage. Hertil svarer jeg, at jeg også tror på evolutionen, og at jeg anser de gamle beretninger i GT som myter, der fortæller noget om menneskets position i forhold til Gud, nemlig at vi er skabte og at der findes en Gud, som vi skal/kan have vort liv i. Og GT's beretninger er eviggyldige sandheder om, hvad det vil sige at være menneske.

En ateist hævder, at videnskaben bærer den højeste erkendelse. Det er en pauver holdning, siger jeg. Jeg anerkender i høj grad videnskaben, men kristendommen begynder der, hvor videnskaben hører op.

En ateist hævder, at kristendommen har ført til megen splid, krige og ondskab. Det er sandt! Det skyldes, at mennesket selv rummer både det gode og det onde, og at historien er én lang fortælling om menneskets ufuldkommenhed. Også før kristendommen, og også i kulturer, som ikke er kristne.

En ateist hævder, at alting foregår i hjernen, og at alt kan måles og vejes. Det, der ikke kan måles og vejes, eksisterer simpelthen ikke som andet end fantasispind. Jeg mener: Det er muligt, at "alting" foregår i hjernen, men jeg hævder, at der er en forbindelse til hjertet, som vi endnu ikke har nok viden om. Det er kun for nemheds skyld, at jeg bruger betegnelserne "hjerne" og "hjerte". Og i øvrigt mener jeg, at det lige præcis var det, Jesus gjorde op med. Han nedbrød ikke loven (hjernen), men trak kærligheden (hjertet) frem foran loven.

En ateist hævder, at man ikke både kan tro på naturvidenskaben og kristendommen. Jeg hævder, at det netop er det, der er nødvendigt, for at man ikke falder i fundamentalismegraven. Jeg er enig med "marsmanden", den nu afdøde Jens Martin Knudsen, som sagde: " Naturvidenskab er "hvordan", kristendommen er "hvorfor". Eller med andre ord: Naturvidenskaben afkoder stykke for stykke Guds skaberværk. Eller: Naturvidenskaben fortæller os, hvordan verden er indrettet, kristendommen fortæller os, hvordan vi skal indrette os i verden.

En ateist hævder, at kristne er svage mennesker, som ikke tager ansvar for eget liv. Jeg hævder, at det nærmest er omvendt. Det moderne menneske, som er ikke-kristent, skal "skabe sig selv", og er kun det, det selv skaber. Det danner sin egen person, udseende, stil, holdninger og er stolt af det - sit eget skaberværk!

En ateist vil fremføre "det ondes problem", som "bevis" på at Gud ikke eksisterer. Problemet er: Gud kan ikke både være almægtig, kærlig og lade det onde ske. Op gennem kristendommens historie er der gjort mange forsøg på at få det til at gå op, men det er mig bekendt ikke lykkedes. Jeg har ikke indsigt nok til at "forsvare" Gud, men jeg aner dunkelt noget liv i dette, som jeg måske vil vende tilbage til. Men jeg har tillid til, at Gud er med-lidende i alt det onde. Hvordan det skal forstås, håber jeg at kunne gøre begribeligt med denne lille fortælling:

Fodspor i sandet

En nat havde jeg en drøm. Jeg drømte, at jeg gik langs stranden med Gud, og over himlen glimtede scener fra hele mit liv.
I hver scene lagde jeg mærke til to sæt fodspor i sandet. Det ene sæt var mine og det andet var Guds.
Da den sidste scene fra mit liv havde vist sig for os, så jeg tilbage på fodsporene i sandet. 
Da så jeg, at der mange gange på livets vej kun var eet sæt fodspor og at det netop var, når mit liv havde været sværest og fyldt med sorg.
Det bekymrede mig, så jeg spurgte Gud: "Kun eet sæt fodspor i sandet ? Herre, du lovede mig, at du ville holde mig i hånden, lige meget hvor jeg gik. Fortæl mig hvorfor jeg kun ser eet sæt fodspor i sandet, når jeg netop ser tilbage på de tungeste perioder af mit liv. Herre, du sagde, at når jeg endelig besluttede mig til at følge dig, så ville du gå med mig hele vejen. Men jeg ser, at der kun er eet sæt fodspor i sandet i mit livs sværeste perioder. Jeg forstår ikke hvorfor, du forlod mig, da jeg mest behøvede dig."
Og Gud svarede: "Mit dyrebare barn, jeg elsker dig og aldrig, aldrig ville jeg forlade dig i prøvelsernes og lidelsernes stunder. Der hvor du kun ser eet sæt fodspor i sandet - det er dér, hvor jeg bar dig."

tirsdag den 1. oktober 2013

Abortloven igen igen...

