søndag den 2. december 2018
Ingrids provoblog: Jeg er gammel og handicappet
Ingrids provoblog: Jeg er gammel og handicappet: Jeg er gammel! Jeg er handicappet! Jeg er gammel og handicappet Jeg er gammel - lige om lidt 70 år. Og mere og mere handicappet for hver ...
Jeg er gammel og handicappet
Jeg er gammel!
Jeg er handicappet!
Jeg er gammel og handicappet
Jeg er gammel - lige om lidt 70 år. Og mere og mere handicappet for hver dag, der går!
Det går mest op for mig, når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg kan kun gå ganske lidt. Indtil 50 m, helst med stok. Fra 50 til 100 m med rollator. Over 100 m skal jeg i kørestol - og er hermed afhængig af et andet menneske. Noget jeg har svært ved at forlige mig med.
Jeg udtrættes hurtigt. Sover 12 timer i døgnet. Dog ikke samlet, for jeg vågner med et par timers mellemrum. Jeg kan kun ligge på siden, da jeg også har søvnapnø, og kun på den samme side et par timer, for så vågner jeg p.g.a. smerter, og/eller fordi jeg skal op at tisse.
Jeg lever mit liv siddende, så har jeg det bedst. Når jeg har en bare lidt bedre dag, tager jeg ud for at handle, og så handler jeg stort ind, så jeg kan klare mig et godt stykke tid, for jeg ved ikke, hvornår jeg igen har mod på den fysiske anstrengelse, det er, at skulle handle. Jeg har prøvet at købe ind hos Osuma på nettet. Det kan også godt lade sig gøre, - men det er dyrt at handle på den måde. Og så er jeg ikke engang en af de fattige pensionister; for jeg har til dagen og vejen, - men heller ikke mere - så der klager jeg ikke. Men en gang imellem vil jeg gerne ud for selv at finde varerne, og for at se hvordan "verden" er kommet til at se ud, siden jeg sidst så den.
Jeg kan godt selv handle. Jeg hænger ind over en indkøbsvogn. Kønt ser det sikkert ikke ud, men det er jeg så ret ligeglad med. Det værste er at komme igennem kassen, og især at få varerne pakket sammen, for det kræver, at jeg står nogenlunde ret op i længere tid, end jeg kan klare p.g.a. smerter. Derfor har jeg valgt kun at handle i Super Brugsen på Strandbyplads, for der er de altid så venlige at hjælpe mig med at pakke varerne sammen, når blot jeg beder om det, når det bliver min tur. Nogle gange kalder de en medarbejder, andre gange rejser kasseekspedienten eller -tricen sig og gør det selv.
Jeg HAR prøvet at handle i Netto, men der siger de rent ud, at de ikke har personale til at hjælpe mig med at pakke varerne. I Rema gør de det nogle gange, men jeg kan ikke være sikker. Så der handler jeg mest, hvis jeg mangler bare få ting, for det kan jeg så gøre med rollator, da jeg så kan sætte mig på den ind imellem.
Men der er mange dage, hvor jeg IKKE engang kan det p.g.a. mine handicap.
Jeg er kronisk smertepatient. Det er jeg, fordi jeg har spinal stenose, som populært sagt er en lidelse i ryggen, som gør at der er nogle nerver, der bliver trykket på konstant, lige så såre jeg rejser mig op. Så har jeg svær slidgigt i begge hofter og ryg. Og så har jeg fibromyalgi. Jeg burde have nye hofter, men lægerne mener, at det ikke vil gavne mig nok, fordi de andre lidelser "tager over", og at jeg desuden ikke ville kunne træne nok, hvad man jo skal med en ny hofte. Jeg kunne også godt blive opereret for spinal stenose, men der er ca 50 pct. risiko for, at jeg vil få det værre, d.v.s. flere smerter og desuden stivhed i ryggen, så min bevægelse bliver forringet. 50 pct. føler sig hjulpet, men man ved jo ikke, om man er en af dem. Det kan selvfølgelig ende med, at jeg bliver nødt til det, hvis smerterne bliver så slemme, at jeg heller ikke kan ligge ned.
Smerteklinikken i Give har hjulpet mig for nogle år siden med afprøvning af medicin. Det gik der ca 2 år med, for det tager tid at trappe ind, registrere virkningen en tid, og trappe ud igen af det ene smertestillende middel efter det andet. Jeg landede til sidst på noget, jeg havde færrest smerter og bivirkninger af. Dog kommer jeg ikke udenom den bivirkning, at jeg er kronisk træt. Men det er dog bedre, end at have for mange smerter.
Smerteklinikken i Give er nedlagt, man har flyttet "resterne" til Grindsted Sygehus. Det har jeg prøvet, og kan ikke bruge til noget. Slet slet ikke den kompetance og empati, som jeg oplevede på Give.
Jeg er altid stillet over for det dilemma, om jeg skal fortælle folk om mine problemer. Jeg vil helst ikke lyde som en jammerkommode, når jeg er ude blandt andre. Men omvendt kan jeg heller ikke forvente forståelse og/eller hensyntagen, hvis jeg ikke melder ærligt ud. Det er noget, jeg har arbejdet meget med. Fra at være vant til at klare mig selv fuldt ud - for slet ikke at snakke om, da jeg var i fuldtidsarbejde og mor til 3. Men da havde sygdommene ikke udviklet sig så meget endnu. Da havde jeg kun astma. Som også til tider var slem nok, og jeg kan stadig en sjælden gang få anfald. Men så har jeg heldigvis min nødhjælpsmedicin, som jeg ALTID har med mig.
Nå, men nu har jeg så besluttet at melde klart ud her. Også af den grund, at jeg meget ofte må melde afbud til noget, jeg ellers har meldt mig til og gerne vil. Det er ikke altid, at folk kan forstå det.
Når folk spørger, hvordan jeg har det, plejer jeg at sige: Fysisk er det ikke noget at råbe hurra for, men psykisk har jeg det heldigvis fint. Sådan er det for det meste.Og i sommer havde jeg sådan håbet på, at jeg ville få det lige så godt, som jeg havde sidste sommer. Det skete desværre ikke, og siden er det gået ned ad bakke. Og så begyndte min gamle lidelse, tyktarmsbetændelse, igen at røre på sig, så jeg to gange her i efteråret har været syg af dette. Og nu har jeg så i ca 3 uger haft feber on/off, ondt i halsen og øret og øgede smerter i kroppen som helhed. Jeg ER vaccineret mod influenza, men kan selvfølgelig godt have det alligevel. Og så har jeg fået problemer med blære og nyrer. Men min læger HAR henvist mig til diverse specialister, jeg har heldigvis en forstående og god læge.
Jeg har ikke været sammen med ret mange mennesker en rum tid. Normalt deltager jeg i forskellige studiekredse, foredragsaftener, koncerter, især i diverse kirkelige og kulturelle sammenhænge. For der skal jeg jo bare sidde ned, så føler jeg mig næsten normal. Men selv det har jeg ikke kunnet et godt stykke tid.
Og så er det, at det pludselig går op for mig, at jeg er gammel! Og handicappet! Og at det altså har nogle konsekvenser. Og selv om jeg nu har været handicappet i adskillige år, har jeg stadigvæk svært ved at bede andre mennesker om den hjælp, som jeg selvfølgelig ind imellem har brug for. Jeg har haft havemand i mange år, og skal have en ny inden den kommende sæson begynder, så hvis du kender én, så sig til ... Jeg har kommunal rengøring hver 14. dag, de skrifter sengetøj og tager gulve, resten må jeg selv klare. Det kan jeg så ikke, så det betaler jeg mig fra. Min søn er sød til at hjælpe med diverse reparationsarbejder, han bor heldigvis her i byen; men jeg vil heller ikke bede ham lave noget, hver gang jeg ser ham. Så det betaler jeg mig også ofte fra.
Der er meget, jeg IKKE kan, og som jeg er ked af: Jeg kan ikke passe mine børnebørn i den udstrækning, jeg gerne ville. Jeg kan ikke have gæster i den udstrækning, jeg havde før i tiden. Alt skal planlægges ned til mindste detalje, for at jeg kan magte det, og indkøb og forberedelser foregå over flere dage. Spontanitet - som jeg normalt elsker - kan sjældent lade sig gøre. Jeg kan ikke lave aftaler om formiddagen, da jeg oftest sover for at få dækket mit behov bare nogenlunde. Mine to piger bor i Vejle, dem og deres familier ville jeg også godt se noget oftere.
Jeg lever mit liv siddende, som jeg skrev ovenfor. Heldigvis har jeg mange interesser, som man kan foretage på den måde. Jeg læser rigtig meget, ser meget TV, er en del på nettet, medlem af diverse nørdede grupper på facebook, hækler meget, og når ellers jeg har det rimeligt, deltager jeg da i ting som beskrevet. MEN - slet ikke i den udstrækning, som jeg gjorde førhen, og som jeg gerne ville.
Er det sådan at være gammel - og handicappet?? Eller er jeg et brokkehoved???
Jeg er handicappet!
Jeg er gammel og handicappet
Jeg er gammel - lige om lidt 70 år. Og mere og mere handicappet for hver dag, der går!
Det går mest op for mig, når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg kan kun gå ganske lidt. Indtil 50 m, helst med stok. Fra 50 til 100 m med rollator. Over 100 m skal jeg i kørestol - og er hermed afhængig af et andet menneske. Noget jeg har svært ved at forlige mig med.
Jeg udtrættes hurtigt. Sover 12 timer i døgnet. Dog ikke samlet, for jeg vågner med et par timers mellemrum. Jeg kan kun ligge på siden, da jeg også har søvnapnø, og kun på den samme side et par timer, for så vågner jeg p.g.a. smerter, og/eller fordi jeg skal op at tisse.
Jeg lever mit liv siddende, så har jeg det bedst. Når jeg har en bare lidt bedre dag, tager jeg ud for at handle, og så handler jeg stort ind, så jeg kan klare mig et godt stykke tid, for jeg ved ikke, hvornår jeg igen har mod på den fysiske anstrengelse, det er, at skulle handle. Jeg har prøvet at købe ind hos Osuma på nettet. Det kan også godt lade sig gøre, - men det er dyrt at handle på den måde. Og så er jeg ikke engang en af de fattige pensionister; for jeg har til dagen og vejen, - men heller ikke mere - så der klager jeg ikke. Men en gang imellem vil jeg gerne ud for selv at finde varerne, og for at se hvordan "verden" er kommet til at se ud, siden jeg sidst så den.
