søndag den 21. februar 2016

"Den sunde fornuft" versus religion

En tid lang har jeg været optaget af, hvad "den sunde fornuft" er for en størrelse. For jeg hører tit folk sige, at de ikke tror på nogen religion, men at de bruger deres "sunde fornuft". Jeg har diskuteret emnet med flere gode venner/veninder, -  spurgt mine facebookvenner og læst en masse. Nu vil jeg prøve at sammendrage, hvad jeg så har lært om "den sunde fornuft". Og selv om jeg godt ved, at "det kommer an på", - så synes jeg, at jeg er blevet lidt klogere på emnet

Jeg er kommet frem til:

* At "den sunde fornuft" "kun" er et redskab for højere/bagvedliggende værdier. Hvad jeg havde på fornemmelsen, da jeg stillede spørgsmålene. Meget forenklet kan man sige, at fronesis(som en af mine fb-venner anbefalede mig at kigge på)  er "klogskab i praksis". Eller pragmatisk klogskab, idet ordet pragmatisk indikerer, at der netop IKKE er nogen ideologi eller religion bag. (Hvad jeg altså bestrider).Begrebet phronesis kommer fra den klassiske retoriks begreber, og kan måske også oversættes til "dømmekraft".

* At de mennesker, som benytter "den sunde fornuft", når de skal tage stilling til etiske problemer, normalt  ikke er sig bevidst, at de "glemmer", at bag enhver praksis ligger en teoretisk værdi. (Det er min påstand) Det er ikke særlig synligt, når vi taler om almindelige dagligdags ting - om det er fornuftigt ikke at gå fra et tændt stearinlys eller at låse sin hoveddør, når man går ud, f. eks. Men ellers er jeg enig med Pierre Bourdieu, som siger at teori uden empiri er tom - og empiri uden teori er blind. Og andre med ham har sagt noget lignende,  f. eks. Karl Marx og Ludvig Wittgenstein.

* "Den sunde fornuft" kommer til kort, hvis/når man skal vælge mellem
   1. Hvad der er bedst for alle mennesker
   2. Hvad der er bedst for én selv.
Eks. Når man f. eks stemmer politisk, "bør" man så stemme udfra hvad der gavner en selv mest, eller udfra, hvad der gavner fællesskabet mest?
Eks: Skal vi modtage alle asylansøgere, eller skal vi først og fremmest sørge for vore  egne -  familie og landsfæller?
Et par af mine fb-venner mener, at den "sunde fornuft" er forankret i den enkeltes kontekst, og ikke i hvad der er bedst for menneskeheden. Det er jeg ikke helt enig i.  Heller ikke selv om det gælder selve overlevelsen. Igen kommer det an på mennesket og dets bagvedliggende værdisæt.

* Hvis man ikke anerkender, at "sund fornuft" kræver et bagvedliggende værdisæt, bliver der nogle gange henvist til, at "den sunde fornuft" er noget medfødt, - at alle mennesker har et naturligt selv, - men som er forskelligt fra menneske til menneske. Herunder hører så diskussionen om, hvad der "tæller" mest: Natur eller kultur.

* At henvise til, at man bør bruge sin  "sunde fornuft" giver ingen mening,  fordi "den sunde fornuft" kan være lige så forskellig, som menneskene er. Ja, to mennesker med hver sin holdning kan begge henvise til, at de har denne holdning på baggrund af "den sunde fornuft".

* "Sund fornuft" og intuition hænger sammen. Men baserer sig på livsanskuelse - hvis man ikke har en religion at ty til.

* Selvfølgelig bruger mennesker, som har en religion, OGSÅ deres "sunde fornuft" i almindelige, dagligdags spørgsmål, som ikke kræver "overbyggede" overvejelser. Hvad vi kalder "logiske" a la at låse døren, når man går ud, at stille maden i køleskab så den ikke bliver fordærvet osv.

* "Sund fornuft" er at holde sig til de fysiske love. Ja, - ang. fysiske ting, vil jeg svare. Men når talen er om åndelige ting, kan man ikke bruge "den sunde fornuft". Mennesker, som ikke er religiøse, kan vel godt have åndelige værdier, - men igen hævder jeg nogle bagvedliggende værdier.

* Det er "sund fornuft" at lade sig overbevise om noget, hvis dette noget forekommer sandere end det, jeg hidtil har ment. Ikke at bruge sin "sunde fornuft" i sådanne situationer er dumstædighed.

* At henføre til "den sunde fornuft" i spørgsmål om et land skal gå i krig eller ej, om EU skal have mere magt eller ej, og lignende etiske spørgsmål, er demagogisk og kan IKKE bruges som argument. Her må der graves dybere, som ovenfor nævnt. For "den sunde fornuft" bærer ikke et værdisæt med sig i sig selv.

* En af mine fb-venner er inde på, om "den sunde fornuft" er lig med ens samvittighed. Og at "samvittighed" altid er "alles bedste".  Men hvis det er tilfældet, vil jeg så spørge, hvorfra samvittigheden henter sit værdisæt? ¨Også den har en overbygning.

* "Sund fornuft" er ikke nødvendigvis løsrevet fra følelser. Det kan være (men er det ikke nødvendigvis)  sund fornuft at gøre, som man føler for.

* Jeg spurgte, om der fandtes situationer, hvor man ikke først og fremmest skal lytte til sin "sunde fornuft". Og fik svaret, at det gør der! Faktuel viden kan anvise svar, som umiddelbart strider mod sund fornuft.
Eks: Det er sund fornuft ikke at stifte gæld, men omstændighederne kan betyde, at det f.eks.  er nødvendigt at have en bil - og altså låne penge til at købe en.

* "Sund fornuft" har bl.a. med kultur at gøre, så derfor vil mennesker i samme kultur lettere kunne blive enige om, hvad der er "sund fornuft".

Konklusion: Sund fornuft" er afhængig af natur, kultur, alder, erfaring, kontekst - og forskellig fra menneske til menneske Derfor er det MIN påstand, at det ingen mening giver at henvise til den sunde fornuft. OG at man "glemmer" det bagvedliggende værdisæt, fordi "sund fornuft" kun er et redskab.

Hvis man har fulgt mine blogindlæg, vil man også vide, at jeg IKKE mener, at tro kan medføre en bestemt moral, men at den kan ændre et menneskes sindelag, - og altid er en tiltale til det enkelte menneske -  som naturligvis må være ansvarlig for de valg, der træffes.  Men er man troende, f. eks. kristen, vil man lade sig opdrage ud fra kristendommen  -  og lade sig berøre, så man kommer dybere og dybere ind i denne tro. Men bestemt ikke, så man derved slipper for det personlige ansvar - nærmest tværtimod.