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/10/01/083841.htm

Det er 40 år siden, at den frie abort blev vedtaget ved lov her i Danmark. I den anledning har der været - og er - en del artikler i medierne. En af dem, jeg faldt over, er DR Nyheders artikel, hvor Iben Tranholm udtaler, at hvis man ikke er klar til at få et barn, bør man afstå fra sex.

Jeg skal da lige love for, at Iben Tranholm får læst og påskrevet i kommentarerne på facebook. Til ingens overraskelse. Facebook er stedet, hvor alle, der har dagens rigtige mening har frit spil. Og skulle der en enkelt gang indsnige sig en frafalden, som formår at vende stemningen, så er det også helt lige meget, for så skrifter vi bare holdning. At argumentere med eller mod en holdning er umoderne, det handler for det meste om at føle sig på det rigtige hold. Såre forklarlig psykologisk mekanisme. Os-og-dem-holdningen.

Organisationen "Retten til Liv" har opstillet 16000 hvide kors ved motorvejen ved Hedensted, som protest mod abortloven. Der er uenighed om, hvorvidt et kors er et skildt, og dermed kan opfattes som propaganda. foto: Nils Rosenvold/Scanpix Denmark

Kan der snart siges noget nyt om abortloven, tænkte jeg, da jeg så dette billede og læste artiklen. Måske ikke. Men den fik mig alligevel til at tænke tilbage til begyndelsen af 70'erne. I 1973 blev abortloven vedtaget, og det er ikke nogen tilfældighed, at det var i det år. Rødstrømpebevægelsen, feminismen, første generation af kvinder på p-piller, hele tanken om kvinders RET blomstrede. Og hermed naturligvis også kvinders RET til at bestemme over egen krop.

For skal samfundet bestemme, om jeg skal have det barn, som jeg ved et uheld var blevet gravid med? Det er vel mere rigtigt, at det er mig selv, der bestemmer det?

Samfundet - det er sådan en ansigtsløs størrelse. En grå masse uden mening og personlighed. Og meget af tiden en masse, som jeg må kæmpe imod, fordi det ikke altid tilgodeser min RET.

Det meste af debatten dengang handlede om, hvorvidt man kunne tale om "et barn" hvis man holdt sig indenfor aborttidsrammen som normalt er inden udgangen af 12. uge, men sagtens kan forlænges, hvis noget taler for det. I dag har vi for længst passeret denne skillelinje, fordi det ikke giver mening at diskutere, om der er tale om et barn, når forældrene GERNE vil have den for tidligt fødte, og om der er tale om en abort, når forældrene ikke vil.

Dengang handlede debatten også om abortMETODERNE. Abortmodstanderne hævdede, at det kunne gøre kvinden steril at få en abort. Det kunne det også med visse metoder, men årsagen til denne debat har vi også for længst passeret, da metoderne er meget sikrere i dag.

Så hvad bliver tilbage at debattere tilhængere og modstandere imellem?

Om der er tale om et liv eller ej, kan vi diskutere. Men det giver ingen mening at slå hinanden oveni hovedet med argumenter for eller imod det. Og da vi har religionsfrihed giver det heller ingen mening at vrænge af de kristne.

Om mennesker bør afholde sig fra sex, hvis de ikke kan magte et evt. barn, giver for mig at se heller ikke ret god mening. Jeg kan være enig så langt, at når de unge begynder deres sexuelle  karriere, bør forældre og/eller andre voksne i nærheden drøfte med de unge, hvad konsekvenserne af en eventuel ufrivillig graviditet er. Men at mennesker bør afholde sig fra sex? Tjah, det kan man mene, men mennesker gør bare ikke altid, hvad der er bedst for dem selv. Og moraliseren gør ingen gavn efter min mening.

Derimod mener jeg, at det er på tide, vi indser, at INGEN prævention virker 100 pct, selv om vi er vænnet til, at det gør de.

P-piller er 99,5 pct sikre
Minipiller er 98 pct sikre.
Spiral er 98 pct sikker
Kondom er det svært at sige noget om, da det afhænger af kvalitet og styrke, og om det holder
Pessar er 98 pct sikker, når det er sat rigtigt op.