Jeg kan godt selv handle. Jeg hænger ind over en indkøbsvogn. Kønt ser det sikkert ikke ud, men det er jeg så ret ligeglad med. Det værste er at komme igennem kassen, og især at få varerne pakket sammen, for det kræver, at jeg står nogenlunde ret op i længere tid, end jeg kan klare p.g.a. smerter. Derfor har jeg valgt kun at handle i Super Brugsen på Strandbyplads, for der er de altid så venlige at hjælpe mig med at pakke varerne sammen, når blot jeg beder om det, når det bliver min tur. Nogle gange kalder de en medarbejder, andre gange rejser kasseekspedienten eller -tricen sig og gør det selv.
Jeg HAR prøvet at handle i Netto, men der siger de rent ud, at de ikke har personale til at hjælpe mig med at pakke varerne. I Rema gør de det nogle gange, men jeg kan ikke være sikker. Så der handler jeg mest, hvis jeg mangler bare få ting, for det kan jeg så gøre med rollator, da jeg så kan sætte mig på den ind imellem.
Men der er mange dage, hvor jeg IKKE engang kan det p.g.a. mine handicap.
Jeg er kronisk smertepatient. Det er jeg, fordi jeg har spinal stenose, som populært sagt er en lidelse i ryggen, som gør at der er nogle nerver, der bliver trykket på konstant, lige så såre jeg rejser mig op. Så har jeg svær slidgigt i begge hofter og ryg. Og så har jeg fibromyalgi. Jeg burde have nye hofter, men lægerne mener, at det ikke vil gavne mig nok, fordi de andre lidelser "tager over", og at jeg desuden ikke ville kunne træne nok, hvad man jo skal med en ny hofte. Jeg kunne også godt blive opereret for spinal stenose, men der er ca 50 pct. risiko for, at jeg vil få det værre, d.v.s. flere smerter og desuden stivhed i ryggen, så min bevægelse bliver forringet. 50 pct. føler sig hjulpet, men man ved jo ikke, om man er en af dem. Det kan selvfølgelig ende med, at jeg bliver nødt til det, hvis smerterne bliver så slemme, at jeg heller ikke kan ligge ned.
Smerteklinikken i Give har hjulpet mig for nogle år siden med afprøvning af medicin. Det gik der ca 2 år med, for det tager tid at trappe ind, registrere virkningen en tid, og trappe ud igen af det ene smertestillende middel efter det andet. Jeg landede til sidst på noget, jeg havde færrest smerter og bivirkninger af. Dog kommer jeg ikke udenom den bivirkning, at jeg er kronisk træt. Men det er dog bedre, end at have for mange smerter.
Smerteklinikken i Give er nedlagt, man har flyttet "resterne" til Grindsted Sygehus. Det har jeg prøvet, og kan ikke bruge til noget. Slet slet ikke den kompetance og empati, som jeg oplevede på Give.
Jeg er altid stillet over for det dilemma, om jeg skal fortælle folk om mine problemer. Jeg vil helst ikke lyde som en jammerkommode, når jeg er ude blandt andre. Men omvendt kan jeg heller ikke forvente forståelse og/eller hensyntagen, hvis jeg ikke melder ærligt ud. Det er noget, jeg har arbejdet meget med. Fra at være vant til at klare mig selv fuldt ud - for slet ikke at snakke om, da jeg var i fuldtidsarbejde og mor til 3. Men da havde sygdommene ikke udviklet sig så meget endnu. Da havde jeg kun astma. Som også til tider var slem nok, og jeg kan stadig en sjælden gang få anfald. Men så har jeg heldigvis min nødhjælpsmedicin, som jeg ALTID har med mig.
Nå, men nu har jeg så besluttet at melde klart ud her. Også af den grund, at jeg meget ofte må melde afbud til noget, jeg ellers har meldt mig til og gerne vil. Det er ikke altid, at folk kan forstå det.
Når folk spørger, hvordan jeg har det, plejer jeg at sige: Fysisk er det ikke noget at råbe hurra for, men psykisk har jeg det heldigvis fint. Sådan er det for det meste.Og i sommer havde jeg sådan håbet på, at jeg ville få det lige så godt, som jeg havde sidste sommer. Det skete desværre ikke, og siden er det gået ned ad bakke. Og så begyndte min gamle lidelse, tyktarmsbetændelse, igen at røre på sig, så jeg to gange her i efteråret har været syg af dette. Og nu har jeg så i ca 3 uger haft feber on/off, ondt i halsen og øret og øgede smerter i kroppen som helhed. Jeg ER vaccineret mod influenza, men kan selvfølgelig godt have det alligevel. Og så har jeg fået problemer med blære og nyrer. Men min læger HAR henvist mig til diverse specialister, jeg har heldigvis en forstående og god læge.
Jeg har ikke været sammen med ret mange mennesker en rum tid. Normalt deltager jeg i forskellige studiekredse, foredragsaftener, koncerter, især i diverse kirkelige og kulturelle sammenhænge. For der skal jeg jo bare sidde ned, så føler jeg mig næsten normal. Men selv det har jeg ikke kunnet et godt stykke tid.
Og så er det, at det pludselig går op for mig, at jeg er gammel! Og handicappet! Og at det altså har nogle konsekvenser. Og selv om jeg nu har været handicappet i adskillige år, har jeg stadigvæk svært ved at bede andre mennesker om den hjælp, som jeg selvfølgelig ind imellem har brug for. Jeg har haft havemand i mange år, og skal have en ny inden den kommende sæson begynder, så hvis du kender én, så sig til ... Jeg har kommunal rengøring hver 14. dag, de skrifter sengetøj og tager gulve, resten må jeg selv klare. Det kan jeg så ikke, så det betaler jeg mig fra. Min søn er sød til at hjælpe med diverse reparationsarbejder, han bor heldigvis her i byen; men jeg vil heller ikke bede ham lave noget, hver gang jeg ser ham. Så det betaler jeg mig også ofte fra.
Der er meget, jeg IKKE kan, og som jeg er ked af: Jeg kan ikke passe mine børnebørn i den udstrækning, jeg gerne ville. Jeg kan ikke have gæster i den udstrækning, jeg havde før i tiden. Alt skal planlægges ned til mindste detalje, for at jeg kan magte det, og indkøb og forberedelser foregå over flere dage. Spontanitet - som jeg normalt elsker - kan sjældent lade sig gøre. Jeg kan ikke lave aftaler om formiddagen, da jeg oftest sover for at få dækket mit behov bare nogenlunde. Mine to piger bor i Vejle, dem og deres familier ville jeg også godt se noget oftere.
Jeg lever mit liv siddende, som jeg skrev ovenfor. Heldigvis har jeg mange interesser, som man kan foretage på den måde. Jeg læser rigtig meget, ser meget TV, er en del på nettet, medlem af diverse nørdede grupper på facebook, hækler meget, og når ellers jeg har det rimeligt, deltager jeg da i ting som beskrevet. MEN - slet ikke i den udstrækning, som jeg gjorde førhen, og som jeg gerne ville.
Er det sådan at være gammel - og handicappet?? Eller er jeg et brokkehoved???
tirsdag den 25. september 2018
Gruppearbejde - og demokrati
Jeg havde næsten helt glemt, hvor lærerigt - og ikke mindst sjovt - gruppearbejde kan være.
Jeg er fra en årgang, hvor det der nymodens gruppearbejde liiige var begyndt at titte op i skolen. Jeg HADEDE det! Det tog alt for lang tid. Der blev snakket alt for meget udenom. Resultatet blev ikke, som jeg syntes, det burde blive. Og nogen gange kom jeg i gruppe med nogen, jeg ikke var så vild med. Jeg var dygtig i skolen, og havde det ikke godt med, at skulle vente på de mere langsomme, og at resultatet ikke afspejlede, hvad jeg syntes, jeg kunne. Næ, lad mig SELV, så bliver det godt!
Lige indtil jeg kom på højskole. Så lærte jeg værdien af gruppearbejde. Og da så sandelig helt og aldeles, da jeg kom på børnehaveseminariet. Og det gik op for mig, hvor meget JEG havde at lære - af de andre, af gruppearbejde. Jeg lærte, at dem, jeg anså for at være "langsomme", havde noget at bidrage med, som jeg slet ikke havde med i mine overvejelser. Og at dem, der var "hurtige" kunne mene noget, der var total modsat af, hvad jeg selv mente. Og VÆRDIEN i det. - Og en hel masse mere.
I det meste af mit arbejdsliv skulle jeg arbejde i gruppe. Selvfølgelig, jeg er jo pædagog. Og da ikke mindst som leder lærte jeg en hel masse om, - godt nok at gå foran og at inspirere og motivere, - men at jeg overhovedet ingen "steder" kom hen, hvis jeg ikke kunne det der gruppearbejde. Jo jo, - jeg opnåede fantastisk store ting, havde kæmpesucceser - og knusende fiaskoer.
Gruppearbejde fascinerer mig - sådan som studieobjekt. For jeg må tilstå, at jeg her i mit pensionistliv er vendt tilbage til "gør-det-selv-metoden". Der kommer sgutte nogen og gør tingene for mig, eller i hvert fald sjældent - medmindre jeg direkte beder om det, og ofte betaler for det.
Men i aften var jeg til et møde, som handlede om udnyttelse af grønne områder i min bydel. Der mødte rigtig mange mennesker op, og efter et inspirerende oplæg skulle vi i grupper. 10 i hver gruppe. Og der skulle arbejdes, nedfældes, prioriteres og vælges en referent.
Og her er det, at min analytiske hjerne begyndte at komme på overarbejde - og tænke sjove tanker. Vi var langt over 100 mennesker, så vi var en del grupper. Her i kort form, hvad jeg oplevede/lærte:
- 10 personer om et firkantet bord, - ca 15 bordfulde i samme lokale! Det er svært at høre, hvad dem i ens egen gruppe på den anden side af bordet siger. Hvad gør man ved det? - I min gruppe var vi overvejende høflige, bad folk gentage, men kun én gang! Samtalen bar præg af, at vi ikke havde hørt hinanden - ak ja!
- En tog rollen som leder i min gruppe - det er der altid en, der gør! Jeg morer mig altid med at sidde og "udpege" lederen, inden han/hun tager lederskabet, bare sådan for at more mig med, hvor god jeg selv er til at spotte en leder.
- Da den selvbestaltede leder blev modsagt med fakta, trak han sig med korslagte arme tilbage - det er OGSÅ en måde at reagere på modstand på. En mand på ca min egen alder! Jeg undrer mig!
- To kvinder ved siden af mig sad og snakkede indbyrdes. Så det var svært at høre, hvad de andre sagde. Jeg holder aldrig op med at undre mig over, hvad der foregår inde i disse menneskers hoveder. Måske har de bare aldrig lært gruppearbejdets velsignelser at kende!
- Ingen ville referere! Det er almindeligt! Og hvis man har påtaget sig hvervet som den, der nedskriver, kan man nærmest blive tvunget til at være referent, af alle vi andre! Med mindre "lederen" beholder sin rolle.
