I går var jeg til 50-års jubilæum i min gamle realklasse. Det var dejligt og hyggeligt som altid. Vi har mødtes hvert 5. år siden vores 25-års jubilæum. Men det er faktisk slet ikke det, jeg vil skrive om.
Det er altid interessant at være med til arrangementer, hvor der er mange mennesker med. For hvor man som singlepensionist måske kan gå og lulle sig ind i sine egne forestillinger om, hvordan verden ser ud, har man ved en begivenhed som denne lejlighed til at blive rystet godt og grundigt i sin grundvold. Hvis ellers man har øjne og ører åbne.
Jeg oplevede MANGE ting, som jeg kunne skrive om, og måske også gør - men i dag bliver det dette her emne: Bedsteforældre - og hvordan man prioriterer i forhold til at være det.
Folk er jo søde! Jamen, det er de - . Og jeg har jo kendt dem som børn, eller i hvert fald som teenagere. Vi var vel en 15 stykker, ud af nogle og tyve. Nogle havde meldt afbud p.g.a. andre ting, der trak mere. Bl. a. børnebørns fødseldag. Vi havde en runde på et tidspunkt, hvor vi sådan fortalte lidt om, hvad vi går og laver. Der var vist ikke nogen, der ikke nævnte deres børn og børnebørn. Og det er jo GODT, ikke?
Men så er det, at det bliver interessant! For flere meddelte, at de var nødt til at GÅ hen på eftermiddagen (vi mødtes kl. 13.00) fordi de skulle hjem til nogle børnebørn/ børnebørns fødselsdag/passe børnebørn og i den dur. På et tidspunkt var der en, der satte ord på dette fænomen: Hun havde i lang tid friholdt hele måneden, indtil hun kendte datoen for dette jubilæum, og alle familiemedlemmer og andre havde fået at vide, at DEN DAG kunne hun ikke, for da skulle hun til 50-års jubilæum i sin gamle klasse, så hvis de ville se hende, måtte de finde andre datoer. Hun undrede sig over, at folk prioriterede børnebørn - som de jo altid kan se - højere end et 50 års jubilæum.
Min umiddelbare reaktion var: Folk er forskellige, derfor prioriterer de også forskelligt, og fred være med det.
Men hvad ligger der i min skolekammerats anke? Det synes jeg er interessant!For jeg kunne jo se og høre, at det påvirkede folk meget - både dem, der skulle gå, og dem, der havde valgt anderledes.
* HUN havde sat alt andet til side, og undrede sig over, at andre ikke også gjorde det
* HUN havde rejst langt, og var skuffet over at mange af dem, hun regnede med at skulle feste sammen med, ikke var mere villige til at feste med hende.
Og 10.000 kr spørgsmålet:
* HVORFOR prioriterer de børnebørn så meget højere, at de enten ikke kommer, eller tager tidligt hjem?
Jeg kan da komme i tanke om en del grunde:
* Måske er de generelt ikke til fester
* Måske er de ikke til længevarende fester
- og så ligger der ikke mere i DET, for sådan er DE bare!
* Måske er VI, de gamle skolekammerater, som man kun ses med hvert 5. år, egentlig ikke særlig betydningsfulde mennesker i deres liv.
* Måske orker de ikke at bruge tid og penge på sådan et samvær?
- og hvorfor bliver andre pikeret over DET?
Selvfølgelig kan man lige indskyde en lommepsykologisk forklaring, a la "de har nok ikke fået nok opmærksomhed i deres liv" eller "de føler sig fravalgt, og det er en rigtig træls følelse at sidde tilbage med". Men er det ikke liiiige lidt for billig en forklaring?
* Er "den med børnebørns fødselsdag" blot en bekvem undskyldning for at bryde op i rimelig god tid?
* Eller tilhører vi en generation, som simpelthen af hjertet prioriterer børnebørn højest af alt?
* Eller forventer vore børn, at vi prioriterer vore børnebørn højest af alt?
* Orker vi bare ikke diskussioner med vore børn om den slags?
* Eller har vi ikke andre værdier at fylde vort liv med, end at leve det gennem børn og børnebørn?
Jeg har ikke forklaringEN, og jeg har det også ret så fredeligt med, hvordan folk prioriterer. Men jeg kunne jo se, at det gjorde noget ved de mennesker, jeg var sammen med - mere end bare lige en tanke. DERFOR interesserer det mig.
Hjælp mig til at blive klogere på dette!!!