Og hvis vi tager dem, der lyver om deres korrekte brug af disse midler fra, er der stadigvæk en lille gruppe, som bliver gravid på trods af beskyttelse.

Men der er så mange andre ting, som kan spille ind, f. eks.  alkohol (hvor man både kan glemme sin prævention og måske kaster op efter at have taget pillen). Eller overgang fra en type piller til en anden. Vidste du, at du så ikke er beskyttet, før en måned på de nye piller?

Så nej, ingen præventioner er 100 pct. sikre. Og derfor KAN man blive gravid på trods af beskyttelse. Og DET synes jeg, vi skal være ærlige omkring.




 

søndag den 29. september 2013

Ydmyghed...

Min far var købmand og havde som en af sine faste kunder et sygehus, som blev ledet af Sct. Josephsøstre. Han fik derfor et lille kig ind i deres verden. En dag kom deres leder, søster Agnetha, over i forretningen og ville sige farvel til min far. "Jamen, rejser De da", spurgte min far. "Ja", sagde hun. "Inden for min orden har vi det sådan, at vi ind imellem skal ydmyges. Og nu har jeg været leder i x antal år, så nu skal jeg tilbage".

Da jeg i 2004 måtte holde op med at arbejde p.g.a. sygdom, var jeg i forskellige arbejdsprøvninger, og endte på REVA-centeret. Her pakkede jeg bl.a. remme, som skulle bruges til noget, jeg ikke husker. Jeg havde inden da bl.a. været leder i 16 år, og det var noget af en deroute, jeg var ude i.

Og det var ikke den eneste deroute, jeg havde oplevet i mit liv. Jeg har af og til tænkt, at den gode Gud, som jo vil det allerbedste for mig, må have svært ved at tackle mig, for jeg har en tilbøjelighed til hovmod og til at holde fast i forhold, som nok ikke var allerbedst for mig, Måske som tryghedsnarkoman, måske for at bevise, at det kunne jeg altså godt magte, ja hvad ved jeg. Og så hænder det ganske tit, at jeg tænker, at jeg skal ydmyges.

Og jeg tænker det som noget godt. Fordi jeg skal lære at være rummelig, - at forstå mennesker, som ikke har eller har haft de samme muligheder som jeg selv. At kunne sætte mig i andres sted, at kunne være med-lidende, barmhjertig, at kunne se om bag det ydre, som blot er afglans og skin af det inderste, som er den menneskelige værdighed - . Og så det vigtigste af alt: At lære kærlighedens væsen i mange forskellig afskygninger at kende. Og så at være ikke-fordømmende.

Jeg har hidtil holdt fast i værdigheden. At den kunne dog ikke tages fra nogen. At ingen af os er ofre for skæbnen, med mindre vi selv opfatter os som sådanne. At vi alle har en forpligtelse til at tage vort liv på os som VORT, uanset om livets tilskikkelser er selvforskyldte eller ej.

Men efter at min nylige diagnose fibromyalgi er kommet til den håndfuld af øvrige diagnoser, jeg har, har jeg kigget begrebet værdighed noget mere efter i sømmene. Jeg har tænkt, at jeg måske kan miste den også. Og hvad har jeg så tilbage?

Vil jeg kunne kærligheden? Vil jeg kunne blive ved at give og modtage kærlighed? Eller vil jeg blive bitter, et offer, - for når jeg har mange smerter, har jeg oplevet mig selv med meget kort lunte og stor irritabilitet overfor mine nærmeste. Kan jeg lære at magte det?

Jeg ved det ikke, men håber det!

mandag den 23. september 2013

Ateistisk vielse

 
 
 
 
 
Danske ateister vil have ret til at arrangere juridisk gyldige bryllupper i en gudløs ramme. Flere politikere bakker op. Hvad mener du?
Regeringen er splittet om vielsesret til ateister | Kristeligt Dagblad
www.kristeligt-dagblad.dk
Flere og flere lande åbner for, at humanistiske organisationer kan vie par med juridisk gyldighed. Herhjemme er politikere på venstrefløjen åbne for at drøfte vielsesbemyndigelse til livssynsorganisationer
 
 
At de gider!!! Have alt det administrative bøwl, blot for at lave et stunt, der hedder: "De kristne skal ikke have rettigheder, vi ikke har"!