- Der kan også fremkomme en spontan referent. Det er altid interessant, hvorfor DEN situation opstår. En person, som måske ikke har ytret sig særligt i selve gruppearbejdet, kan pludselig stå frem som den, der refererer.
- I en af de andre grupper var referenten en, der hele tiden måtte sikre sig, at hun ikke sagde noget forkert. Hver gang hun sagde noget, skulle hun have gruppens accept. Ja, det kender vi godt! Interessant, hvordan netop HUN så er blevet referent!
- Efter de første par gruppers referat, var der en tilbøjelighed til at sige: Vi mener stort set det samme som de andre grupper. Nogle vælger så at holde ved det. Andre vælger at sige det samme, som de andre grupper, selv om de intet nyt har at tilføje. Ja, det er genkendeligt. Og dødkedeligt!
- Herefter blev der spurgt til, om nogen havde noget at tilføje. Og SÅ kom der nye, kreative, anderledes forslag frem - FRA ENKELTPERSONER. - Interessant!!! Var de ikke fremkommet med disse ting i grupperne? Hvorfor var disse ting ikke blevet refereret? Eller var ideerne måske dukket op i løbet af aftenen?
Og her fra min pind sidder jeg så og overvejer:
- Går "kommunen" nu hjem med en klar mening om, hvad der skal laves, og hvordan der skal prioriteres?
- Selv om mange grupper mente det samme, havde de forskellige prioriteringer. Hvad gør kommunen ved det?
- Eller bruger kommunen de kreative, enkeltpersoners forslag?
- Eller gør de, som de hele tiden havde tænkt?
Hvad er mest demokratisk? Hvis det da overhovedet er DET, det hele handler om???
Jeg er fra en årgang, hvor det der nymodens gruppearbejde liiige var begyndt at titte op i skolen. Jeg HADEDE det! Det tog alt for lang tid. Der blev snakket alt for meget udenom. Resultatet blev ikke, som jeg syntes, det burde blive. Og nogen gange kom jeg i gruppe med nogen, jeg ikke var så vild med. Jeg var dygtig i skolen, og havde det ikke godt med, at skulle vente på de mere langsomme, og at resultatet ikke afspejlede, hvad jeg syntes, jeg kunne. Næ, lad mig SELV, så bliver det godt!
Lige indtil jeg kom på højskole. Så lærte jeg værdien af gruppearbejde. Og da så sandelig helt og aldeles, da jeg kom på børnehaveseminariet. Og det gik op for mig, hvor meget JEG havde at lære - af de andre, af gruppearbejde. Jeg lærte, at dem, jeg anså for at være "langsomme", havde noget at bidrage med, som jeg slet ikke havde med i mine overvejelser. Og at dem, der var "hurtige" kunne mene noget, der var total modsat af, hvad jeg selv mente. Og VÆRDIEN i det. - Og en hel masse mere.
I det meste af mit arbejdsliv skulle jeg arbejde i gruppe. Selvfølgelig, jeg er jo pædagog. Og da ikke mindst som leder lærte jeg en hel masse om, - godt nok at gå foran og at inspirere og motivere, - men at jeg overhovedet ingen "steder" kom hen, hvis jeg ikke kunne det der gruppearbejde. Jo jo, - jeg opnåede fantastisk store ting, havde kæmpesucceser - og knusende fiaskoer.
Gruppearbejde fascinerer mig - sådan som studieobjekt. For jeg må tilstå, at jeg her i mit pensionistliv er vendt tilbage til "gør-det-selv-metoden". Der kommer sgutte nogen og gør tingene for mig, eller i hvert fald sjældent - medmindre jeg direkte beder om det, og ofte betaler for det.
Men i aften var jeg til et møde, som handlede om udnyttelse af grønne områder i min bydel. Der mødte rigtig mange mennesker op, og efter et inspirerende oplæg skulle vi i grupper. 10 i hver gruppe. Og der skulle arbejdes, nedfældes, prioriteres og vælges en referent.
Og her er det, at min analytiske hjerne begyndte at komme på overarbejde - og tænke sjove tanker. Vi var langt over 100 mennesker, så vi var en del grupper. Her i kort form, hvad jeg oplevede/lærte:
- 10 personer om et firkantet bord, - ca 15 bordfulde i samme lokale! Det er svært at høre, hvad dem i ens egen gruppe på den anden side af bordet siger. Hvad gør man ved det? - I min gruppe var vi overvejende høflige, bad folk gentage, men kun én gang! Samtalen bar præg af, at vi ikke havde hørt hinanden - ak ja!
- En tog rollen som leder i min gruppe - det er der altid en, der gør! Jeg morer mig altid med at sidde og "udpege" lederen, inden han/hun tager lederskabet, bare sådan for at more mig med, hvor god jeg selv er til at spotte en leder.
- Da den selvbestaltede leder blev modsagt med fakta, trak han sig med korslagte arme tilbage - det er OGSÅ en måde at reagere på modstand på. En mand på ca min egen alder! Jeg undrer mig!
- To kvinder ved siden af mig sad og snakkede indbyrdes. Så det var svært at høre, hvad de andre sagde. Jeg holder aldrig op med at undre mig over, hvad der foregår inde i disse menneskers hoveder. Måske har de bare aldrig lært gruppearbejdets velsignelser at kende!
- Ingen ville referere! Det er almindeligt! Og hvis man har påtaget sig hvervet som den, der nedskriver, kan man nærmest blive tvunget til at være referent, af alle vi andre! Med mindre "lederen" beholder sin rolle.
- Der kan også fremkomme en spontan referent. Det er altid interessant, hvorfor DEN situation opstår. En person, som måske ikke har ytret sig særligt i selve gruppearbejdet, kan pludselig stå frem som den, der refererer.
- I en af de andre grupper var referenten en, der hele tiden måtte sikre sig, at hun ikke sagde noget forkert. Hver gang hun sagde noget, skulle hun have gruppens accept. Ja, det kender vi godt! Interessant, hvordan netop HUN så er blevet referent!
- Efter de første par gruppers referat, var der en tilbøjelighed til at sige: Vi mener stort set det samme som de andre grupper. Nogle vælger så at holde ved det. Andre vælger at sige det samme, som de andre grupper, selv om de intet nyt har at tilføje. Ja, det er genkendeligt. Og dødkedeligt!
- Herefter blev der spurgt til, om nogen havde noget at tilføje. Og SÅ kom der nye, kreative, anderledes forslag frem - FRA ENKELTPERSONER. - Interessant!!! Var de ikke fremkommet med disse ting i grupperne? Hvorfor var disse ting ikke blevet refereret? Eller var ideerne måske dukket op i løbet af aftenen?
Og her fra min pind sidder jeg så og overvejer:
- Går "kommunen" nu hjem med en klar mening om, hvad der skal laves, og hvordan der skal prioriteres?
- Selv om mange grupper mente det samme, havde de forskellige prioriteringer. Hvad gør kommunen ved det?
- Eller bruger kommunen de kreative, enkeltpersoners forslag?
- Eller gør de, som de hele tiden havde tænkt?
Hvad er mest demokratisk? Hvis det da overhovedet er DET, det hele handler om???
mandag den 24. september 2018
FOLKETS BANK!
Jeg er vokset op i en tid, hvor man i en del jobs ikke automatisk fik sin løn indsat på en bankkonto. Men i menneskepenge. Hvis lønnen skulle i banken, skulle man selv gå ned med den. Man skulle også selv betale diverse regninger, budgetkonti er en senere opfindelse. Min far, der var retstatsmand, ville absolut ikke have "nogen" til at styre hans penge, det skulle han nok selv!
Men som det gik bedre og bedre med forretningen, begyndte han også at "spekulere" (det hed det!) så småt i opkøb af pantebreve og obligationer m.m. Sådan lidt i det små! Min mor især var helt vild med, at der løb renter på deres indeståender, mens hun lå og sov!
Jeg har nu det meste af min erhvervsaktive tilværelse fået min løn direkte ind på en lønkonto. Og jeg har også det meste af tiden haft en budgetkonto. Det var før dankortenes tid, så man skulle jo i banken, når man skulle hæve penge. Engang, jeg kom ind for at hæve nogen på min budgetkonto, tillod bankmanden sig at sige, at det jo ikke var meningen, at jeg skulle hæve fra min budgetkonto, for de var jo til faste udgifter. Men jeg fik ham da overbevist om, at jeg nok mente, jeg kunne styre mine egne penge.
Ak ja - det var den gang, man fik gode renter på sine indeståender. Det er slut med det! Ikke engang på mine børnebørns børneopsparingskonti får jeg nogen rente. Det er jeg noget knotten over, for jeg låner jo da banken pengene, indtil børnene er 18 år, ikke?
Det var også den gang, vi strejkede, demonstrerede og gik i protestmarcher - jeg var lige ved at skrive "for et godt ord". Ja, demonstrationer har jeg været med til en hel del af. Men der var så sandelig også nogle af dem, der betød temmelig meget, faktisk for hele landet, f. eks. om vi skulle være medlem af EU. Modstanden mod EU havde medlemmer fra alle partier! Jeg husker især en meget stor demonstration op til valget i '72, hvor både de pæne herrer i hvide skjorter og habit deltog, sammen med vi andre halvhippier. Vi havde en fælles sag, som var vigtigere, end hvilke partier vi tilhørte. Og at vi aldrig fik atomkraft i DK skyldes da FOLKETS RØST, demonstrationer, optog, marcher osv.
Jeg forstår ikke, hvorfor ingen demonstrerer i dag! Ud over i indre København i forhold til banderelaterede konflikter. Jeg har aldrig i hele mit snart 70-årige liv været vidne til en så skandaløs sag som den med Danske Banks involvering af hvidvaskning af penge. Det skulle da lige være SKATs manglende styr på transaktioner til andre lande.
Hvorfor rejser folket sig ikke i vild protest? Hvorfor bliver der ikke massedemonstrationer? Krav om ændringer, så det giver genlyd over hele verden. Strejker? Vi er ALLE afhængige af bankerne, og især Danske Bank, som både er statens bank og er den bank, som har fået allerflest bankpakker fra staten under finanskrisen. Kommer det så ikke MIG ved, om en chef får et tocifret millionbeløb, når han SELV siger op, - og uden at han har gjort sit arbejde GODT???
Bankerne har ikke råd til at give kunderne renter! Til gengæld forlanger de gebyrer for nærmest alt. Well, det er en forretning, og den skal løbe rundt. Men det er direkte umoralsk at give sine egne chefer så uhyrlige gyldne håndtryk, som det vi nu er vidne til.
Der ER politikere, som nu mener, at der skal sættes loft over disse aftrædelsesgodtgørelser. Hvorfor rejser hele folketinget sig ikke i samlet enighed og indfører dette loft lige med det wuns? - Jeg er total ligeglad med, at bankfolkene forklarer de store beløb med, at det "er en del af deres løn", eller "er med i deres kontrakt"! Det er UTILSTEDELIGT!
Jeg kan ikke være ligeglad. Og hvis jeg havde min ungdoms kræfter, ville jeg iværksætte en kæmpe demonstration! HVORFOR GØR INGEN DET?
Jeg mener, at vi alle har et moralsk ansvar for, at vores fælles værdier og sammenhængskraft har et højt niveau. At vi indtil nu har været et samfund med stor tillid til hinanden - og også til vore fælles offentlige institutioner - OG banker, som vi selv opretholder, - frygter jeg er ved at blive en saga blot.
Det er for dyrt at rydde op, fik jeg at vide, da SKATTESAGEN var på sit højeste. Og for mange "spidser" er indblandet. Det er jeg total ligeglad med, vore fælles værdier for landet er vigtigere, end hvor meget det koster at få genskabt tilliden til både SKAT og banker. Martin Krasnik er en af de få, som har forfulgt sagen ud over "mens der var mest forargelse". De fleste af vi almindelige borgere trækker på skuldrene. Det er for stort. Vi kan jo ikke gøre noget. JO VI KAN! Og SKAL!
Skal vi oprette en FOLKETS BANK? Hvor ingen får gyldne håndtryk, og hvor kunderne får et udbytte, de har fortjent. Ikke kun storaktionærerne. Men alle vi små småsparere også!
Hvorfor rejser folket sig ikke i én stor samlet protest og kræver det??
Jeg lover, at hvis nogen indkalder til demonstration, så kommer jeg med min rollator!!! Eller kørestol og handicaphjælper!
KOM I GANG!!!!
Men som det gik bedre og bedre med forretningen, begyndte han også at "spekulere" (det hed det!) så småt i opkøb af pantebreve og obligationer m.m. Sådan lidt i det små! Min mor især var helt vild med, at der løb renter på deres indeståender, mens hun lå og sov!
Jeg har nu det meste af min erhvervsaktive tilværelse fået min løn direkte ind på en lønkonto. Og jeg har også det meste af tiden haft en budgetkonto. Det var før dankortenes tid, så man skulle jo i banken, når man skulle hæve penge. Engang, jeg kom ind for at hæve nogen på min budgetkonto, tillod bankmanden sig at sige, at det jo ikke var meningen, at jeg skulle hæve fra min budgetkonto, for de var jo til faste udgifter. Men jeg fik ham da overbevist om, at jeg nok mente, jeg kunne styre mine egne penge.
Ak ja - det var den gang, man fik gode renter på sine indeståender. Det er slut med det! Ikke engang på mine børnebørns børneopsparingskonti får jeg nogen rente. Det er jeg noget knotten over, for jeg låner jo da banken pengene, indtil børnene er 18 år, ikke?
Det var også den gang, vi strejkede, demonstrerede og gik i protestmarcher - jeg var lige ved at skrive "for et godt ord". Ja, demonstrationer har jeg været med til en hel del af. Men der var så sandelig også nogle af dem, der betød temmelig meget, faktisk for hele landet, f. eks. om vi skulle være medlem af EU. Modstanden mod EU havde medlemmer fra alle partier! Jeg husker især en meget stor demonstration op til valget i '72, hvor både de pæne herrer i hvide skjorter og habit deltog, sammen med vi andre halvhippier. Vi havde en fælles sag, som var vigtigere, end hvilke partier vi tilhørte. Og at vi aldrig fik atomkraft i DK skyldes da FOLKETS RØST, demonstrationer, optog, marcher osv.
Jeg forstår ikke, hvorfor ingen demonstrerer i dag! Ud over i indre København i forhold til banderelaterede konflikter. Jeg har aldrig i hele mit snart 70-årige liv været vidne til en så skandaløs sag som den med Danske Banks involvering af hvidvaskning af penge. Det skulle da lige være SKATs manglende styr på transaktioner til andre lande.
Hvorfor rejser folket sig ikke i vild protest? Hvorfor bliver der ikke massedemonstrationer? Krav om ændringer, så det giver genlyd over hele verden. Strejker? Vi er ALLE afhængige af bankerne, og især Danske Bank, som både er statens bank og er den bank, som har fået allerflest bankpakker fra staten under finanskrisen. Kommer det så ikke MIG ved, om en chef får et tocifret millionbeløb, når han SELV siger op, - og uden at han har gjort sit arbejde GODT???
Bankerne har ikke råd til at give kunderne renter! Til gengæld forlanger de gebyrer for nærmest alt. Well, det er en forretning, og den skal løbe rundt. Men det er direkte umoralsk at give sine egne chefer så uhyrlige gyldne håndtryk, som det vi nu er vidne til.
Der ER politikere, som nu mener, at der skal sættes loft over disse aftrædelsesgodtgørelser. Hvorfor rejser hele folketinget sig ikke i samlet enighed og indfører dette loft lige med det wuns? - Jeg er total ligeglad med, at bankfolkene forklarer de store beløb med, at det "er en del af deres løn", eller "er med i deres kontrakt"! Det er UTILSTEDELIGT!
Jeg kan ikke være ligeglad. Og hvis jeg havde min ungdoms kræfter, ville jeg iværksætte en kæmpe demonstration! HVORFOR GØR INGEN DET?
Jeg mener, at vi alle har et moralsk ansvar for, at vores fælles værdier og sammenhængskraft har et højt niveau. At vi indtil nu har været et samfund med stor tillid til hinanden - og også til vore fælles offentlige institutioner - OG banker, som vi selv opretholder, - frygter jeg er ved at blive en saga blot.
Det er for dyrt at rydde op, fik jeg at vide, da SKATTESAGEN var på sit højeste. Og for mange "spidser" er indblandet. Det er jeg total ligeglad med, vore fælles værdier for landet er vigtigere, end hvor meget det koster at få genskabt tilliden til både SKAT og banker. Martin Krasnik er en af de få, som har forfulgt sagen ud over "mens der var mest forargelse". De fleste af vi almindelige borgere trækker på skuldrene. Det er for stort. Vi kan jo ikke gøre noget. JO VI KAN! Og SKAL!
Skal vi oprette en FOLKETS BANK? Hvor ingen får gyldne håndtryk, og hvor kunderne får et udbytte, de har fortjent. Ikke kun storaktionærerne. Men alle vi små småsparere også!
Hvorfor rejser folket sig ikke i én stor samlet protest og kræver det??
Jeg lover, at hvis nogen indkalder til demonstration, så kommer jeg med min rollator!!! Eller kørestol og handicaphjælper!
KOM I GANG!!!!
torsdag den 13. september 2018
Livsfortælling.
Der er mange måder at forstå sit eget liv på.
Der er mange måder, ens livsfortælling kan tolkes på.
Man skal til enhver tid KUNNE sin livsfortælling.
Hvorfor det?
Da jeg var 5 - 6 år gik jeg i børnehaveklasse. Det gør alle i dag, men dengang var der kun få kommuner, som havde børnehaveklasser. Men det har vi her i Esbjerg haft siden 1912. Vi var tre hold á ca 30 elever, to timer til hvert hold, som den samme børnehaveklasseleder havde. Og hun var et unikum. Det syntes jeg dengang, og senere, da jeg selv blev børnehavepædagog, kan jeg endnu bedre se, at det var hun. Det skal så også siges, at der kun var én dreng, som var "uartig", vi andre opførte os "pænt", kunne modtage en kollektiv besked, kunne arbejde selvstændigt, ville gerne lære, - lyttede og lærte.
Hver dag, når jeg kom hjem (vi boede 2 minutters gang fra skolen), spurgte mine forældre: "Hvad har du så lavet i dag"? Det var af reel interesse, de spurgte, og jeg fortalte glad og gerne. Jeg husker, at langt de fleste dage blev hele klassen sat til at lave en ting. Fletteark, syning på papkarton, rammevævning, forskellige slags papir-tegning og -maling og -klip. Og der blev spillet og sunget, og der blev læst højt. Hver eneste dag kunne jeg komme hjem og fortælle, hvad jeg havde oplevet og lavet.
Der var også fri leg, hvor vi selv kunne vælge, hvad vi ville lave, noget af tiden.
Men en dag havde jeg ikke lavet noget. Syntes jeg selv. Der var flere ting, jeg tænkte på at gå i gang med. Men den røde farve var optaget, og så var der ikke noget ved at tegne. De gode puslespil var også taget, så det gad jeg heller ikke. Så jeg gik lidt rundt på må og få og fik ikke rigtig lavet noget. I mine egne øjne.
Pinligt! Jeg tænkte allerede henne i skolen, hvor pinligt, det var. Og på vej hjem tænkte jeg på, hvad jeg dog skulle sige derhjemme, når de spurgte, hvad jeg havde lavet. Frygtelig pinligt! Jeg husker ikke, hvad jeg sagde, men højst sandsynligt har jeg sagt noget med, at vi bare havde leget eller fået læst højt.
Tænk engang, at jeg husker det endnu! Men det hører med til min livsfortælling, at jeg blev opdraget til og med, at man ikke spildte tiden. Indtil jeg kom i skole (har mine forældre fortalt, det husker jeg ikke selv) kunne jeg gå en hel formiddag og tusse rundt, hvis der ikke var nogen, der sagde, at jeg f. eks. skulle tage tøj på. Mine forældre, som meget af tiden begge to stod i butikken, som lå lige ved siden af vores lejlighed, sagde engang imellem, når de lige kom ind i privaten: "Ingrid, få nu tøj på"! Så kunne jeg tage én sok på, og blev så optaget af noget andet.
Jeg tror, jeg var en drømmer. Jeg fantaserede. Tænkte over alting. Hvad folk havde sagt. Hvad det betød. Legede med alting omkring mig. Sang og fantaserede.
Altså indtil jeg kom i skole. Jeg havde en helt klar forestilling om, at nu forventedes der af mig, at jeg trådte ud af min drømmeverden, og forholdt mig til omverdenen på en anderledes medvirkende måde, end jeg hidtil havde gjort.
Og sådan fortsatte jeg med at opfatte min pligt til at være i verden sammen med mine omgivelser. At jeg altså havde en PLIGT til at bruge tiden, dagen, på noget. Næsten ligegyldigt hvad. Det måtte da meget gerne være noget, jeg holdt af, men selvfølgelig var der også ting, jeg SKULLE.
Jeg har været så heldig at arbejde med noget, jeg holdt utrolig meget af. Andre mennesker, det meste af tiden handicappede børn og senere voksne. De allermest multihandicappede. Jeg har haft dejlige interesser, og har altid været omgivet af venner/veninder og familie, som jeg holdt af, og de af mig.