Hvorfor de ikke er tilfredse med at gå på rådhuset??  Jamen det kan ALLE og enhver jo. Det vil de ikke nøjes med. De er så sandelig ikke "alle og enhver"! Kom ikke her!!
 
Desuden er det ikke romantisk nok at blive gift på rådhuset!! Siger altså nogle ateister! Næ, i virkeligheden vil de nok helst have en vielse i kirken, for DEN er romantisk. Det skal bare være uden en præst. Og hvis vi så lige kunne få fjernet alle de kors imens! Og få hængt et pænt klæde over altertavlen, så den ikke bærer præg af det kristne budskab!
 
Eller i en skov, eller på havets bund, ja - hvor som helst, som er romantisk. Hvorfor er der i det hele taget nogen, der skal bestemme, hvordan vi vil have vores bryllup?
 
Jamen, jamen, det er der heller ikke en mors sjæl, der forbyder nogen. Men det er på tide, vi får skilt juraen fra ritualet. Altså foreslår jeg (og mange andre før mig) at ALLE skal på rådhuset for at blive viet juridisk. ALLE - kristne, ateister, muslimer, jøder, og alle andre, som vil vies. Ikke for at tækkes ateisterne eller for at slippe for at tage stilling til ovenstående og lignende kommende grupperingers anmodninger,

Næ nej! Men som kristen vil jeg godt sende det signal, at borgerlig jura og Guds velsignelse af ægteskabet er to forskellige ting, som går helt tilbage til salig Luthers toregimentelære. Vi kan som kristne INTET have imod dette.

Og nu vi er ved det: Lad kommunen overtage registreringen af nyfødte. Præsterne har nok at gøre. Især hvis de holdt op med at lave spaghetticirkus og i stedet tog på hjemmebesøg hos deres sognebørn, både dem der kommer i kirken og dem der ikke gør. Og reklamerede lidt mere for samtaleterapi for par og enlige. Folk ved slet ikke, hvor mange penge de kunne spare ved at gå til en præst i stedet for en psykolog. Der er selvfølgelig den hage ved det, at hvor psykologen sætter dig selv i centrum (husk at tænke på dig selv, passe på dig selv osv) der sætter præsten Kristus i centrum.
 
Jeg følger med spænding dette banebrydende arbejde, som ateisterne her er ude i!! 

torsdag den 19. september 2013

Trivialliteraturen - og al dens væsen

Da jeg gik i 7. klasse, lærte jeg om triviallitteratur. Jeg slugte alt, hvad hr. Nygaard (som jeg har skrevet et bogindlæg om tidligere) sagde, men det skete, at jeg fik et og andet galt i halsen. I dette tilfælde kom jeg hjem fra skole, hvor min mor sad og læste det nyeste kapitel af en kriminalroman i dagbladet Vestkysten. Jeg skulle lige demonstrere min nye viden, tog avisen fra hende og gav mig til at analysere på det, hun læste. Min mor sagde ikke meget, for hun havde gået 7 år i "den stråtækte", men elskede at læse, og hun og jeg læste efterfølgende tit de samme romaner med stor fornøjelse.

Der gik nogle dage, så fandt jeg ved en tilfældighed ud af, at Else Fischer, som havde skrevet krimien i Vestkysten, var en af vore største kriminalforfatterinder. Uha da da. Jeg skammede mig!

På en tur til Mallorca for mange år siden, havde jeg glemt at få læsestof med, men jeg lånte så en Barbara Cartlandroman af min svigerinde, som jeg rejse sammen med. Jeg havde ikke læst noget af hende før, men havde hørt en masse om hende. Den lyserøde dame levede fuldt ud op til mine forventninger om ægte triviallitteratur. Jeg kunne efter de første to sider regne det meste af historien ud, og også hvordan den sluttede. Men mærkeligt nok passede det rigtig godt til denne virkelig fortjente slappe-af-ferie at læse Barbara Cartland.

Da jeg var gravid med min yngste, måtte jeg ligge på langs i tre måneder, fordi jeg blev ved at bløde. Jeg husker, hvordan jeg forsøgte at læse Umberto Ecos Rosens Navn, men måtte opgive. Jeg koncentrerede mig om Familiejournalen. En dag var jeg til personalemøde i min institution, og da jeg havde hørt mig selv sige et par gange "det har jeg læst i Familiejournalen", blev jeg virkelig beskæmmet. Men jeg KUNNE ikke læse Umberto Eco i min daværende situation. (Det har jeg så kunnet siden, men jeg forstår stadig ikke meget af hans Foucaults pendul, skønt jeg ingen undskyldninger har nu)

Engang jeg skulle ud af rejse med tog, havde jeg igen glemt læsestof, men jeg købte så en roman i DSB-kiosken. Det var en af Wilbur Smith. Jeg kendte ham ikke, men rubricerede ham straks i triviallitteraturgenren. Det fortalte jeg en af mine veninder, som sagde, at det havde jeg absolut ikke ret i. Hun havde læst mange af hans romaner med stor fornøjelse.