Der har været svære perioder. Rigtig, rigtig svære, hvor jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle overleve. Nære mennesker og min tro har båret mig igennem det. Og så dette, at jeg havde PLIGT til at bære det, udføre mit arbejde, tage mig af mine børn. Jeg kunne ikke bare give op, for nogen var afhængig af mig, og jeg vidste også, at jeg SELV ikke ville have det godt, hvis jeg ikke udførte min PLIGT.
Min livsfortælling har da ændret sig, efterhånden som mit liv er vokset frem. Men at spilde tiden, slå tiden ihjel, få tiden til at gå, er ikke noget, som har fyldt meget i mit liv. Ikke fordi jeg nu om dage hele tiden udfører noget fornuftigt, eller i det hele taget laver noget. Men når dage, hvor jeg ikke laver noget, kommer - så har jeg også lært, at DET også hører med til mit liv. For det har jeg været tvunget til af forskellige sygdomme og handicap.
Og det insisterer jeg på at give værdi og fylde. Det er ikke spildte dage. Måske er jeg kommet tilbage til min barndoms fabuleren og drømmeagtige tilværelse. Der er ALTID noget, jeg er optaget af, lader min dag fylde af. Hvis ikke andet, så tyr jeg altid til litteraturen. Og det er ikke så lidt, jeg - også på den konto - har fået læst.
Men det insisterer jeg også på at give værdi og lade mit liv fylde af. Jeg lærer SÅ meget af litteraturen. Mest om andre mennesker, måder at være til på, som jeg slet ikke kendte til i forvejen.
Mit liv beriges så meget af det. Det hører i høj grad med til min livsfortælling!
Der er mange måder, ens livsfortælling kan tolkes på.
Man skal til enhver tid KUNNE sin livsfortælling.
Hvorfor det?
Da jeg var 5 - 6 år gik jeg i børnehaveklasse. Det gør alle i dag, men dengang var der kun få kommuner, som havde børnehaveklasser. Men det har vi her i Esbjerg haft siden 1912. Vi var tre hold á ca 30 elever, to timer til hvert hold, som den samme børnehaveklasseleder havde. Og hun var et unikum. Det syntes jeg dengang, og senere, da jeg selv blev børnehavepædagog, kan jeg endnu bedre se, at det var hun. Det skal så også siges, at der kun var én dreng, som var "uartig", vi andre opførte os "pænt", kunne modtage en kollektiv besked, kunne arbejde selvstændigt, ville gerne lære, - lyttede og lærte.
Hver dag, når jeg kom hjem (vi boede 2 minutters gang fra skolen), spurgte mine forældre: "Hvad har du så lavet i dag"? Det var af reel interesse, de spurgte, og jeg fortalte glad og gerne. Jeg husker, at langt de fleste dage blev hele klassen sat til at lave en ting. Fletteark, syning på papkarton, rammevævning, forskellige slags papir-tegning og -maling og -klip. Og der blev spillet og sunget, og der blev læst højt. Hver eneste dag kunne jeg komme hjem og fortælle, hvad jeg havde oplevet og lavet.
Der var også fri leg, hvor vi selv kunne vælge, hvad vi ville lave, noget af tiden.
Men en dag havde jeg ikke lavet noget. Syntes jeg selv. Der var flere ting, jeg tænkte på at gå i gang med. Men den røde farve var optaget, og så var der ikke noget ved at tegne. De gode puslespil var også taget, så det gad jeg heller ikke. Så jeg gik lidt rundt på må og få og fik ikke rigtig lavet noget. I mine egne øjne.
Pinligt! Jeg tænkte allerede henne i skolen, hvor pinligt, det var. Og på vej hjem tænkte jeg på, hvad jeg dog skulle sige derhjemme, når de spurgte, hvad jeg havde lavet. Frygtelig pinligt! Jeg husker ikke, hvad jeg sagde, men højst sandsynligt har jeg sagt noget med, at vi bare havde leget eller fået læst højt.
Tænk engang, at jeg husker det endnu! Men det hører med til min livsfortælling, at jeg blev opdraget til og med, at man ikke spildte tiden. Indtil jeg kom i skole (har mine forældre fortalt, det husker jeg ikke selv) kunne jeg gå en hel formiddag og tusse rundt, hvis der ikke var nogen, der sagde, at jeg f. eks. skulle tage tøj på. Mine forældre, som meget af tiden begge to stod i butikken, som lå lige ved siden af vores lejlighed, sagde engang imellem, når de lige kom ind i privaten: "Ingrid, få nu tøj på"! Så kunne jeg tage én sok på, og blev så optaget af noget andet.
Jeg tror, jeg var en drømmer. Jeg fantaserede. Tænkte over alting. Hvad folk havde sagt. Hvad det betød. Legede med alting omkring mig. Sang og fantaserede.
Altså indtil jeg kom i skole. Jeg havde en helt klar forestilling om, at nu forventedes der af mig, at jeg trådte ud af min drømmeverden, og forholdt mig til omverdenen på en anderledes medvirkende måde, end jeg hidtil havde gjort.
Og sådan fortsatte jeg med at opfatte min pligt til at være i verden sammen med mine omgivelser. At jeg altså havde en PLIGT til at bruge tiden, dagen, på noget. Næsten ligegyldigt hvad. Det måtte da meget gerne være noget, jeg holdt af, men selvfølgelig var der også ting, jeg SKULLE.
Jeg har været så heldig at arbejde med noget, jeg holdt utrolig meget af. Andre mennesker, det meste af tiden handicappede børn og senere voksne. De allermest multihandicappede. Jeg har haft dejlige interesser, og har altid været omgivet af venner/veninder og familie, som jeg holdt af, og de af mig.
Der har været svære perioder. Rigtig, rigtig svære, hvor jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle overleve. Nære mennesker og min tro har båret mig igennem det. Og så dette, at jeg havde PLIGT til at bære det, udføre mit arbejde, tage mig af mine børn. Jeg kunne ikke bare give op, for nogen var afhængig af mig, og jeg vidste også, at jeg SELV ikke ville have det godt, hvis jeg ikke udførte min PLIGT.
Min livsfortælling har da ændret sig, efterhånden som mit liv er vokset frem. Men at spilde tiden, slå tiden ihjel, få tiden til at gå, er ikke noget, som har fyldt meget i mit liv. Ikke fordi jeg nu om dage hele tiden udfører noget fornuftigt, eller i det hele taget laver noget. Men når dage, hvor jeg ikke laver noget, kommer - så har jeg også lært, at DET også hører med til mit liv. For det har jeg været tvunget til af forskellige sygdomme og handicap.
Og det insisterer jeg på at give værdi og fylde. Det er ikke spildte dage. Måske er jeg kommet tilbage til min barndoms fabuleren og drømmeagtige tilværelse. Der er ALTID noget, jeg er optaget af, lader min dag fylde af. Hvis ikke andet, så tyr jeg altid til litteraturen. Og det er ikke så lidt, jeg - også på den konto - har fået læst.
Men det insisterer jeg også på at give værdi og lade mit liv fylde af. Jeg lærer SÅ meget af litteraturen. Mest om andre mennesker, måder at være til på, som jeg slet ikke kendte til i forvejen.
Mit liv beriges så meget af det. Det hører i høj grad med til min livsfortælling!
onsdag den 15. august 2018
STATUS - og en ny begyndelse!
Så er sommerferien slut, og selv om jeg er pensionist, mærker jeg alle vegne, at dagligdagen nu igen indfinder sig. Det gør den også for mig, for jeg er jo trods min pensionisttilværelse en del af rytmen i vores kultur.
Og jeg GLÆDER mig til igen at skulle i gang med efterårets og vinterens aktiviteter. En del på hjemmefronten, en del ude omkring i min dejlige by, som er fuld af alverdens tilbud.
En del venner og veninder er nu tilbage fra diverse ferieaktiviteter og -gøremål, så de igen er til at få i tale. Jeg glæder mig til gode samtaler over en kop kaffe eller en middag.
Mine håndarbejder er igen taget op. For tiden hækler jeg oldemorfirkanter til barnevognstæpper. Der er altid en eller anden i min store familie, som nok skal have barn, ja - hvad ved jeg. Dejligt at have noget liggende til at forære væk.
Mine selvdisciplineringsplaner skal igen iværksættes. De har holdt pause en rum tid, det har de godt af. Men jeg GLÆDER mig ligefrem til at komme i gang med en række af mine systemer, f. eks. madplaner. Og når jeg siger "planer", så er det ikke, fordi jeg tilrettelægger, hvad jeg skal have at spise i en uge af gangen. Sådan fungerer jeg slet ikke. Men fordi jeg har væsentlig nedsat mobilitet, skal jeg altid nøje tilrettelægge indkøb og madlavning. Ikke begge dele på samme dag, det går ikke. Og så sysler jeg en hel del med til stadighed at finde ud af, hvad der er godt for lige præcis mig.
Så skal mine søvnvaner ind i en mere fast rytme. Det SKAL de altiså. Det er et evighedsproblem, jeg der har, og det går jo helt amok med faste rytmer, i tider hvor jeg har feriegæster og selv er gæst. Men nu skal det have en på go'dagen!
Mit gymnastikhold begynder snart, og det ser jeg meget frem til. Dels kan jeg mærke på min krop, at jeg trænger. Dels GLÆDER jeg mit til det hjertelige sammenhold, der er på mit hold.
Min studiekreds begynder også snart. Denne her har jeg gået i, siden det var Søren Kierkegaardår i 2013. Siden da har vi studeret Dietrich Bonhoefer, Luther og Wesley, trosbekendelserne, fadervor, nogle af Paulus' breve, religiøs litteratur, teologiske dogmer og meget meget mere. Jeg elsker disse aftener med gode og intense diskussioner. I den kommende sæson handler det om "ANSVAR", med udgangspunkt i bogen af Ulrik Nissen, teolog v. Aarhus universitet.
Og jeg skal gå til drømmetydning - igen! Vores stiftspræst for åndeligt søgende, som har til huse i Treenighedskirken, oprettede et hold i foråret, og det meste af holdet kunne slet ikke få nok af det, så vi fortsætter nu i efteråret. Miriam Florez, vores præst, har den holdning, at drømme er vejledning - men man skal lære at bruge dem til dette. Jeg havde SÅ megen glæde af de aftener, vi havde sidst.
Så skal jeg selvfølgelig gå i kirkehøjskole igen. Det foregår i Vor Frelsers Kirkes menighedslokaler - for det meste. Jeg har dog været ude for, at vi var for mange til at kunne være der, så vi var nødt til at rykke over i kirken. I den kommende sæson er det overordnede tema TIDEN!
Det begynder i september med:
- Hvad har tidsregning med tro at gøre? v. Cand teol. Søren Host, Københavns Universitet
- Om at give tiden fylde. Ved Erik Lindsø, forfatter og foredragsholder
Og i oktober:
- Fysikkens tidsbegreber v. professor i astrofysik Johan Uldall Fynbo
- Hvad er tid? V. filosof Poul Lübcke
Og i november:
- Far, tjekker du nu facebook igen? V. sognepræst Kristian Bøcker
- Historikerens og journalistens fornemmelse for tid. v. Journalist v. Kr. Dagblad Morten Mikkelsen
Og det er GRATIS!!!
Der er også en ministudiekreds om Maria Magdalenaevangeliet, som jeg har tilmeldt mig. Det er et af de evangelier, som ikke er kanoniseret. Men regnes til de apokryfe skrifter, "som er gode at opbygges af" iflg. Martin Luther.
Derudover sker der et hav af spændende ting i kirkeligt regi. Jeg vælger ud, hvad der passer til mig, fra alle de mange kirker her i området. Det er vildt spændende. F. eks. denne her:
- Forundringsparat v. Jørgen Carlsen, tidl. forstander på Testrup højskole.
Musik er også lige mig. Og der sker SÅ meget spændende på den front. Jeg er mest til klassisk musik, men nyder også meget andet, f. eks. skal jeg til Beatles Tribute, også i Treenighedskirken. Og Det Unge Vokalensemble i Vor Frelsers kirke. Vores fantastiske Musikkonservatorium afholder også nogle dejlige koncerter. Og Musikhuset har hele tiden rigtig gode ting at byde på, så der skal jeg nok også op et par gange.
Af uransaglige årsager er der en del familiefødselsdage her i efteråret - bl.a. min egen. Dejligt at se dem alle. Og en fætter/kusinefest er der også. Og et bryllup i Hamburg hos en nevø. Og to veninders runde fødselsdage.
Grundtvigsk Fordragsforening er jeg også medlem af, der er nogle pragtfulde emner på programmet:
- Rundvisning og spisning på fiskerimuseet v. museumsinspektør David Dupont-Mouritzen.
- Dannelse og fællesskab er Danmarks styrke v. Marianne Jelved
- Steen Steensen Blicher. Digter og samfundsborger v. Knud Sørensen, forfatter og foredragsholder
- Vejret og de danske sange v. meteorolog for forfatter Jesper Theilgaard
- Den nye verdensorden - fra global til national v. Anna Libak, tv-vært og forfatter
- Niels W. Gade og kunstens guldalder i Danmark v. Mathias Hammer - fantastisk musikmand
- Det grænsedragende menneske og den grænseløse nåde - om Karl Ove Knausgårds roman
Min Kamp v. David Bugge, lektor v. Aarhus Universitet.
Jamen, er det ikke fantastisk? Det er jo helt overvældende! Og langt det meste kan man få for næsten ingen penge, hvis ikke det er helt gratis.
Nå, så er der jo også nogle hængepartier angående mit hus. Så det ...
Tror I ikke, jeg får et DEJLIGT efterår?? Og der er jo det gode ved det, at jeg ikke SKAL det. Men at det er noget, jeg gerne vil. For der skal ingen stress være nogen steder, så melder jeg hellere fra. Jeg HAR oplevet, hvad stress afstedkommer af dårligdomme, så det skal jeg ikke nyde noget af.
Og derudover er der jo de små, daglige glæder: Som f. eks. når Johannes, mit snart 11-årige barnebarn, dukker op og friskt siger: Hej farmor! Hvad laver du?
Jo jo, jeg er en heldig kartofffel!!! Og det er godt at have noget at se frem til.
søndag den 24. juni 2018
Lykke-Per af Henrik Pontoppidan
For ganske nylig "arvede" jeg et 50-binds værk: "Gyldendals Bibliotek, dansk litteratur", idet en kær veninde skulle flytte til noget mindre, og dermed ville skille sig af med adskilligt. Det er en guldgrube af store, danske forfattere, som er repræsenterede her. Jeg har nu allerede læst nogle stykker med stor fornøjelse, men sidst har jeg læst Henrik Pontoppidans Lykke-Per, som har gjort et fantastisk indtryk på mig.
Hvorfor jeg aldrig før har læst denne bog, er mig en gåde, - nu, jeg har læst den. For den sammenfatter, hvad der er på færde i Danmark efter 1864, - efter det moderne gennembrud, i brydningen mellem Danmark som bondesamfund og industrisamfund omkring år 1900. Og den gør det på flere planer: Danmark som overordnet tema, med kig til flere europæiske lande og indflydelsen herfra. Og på det personlige plan med Per som hovedpersonen. Pontoppidan beskriver Pers udvikling med stor følsomhed og detaljerigdom, og den er da også beskrevet som delvis selvbiografisk.
Karakteristisk er personskildringernes nuancering. Personerne er så godt som alle skildrede med både gode og dårlige egenskaber. Det er en udviklings- og dannelsesroman, men der er ingen jævnt glidende og selvfølgelig udvikling heri. Hvad der ryster Per i hans livsbane, og genererer ny tænkning og ændring af hans liv, er sammensat af mange forskellige emner, som popper op som væsentligst, efter hvor Per er i sit liv. Og jeg kunne ikke regne ud, fra livsafsnit til livsafsnit, hvor han NU var på vej hen. Så for mig var det også en uhyre spændende bog.
Disse emner -temaer, som billedgør netop denne tid i Danmarks historie, og hermed også i Pers personlige udvikling spænder vidt. Det er religiøse: Per er præstesøn, men bryder med denne arv, - det er slægtsskabsmæssige: Per bryder med båndene til sin familie,- det er kønsmæssige. Pontoppidans skildringer af Pers forskellige forhold, set både fra Pers, fra kvindens og fra familie og venners synspunkt, er så fintfølende og intenst beskrevet, så jeg fuldstændig betages. Statusmæssige, politiske og især socialpolitiske holdninger og forskelligheder tydeliggøres i et herligt persongalleri og via Pers akavede forsøg på at indgå i forskellige klasseniveauer.
Bogen har jo nu godt 100 år bag sig, og sproget er derfor temmelig meget anderledes end vor tids sprog. Jeg nyder det gammeldags sprog med lange sætningskæder og indskud, og med ord og begreber, vi sjældent bruger nu om dage. Alligevel er der et flow over sproget, og en friskhed og frihed, hvorved selve sproget er med til at danne billedet af tiden før år 1900.
For mig er især skildringerne af de forskellige kristne retninger og holdninger rent guf. Oveni købet med - hvad jeg vil kalde "anderledes" syn på de store, f. eks. grundtvigianismen. Jeg er vild med, at Pontoppidan sætter sig i enhver af disse bevægelsers sted, og så at sige skildrer dem set indefra, samtidig med at han via historiens personer får sat holdningerne til diskussion, så også de negative sider illustreres.
Jeg ved ikke, om den hører med i kulturkanon, men det bør den, efter min mening! Læs den!!!!
Hvorfor jeg aldrig før har læst denne bog, er mig en gåde, - nu, jeg har læst den. For den sammenfatter, hvad der er på færde i Danmark efter 1864, - efter det moderne gennembrud, i brydningen mellem Danmark som bondesamfund og industrisamfund omkring år 1900. Og den gør det på flere planer: Danmark som overordnet tema, med kig til flere europæiske lande og indflydelsen herfra. Og på det personlige plan med Per som hovedpersonen. Pontoppidan beskriver Pers udvikling med stor følsomhed og detaljerigdom, og den er da også beskrevet som delvis selvbiografisk.
Karakteristisk er personskildringernes nuancering. Personerne er så godt som alle skildrede med både gode og dårlige egenskaber. Det er en udviklings- og dannelsesroman, men der er ingen jævnt glidende og selvfølgelig udvikling heri. Hvad der ryster Per i hans livsbane, og genererer ny tænkning og ændring af hans liv, er sammensat af mange forskellige emner, som popper op som væsentligst, efter hvor Per er i sit liv. Og jeg kunne ikke regne ud, fra livsafsnit til livsafsnit, hvor han NU var på vej hen. Så for mig var det også en uhyre spændende bog.
Disse emner -temaer, som billedgør netop denne tid i Danmarks historie, og hermed også i Pers personlige udvikling spænder vidt. Det er religiøse: Per er præstesøn, men bryder med denne arv, - det er slægtsskabsmæssige: Per bryder med båndene til sin familie,- det er kønsmæssige. Pontoppidans skildringer af Pers forskellige forhold, set både fra Pers, fra kvindens og fra familie og venners synspunkt, er så fintfølende og intenst beskrevet, så jeg fuldstændig betages. Statusmæssige, politiske og især socialpolitiske holdninger og forskelligheder tydeliggøres i et herligt persongalleri og via Pers akavede forsøg på at indgå i forskellige klasseniveauer.
Bogen har jo nu godt 100 år bag sig, og sproget er derfor temmelig meget anderledes end vor tids sprog. Jeg nyder det gammeldags sprog med lange sætningskæder og indskud, og med ord og begreber, vi sjældent bruger nu om dage. Alligevel er der et flow over sproget, og en friskhed og frihed, hvorved selve sproget er med til at danne billedet af tiden før år 1900.
For mig er især skildringerne af de forskellige kristne retninger og holdninger rent guf. Oveni købet med - hvad jeg vil kalde "anderledes" syn på de store, f. eks. grundtvigianismen. Jeg er vild med, at Pontoppidan sætter sig i enhver af disse bevægelsers sted, og så at sige skildrer dem set indefra, samtidig med at han via historiens personer får sat holdningerne til diskussion, så også de negative sider illustreres.
Jeg ved ikke, om den hører med i kulturkanon, men det bør den, efter min mening! Læs den!!!!
lørdag den 28. april 2018
Fordelene ved at ryge!
FORDELENE??? Skulle der være nogle fordele? Jow jow, det er der, hør bare her:
1. En ryger er altid omgivet af en sky af mystik.
2. Meget sløret blik.
3. Dyb sensuel stemme.
4. Rygeånde holder fluer og myg på afstand.
5. Kraftig belægning på tungen, så man er 100 procent sikker på ikke at kunne smage al den forfærdelige fastfood, man indtager.
6. Husk altid at have en ny cigaret klar, før du er færdig med den forrige, så du kan spare en tændstik.
7. Husk at dit kraftigt formindskede lungevolumen gør, at du ikke optager ilt fra andre.
8. Ingen kondi er lig med: Ingen slid på fodsålerne, du sparer en masse her.
9. Din formindskede potens hjælper dig med at slippe for at lave alle de der latterlige bevægelser med dit underliv.
10. En altid gul og lækker hudfarve gør, at du ikke skiller dig ud som turist i Kina.
11. Altid sikker på at have en stærk og mandig tobakslugt i tøjet.
12. Intellektuel kropsholdning: Afslappet, hovedet fremadhøjet, brystpartiet indsunket, underlivet let fremskudt, og en let nedsunket benstilling.