Til nytår fik jeg rigtig mange bøger, fordi det var adgangskravet for at være med. Selskabet bestod af mine børn og deres venner, kvikke unge mennesker, og jeg fik mange rigtig gode bøger. En af dem var en bog i Crossfire-serien. For de uindviede kan jeg oplyse, at den minder til forveksling om Fifty Shades of Grey-serien. Denne bog havde jeg taget med på min sidste tur til Sharm-el-Sheik. Jeg gjorde turen sammen med min yngste, som læste dansk på Syddansk UNI i Kolding. Men jeg fik læst bogen, og den gav mig en del stof til eftertanke.

Er jeg en litteratursnob? Tjah, det er jeg nok. I de sidste måneder har jeg læst Søren Kierkegaard, Løgstrup og dogmatik, og nu er jeg gået i gang med en skøn skøn roman, nemlig den sidste af Khaled Hosseini. Jeg elsker den!

Men jeg indrømmer: Der kan være situationer i livet, hvor en dum kærlighedsroman  er det eneste saliggørende. Og må da også lige tilføje, at min for tiden skønneste samtalepartner, som jeg diskuterer evolution, kristendom, den historiske Jesus og lignende med,  holder SE og HØR og ikke engang er flov over det!!

Og ja, jeg skal selvfølgelig på bogmesse i Bellacentret i november, snob eller ej, jeg elsker bøger!!

søndag den 15. september 2013

Mennesker i mit liv 10 - Jan

Det var i de år, hvor jeg levede et løssluppent liv efter mit første ægteskab. Jeg var så blevet kæreste med Jan, efter at vi havde mødtes fagligt til nogle kurser. Jan spillede dejligt på guitar, og vi sang duetter. Derudover levede vi et luksusliv, - Han boede alene i en dejlig lejlighed, og det gjorde jeg også. Hans forældre var kendte og meget rige, men han kom ikke meget hos dem, jeg var dog med ham hjemme et par gange. Jeg havde fået den ide, at jeg ville til Skagen og bare sove bagi bilen og spise spegepølsemadder, når vi var sultne

Da vi fik sommerferie, pakkede vi og kørte af sted. Vi nåede til Thisted den første dag, men indlogerede os på et hotelværelse. Jeg kunne ikke sove om natten, lå bare og ventede på, at det skulle blive morgen. For noget var helt forkert. Da Jan vågnede, sagde jeg: "Jeg vil hjem!" Han var stille en tid, så sagde han: "O.k". Vi pakkede, gik ned og spiste morgenmad, og kørte hjemad.

På vejen hjem sagde vi ikke meget, men han spurgte, om han måtte komme om lørdagen, så kunne vi snakke lidt nærmere. Det sagde jeg ja til.

Han satte mig af, og da jeg kom ind i min egen lejlighed, smed jeg mig på sengen og hulkede, for det hele var da noget sørgeligt noget. Efter 20 min. ringede det på min dør. Udenfor stod min gode veninde. Hun skulle lige til at stikke i et voldsomt hulk, da hun kom til at kigge på mig. Og så begyndte vi at grine. Vi kunne slet ikke holde op. Hun havde været på ø-lejr og havde truffet to mænd, og hvad skulle hun gøre.

Vi fandt faktisk temmelig hurtigt ud af, hvad hun skulle gøre, og hun blev senere gift med den ene af disse to. Men jeg er aldrig kommet så hurtigt over en kæreste. Det tog lige nøjagtig 20 min.

Jan kom om lørdagen, og vi fik snakket. Jeg var bare led og ked af dette overfladiske flipperliv, og herefter indledte jeg det, jeg kalder min "selvdisciplineringsperiode". Hvor længe den varede, husker jeg ikke, men den betød, at da jeg endelig fandt min senere mand, vidste jeg, hvad jeg ville sige ja og nej til. Og som ikke var overfladeflippet!