13. Dit solidariske væsen bibeholdes med din enorme donering i statskassen. Du er en nyttig samfundsborger.
14. Du lægger ikke beslag på dyre plejehjemspladser.
15. Kvinder beundrer en mand, som tør se døden i øjnene.
16. Dine hænder er altid optaget, så du ikke piller næse.
17. For slet ikke at snakke om alle de dejlige og interessante sygdomme, du kan pådrage dig, og dermed altid har et samtaleemne lige ved hånden.
18. Rygning afstresser, - at du ryster mere på hænderne, når du ryger, er kun et tegn på, at du har fået for få smøger denne dag.
19. Rygning markerer et skift: Fra stress til fri, fra arbejde til fritid, fra nat til morgen osv. fra hverdag til fest.
Det er sundt at vide, hvornår man arbejder, og hvornår man har fri. M.h.t. fra hverdag til fest, så viser dit øgede cigaretforbrug, hvornår der er fest, og ikke omvendt.
20. Alkohol og cigaretter hører sammen. Alkohol er kedeligt uden en smøg - og hvorfor skal man egentlig drikke, hvis det ikke er for at komme til at ryge?
21. Du har altid den undskyldning, at du skal ned og købe cigaretter, hvis kæresten vil have dig til at tage opvasken osv.
22. Slipper for alle besværlighederne ved at spekulere i, hvad du skal bruge overskydende kapital til.
23. Du viser ægte solidaritet med en stadig mindre og mindre minoritetsgruppe.
24. Du kan bryste dig af, at du er årsag til det store fremskridt på kræftforskningens område.
25. Gennem rygningen støtter du fattige tobaksbønder i Kina, Brasilien, Indien, Tyrkiet, Zimbabwe og Malawi.
26. Rygerkabiner er det socialt mest hyggelige sted. Og du får frisk luft, hver gang du er ude for at finde en.
27. Ved fortsat at ryge, slipper du for at forklare andre, hvorfor du nu pludselig ikke ønsker at nyde det, du i så mange år har lovprist i høje toner. Og at dine venner siger: Hva' sagde vi!!
28. Det er sundt at have drømme, så ved at ryge kan du bevare troen på, at du godt kan holde op - hvis altså du vil.
29. Du risikerer ikke andre afhængigheder af f. eks. gulerødder, broccoli og spinat!
30. Rygersammenholdet er integrationsskabende, især fordi der bliver færre og færre rygere. Man behøver ikke at tale, men har et allerede i forvejen etableret sammenhold.
Så kom ikke her!!!
I sandhedens interesse bør jeg måske fortælle, at jeg er eksryger.
Men kom bare frit frem, hvis du har andre gode argumenter, som jeg har overset!!!!
1. En ryger er altid omgivet af en sky af mystik.
2. Meget sløret blik.
3. Dyb sensuel stemme.
4. Rygeånde holder fluer og myg på afstand.
5. Kraftig belægning på tungen, så man er 100 procent sikker på ikke at kunne smage al den forfærdelige fastfood, man indtager.
6. Husk altid at have en ny cigaret klar, før du er færdig med den forrige, så du kan spare en tændstik.
7. Husk at dit kraftigt formindskede lungevolumen gør, at du ikke optager ilt fra andre.
8. Ingen kondi er lig med: Ingen slid på fodsålerne, du sparer en masse her.
9. Din formindskede potens hjælper dig med at slippe for at lave alle de der latterlige bevægelser med dit underliv.
10. En altid gul og lækker hudfarve gør, at du ikke skiller dig ud som turist i Kina.
11. Altid sikker på at have en stærk og mandig tobakslugt i tøjet.
12. Intellektuel kropsholdning: Afslappet, hovedet fremadhøjet, brystpartiet indsunket, underlivet let fremskudt, og en let nedsunket benstilling.
13. Dit solidariske væsen bibeholdes med din enorme donering i statskassen. Du er en nyttig samfundsborger.
14. Du lægger ikke beslag på dyre plejehjemspladser.
15. Kvinder beundrer en mand, som tør se døden i øjnene.
16. Dine hænder er altid optaget, så du ikke piller næse.
17. For slet ikke at snakke om alle de dejlige og interessante sygdomme, du kan pådrage dig, og dermed altid har et samtaleemne lige ved hånden.
18. Rygning afstresser, - at du ryster mere på hænderne, når du ryger, er kun et tegn på, at du har fået for få smøger denne dag.
19. Rygning markerer et skift: Fra stress til fri, fra arbejde til fritid, fra nat til morgen osv. fra hverdag til fest.
Det er sundt at vide, hvornår man arbejder, og hvornår man har fri. M.h.t. fra hverdag til fest, så viser dit øgede cigaretforbrug, hvornår der er fest, og ikke omvendt.
20. Alkohol og cigaretter hører sammen. Alkohol er kedeligt uden en smøg - og hvorfor skal man egentlig drikke, hvis det ikke er for at komme til at ryge?
21. Du har altid den undskyldning, at du skal ned og købe cigaretter, hvis kæresten vil have dig til at tage opvasken osv.
22. Slipper for alle besværlighederne ved at spekulere i, hvad du skal bruge overskydende kapital til.
23. Du viser ægte solidaritet med en stadig mindre og mindre minoritetsgruppe.
24. Du kan bryste dig af, at du er årsag til det store fremskridt på kræftforskningens område.
25. Gennem rygningen støtter du fattige tobaksbønder i Kina, Brasilien, Indien, Tyrkiet, Zimbabwe og Malawi.
26. Rygerkabiner er det socialt mest hyggelige sted. Og du får frisk luft, hver gang du er ude for at finde en.
27. Ved fortsat at ryge, slipper du for at forklare andre, hvorfor du nu pludselig ikke ønsker at nyde det, du i så mange år har lovprist i høje toner. Og at dine venner siger: Hva' sagde vi!!
28. Det er sundt at have drømme, så ved at ryge kan du bevare troen på, at du godt kan holde op - hvis altså du vil.
29. Du risikerer ikke andre afhængigheder af f. eks. gulerødder, broccoli og spinat!
30. Rygersammenholdet er integrationsskabende, især fordi der bliver færre og færre rygere. Man behøver ikke at tale, men har et allerede i forvejen etableret sammenhold.
Så kom ikke her!!!
I sandhedens interesse bør jeg måske fortælle, at jeg er eksryger.
Men kom bare frit frem, hvis du har andre gode argumenter, som jeg har overset!!!!
søndag den 4. marts 2018
Mors hænder taler
Snørklede, snirklede veje, har medført, at jeg de seneste dage har tænkt på min mors hænder. Min mor, som døde i 2012, 90 år gammel.
Der er noget meget intimt over hænder. Hænder kan læses, ligesom ansigter. Mors hænder var små - med korte fingre og umoderne negle. Negle skal ifølge tidens trend være aflange og lige i siderne. Det var mors ikke. Hendes var sådan lidt runde i det. Spartelagtige. Hun havde aldrig lange negle, men hun lærte mig, da jeg var en stor pige, at man klippede dem, så de spidsede lidt til i midten.
Ganske få gange har jeg set mor med neglelak. En lyserød perlemorneglelak. Da mor skulle holde sin 90 års fødselsdag med mange gæster, tilbød jeg at ordne hendes negle. Vi havde også været ude at købe nyt tøj til hende (og den oplevelse kræver et helt blogindlæg for sig). Hun havde også fået håret sat, - hendes pæne, fine, grå hår. Jeg købte en lyserød perlemorneglelak. "Synes du, jeg skal have det på", spurgte hun lidt undseligt og genert. Som om hun var ude i noget lidt for vovet. "Ja da, du skal jo være rigtig fin", sagde jeg.
Og jeg sad i mors stue, med hendes hænder i mine, mens jeg ordnede dem, - filede dem, smurte dem ind i creme, skubbede neglebånd ned, og til sidst lakerede dem. Hendes næn, lille, gamle, bløde hånd. Næsten uden rynker, som hendes ansigtshud. Mor blev aldrig rynkegammel. Men fik en fin, blød og sprød hud i ansigtet og på hænderne.
De hænder havde arbejdet meget. Gjort rent, vasket tøj på vaskebræt i mange år, før hun fik vaskemaskine. Trukket varer over disken, mens hun slog tal ind på kasseapparatet, taget sig af sine børn og børnebørn, lavet mad. Syet. Strikket. Og meget meget andet.
Hendes hænder bevarede en uskyld, en blødhed, en insisteren på at vedblive at være sig selv. Jeg havde set dem røde og forskrubbede i vaskehuset, når hun havde fyret op under gruekedlen, og der blev vasket storvask. Og klistrede, slimede, når hun tog ud af en høne. Travle, i gang i forretningen. Hvide, bløde, når hun en sjælden gang gjorde lidt ud af sig selv. Flittige med strikkepinde, ved symaskinen, med stoppenålen.
Det var hænder, som havde taget om os børn altid. De havde også givet kærtegn, skønt det ikke var noget, hun var ødsel med. Disse hænder fortalte om et nøjsomt liv, hvor der skulle spares, hvor man klarede sig igennem mange kriser ved at arbejde, og arbejde endnu mere. Disse hænder gav aldrig op, var der altid. Vi kunne altid regne med dem, stole på at de ville være der for vi børn. Skabe tryghed.
Mors hænder var hurtige, skyndsomme, somme tider stressfyldte, da jeg var barn. Men som hun selv blev ældre, blev hændernes bevægelser langsommere, sindigere, tøvende. De kunne også ryste en anelse, når hun tog koppen op for at drikke. At have dem liggende i skødet, uden at være beskæftiget, så vi de seneste år af hendes liv. Hun havde altid elsket at lave håndarbejde af mange forskellige slags, og hun var god til det. Enhver lille pause blev udfyldt med den slags. Eller hun læste, det elskede hun også. Men hænderne kunne ikke de seneste år. Øjnene nok heller ikke for godt.
Skønt små var hendes hænder stærke. Som hende selv. I sine seneste år så hun lille og skrøbelig ud. Men hendes sind var solidt forankret og stærkt. Helt kontrastfyldt til hendes fremtoning. I kriser STOD hun i sig selv. Ingen jammer, - klarede og klarede det.
Jeg kan se disse hænder for mig. Og jeg bliver vemodig. Fyldes af en følelse af, at jeg burde have taget dem i mine egne meget oftere, end jeg gjorde. Men hendes forlangte aldrig noget. Hun tog imod i taknemmelighed for det, vi gav hende. Småting. Hjælpsomhed. Tid. Vores tid, når vi delte den med hende. Det bør jeg selv lære af, tænker jeg. At vedblive at være stærk OG ydmyg! Godt at have et forbillede - min mor!
Der er noget meget intimt over hænder. Hænder kan læses, ligesom ansigter. Mors hænder var små - med korte fingre og umoderne negle. Negle skal ifølge tidens trend være aflange og lige i siderne. Det var mors ikke. Hendes var sådan lidt runde i det. Spartelagtige. Hun havde aldrig lange negle, men hun lærte mig, da jeg var en stor pige, at man klippede dem, så de spidsede lidt til i midten.
Ganske få gange har jeg set mor med neglelak. En lyserød perlemorneglelak. Da mor skulle holde sin 90 års fødselsdag med mange gæster, tilbød jeg at ordne hendes negle. Vi havde også været ude at købe nyt tøj til hende (og den oplevelse kræver et helt blogindlæg for sig). Hun havde også fået håret sat, - hendes pæne, fine, grå hår. Jeg købte en lyserød perlemorneglelak. "Synes du, jeg skal have det på", spurgte hun lidt undseligt og genert. Som om hun var ude i noget lidt for vovet. "Ja da, du skal jo være rigtig fin", sagde jeg.
Og jeg sad i mors stue, med hendes hænder i mine, mens jeg ordnede dem, - filede dem, smurte dem ind i creme, skubbede neglebånd ned, og til sidst lakerede dem. Hendes næn, lille, gamle, bløde hånd. Næsten uden rynker, som hendes ansigtshud. Mor blev aldrig rynkegammel. Men fik en fin, blød og sprød hud i ansigtet og på hænderne.
De hænder havde arbejdet meget. Gjort rent, vasket tøj på vaskebræt i mange år, før hun fik vaskemaskine. Trukket varer over disken, mens hun slog tal ind på kasseapparatet, taget sig af sine børn og børnebørn, lavet mad. Syet. Strikket. Og meget meget andet.
Hendes hænder bevarede en uskyld, en blødhed, en insisteren på at vedblive at være sig selv. Jeg havde set dem røde og forskrubbede i vaskehuset, når hun havde fyret op under gruekedlen, og der blev vasket storvask. Og klistrede, slimede, når hun tog ud af en høne. Travle, i gang i forretningen. Hvide, bløde, når hun en sjælden gang gjorde lidt ud af sig selv. Flittige med strikkepinde, ved symaskinen, med stoppenålen.
Det var hænder, som havde taget om os børn altid. De havde også givet kærtegn, skønt det ikke var noget, hun var ødsel med. Disse hænder fortalte om et nøjsomt liv, hvor der skulle spares, hvor man klarede sig igennem mange kriser ved at arbejde, og arbejde endnu mere. Disse hænder gav aldrig op, var der altid. Vi kunne altid regne med dem, stole på at de ville være der for vi børn. Skabe tryghed.
Mors hænder var hurtige, skyndsomme, somme tider stressfyldte, da jeg var barn. Men som hun selv blev ældre, blev hændernes bevægelser langsommere, sindigere, tøvende. De kunne også ryste en anelse, når hun tog koppen op for at drikke. At have dem liggende i skødet, uden at være beskæftiget, så vi de seneste år af hendes liv. Hun havde altid elsket at lave håndarbejde af mange forskellige slags, og hun var god til det. Enhver lille pause blev udfyldt med den slags. Eller hun læste, det elskede hun også. Men hænderne kunne ikke de seneste år. Øjnene nok heller ikke for godt.
Skønt små var hendes hænder stærke. Som hende selv. I sine seneste år så hun lille og skrøbelig ud. Men hendes sind var solidt forankret og stærkt. Helt kontrastfyldt til hendes fremtoning. I kriser STOD hun i sig selv. Ingen jammer, - klarede og klarede det.
Jeg kan se disse hænder for mig. Og jeg bliver vemodig. Fyldes af en følelse af, at jeg burde have taget dem i mine egne meget oftere, end jeg gjorde. Men hendes forlangte aldrig noget. Hun tog imod i taknemmelighed for det, vi gav hende. Småting. Hjælpsomhed. Tid. Vores tid, når vi delte den med hende. Det bør jeg selv lære af, tænker jeg. At vedblive at være stærk OG ydmyg! Godt at have et forbillede - min mor!
onsdag den 28. februar 2018
James Joyce's Ulysses - læst af en novice!
I flere år har jeg tænkt, at jeg ville læse James Joyce's bog "Ulysses". Mest fordi jeg gang på gang støder på forfattere, som viser tilbage til ham som inspirationskilde. Sidst Karl Ove Knausgård, hvis 6 binds værk "Min kamp" jeg også er i gang med. (Som godnatlæsning! - det egner Ulysses sig ikke til, alene p.g.a. tyngden af bogen!)
Og så sker der jo det, som så ofte sker, når noget har rumsteret i baghovedet, underbevidstheden, eller hvor sådan noget nu rumsterer - at jeg fra forskellige sider bliver gjort opmærksom på et kursus i netop Ulysses og James Joyce. Det har jeg været på de sidste tre dage à godt 2 timer. Frantz Leander Hansen har undervist. Den mand har jeg hørt meget godt om, og jeg skal da lige love for, at han levede fuldt ud op til mine forventninger. Sikke da en vidende mand udi litteratur i det hele taget.
Jeg har været så dumdristig at love nogle venner, bekendte og facebookvenner, at jeg ville referere, hvad jeg så havde lært. Hvordan gør man det? Et værk på små 800 sider, skrevet af en mand, som blev banebrydende for nærmest al efterfølgende litteratur. Hvis man vil have nogle fakta om Joyce og Ulysses, kan man med fordel gå på nettet, der er et hav af alskens artikler, resuméer, biografier osv.
Her vil jeg skrive om, hvilken oplevelse det har været for MIG at dykke ned i JJ og Ulysses - som en ren novice heri. Jeg begyndte med at købe bogen i den nyeste oversættelse (Iversens), og så læste jeg ellers en del på nettet om JJ og hans Ulysses. Og så gik jeg i gang med bogen forfra. Og forstod meget meget lidt. Men jeg blev jo hurtigt klar over, at JJ's måde at skrive på er vidt forskellig fra al anden litteratur, jeg har læst.
Frantz Leander Hansen havde forudsat, at vi havde læst 8. og 18.(sidste) kapitel, men ikke at vi havde læst hele bogen. Det var selvfølgelig også en kæmpe fordel, hvis vi havde læst Odysséen, som jo er JJ's forlæg.(På græsk hedder helten Odysseus, på latin Ulysses ). Jeg husker da lidt fra min skoletid og min søns gymnasietid, men ellers har jeg ikke beskæftiget mig med Odysséen. Og så er det også en fordel, hvis man er hjemme i bibelen, teologi (JJ er ateist), filosofi, og verdenslitteraturens store forfattere, - og selvfølgelig Shakespeare, for der er et hav af mere eller mindre skjulte inputs og spil med ord og begreber fra alverdens videnskaber og litterater. Jow jow!!
Det lyder sågu da skide afskrækkende!! Så læste jeg heldigvis i en befriende artikel fra Politiken, at man blot skulle gå på med krum hals, og ikke lade sig afskrække af, at man ikke forstod alt. Hm, tænkte jeg - det er da det, jeg gør! Det var også sådan, jeg i sin tid begyndte at læse Søren Kierkegaard.
Jeg fik læst de første 5 kapitler samt kapitel 8 og 18, før kurset begyndte. Og jeg forstod da NOGET: At hvert kapitel har sin egen stil, skrivemåde, stemning. Og at hele bogen handler om een dag, d. 16. juni 1904, som i al eftertid kaldes Bloomsday efter hovedpersonen. Denne ene dag, hvor Bloom foretager en spadseretur gennem Dublin med alle sanser åbne.
Hvad lærte jeg?
* JJ skrev bogen fra 1914 til 1921, altså er den blevet til i tidsrummet fra før 1. Verdenskrig, hvor man troede, at "det kun kunne gå fremad", og at mennesket grundlæggende var godt. Krigen og tiden efter var en kaotisk og forvirringens tid, hvor alt brød sammen. Overordnet kommer det til at betyde en tvivlen på menneskets godhed, og på hvilken mening der er med tilværelsen. Dette SAMMENBRUD afspejler JJ i sin frakmenterede skrivestil. Ofte fulføres sætninger ikke, enkeltord står for sig selv, indre monologer kører med mange emner i spil samtidig.
* JEG har lært, at "de store fortællinger" er døde. I min tid lærte jeg det via Thomas Ziehe, fordi det var HAM, der satte ord på de pædagogiske betydninger heraf. Men når jeg dykker ned i JJ's værk, ser jeg sammenbruddet her. Religion, ideologi, de store ismer, meninger i det hele taget. MEN JJ er en JA-nihilist. Han siger ja til verden. Meningen findes ikke i de store, åndelige bevægelser. Meningen findes i hverdagen, i erotik, mad, sansninger. Ulysses vrimler med madscener, erotiske forestillinger af enhver slags, beskrivelser af toiletbesøg - JJ siger tingene ligeud, og det var helt nyt og kontroversielt i 1922 i Irland, så der gik mange år, før hans bog kunne udkomme i hjemlandet.
* Bevidsthedsstrømmen (Stream of consciousness) kommer til at spille en helt central rolle. De indre monologer, - afbrudte, frakmenterede - bliver vigtigere end beskrivelser af, hvordan en eller anden går klædt eller ser ud.
* Mennesket er i sin inderste kerne et dyrisk væsen. I besiddelse af en bedragerisk natur. Og filosofisk set er der ingen mening. Men hos Joyce er det netop ægtheden at vedkende sig dette, og at sige ja til mennesket, for heri ER meningen.
Sat ind i min historie- , religions- og litteraturforståelse, så har det meste af det 20. århundrede været kendetegnet ved dette sammenbrud - som kun bliver endnu mere accentueret med 2. verdenskrig - men i et stadigt forsøg på at finde mening. I min tid i en brydning mellem på den ene side eksistentialismens både teistiske (Kierkegaard) og a-teistiske (Sartre) tydning - og på den anden side ismerne med marxismen, socialismen og senest nyliberalismen.
Og teologisk har det 20. århundrede i vores del af verden været kendetegnet ved en fokusering på "hovedet", intellektet, hvor "hjertet", det spirituelle og åndelige, har haft trange kår. Man skulle ikke FØLE noget, blot modtage i tro. Det bærer store dele af vores teologiske litteratur præg af.
JJ's Ulysses giver mig en enorm udvidelse af min forståelse af historien - på alle niveauer: Politisk, filosofisk, religiøst, litterært, - menneskeligt. Jeg er især blevet udfordret af det store spørgsmål: Hvad det vil sige at være menneske, og om mennesket til alle tider forbliver det samme, eller om mennesket i sin kerne udvikler sig - enkeltvis og som art eller "blot" er et højerestående DYR!!!!
Og så sker der jo det, som så ofte sker, når noget har rumsteret i baghovedet, underbevidstheden, eller hvor sådan noget nu rumsterer - at jeg fra forskellige sider bliver gjort opmærksom på et kursus i netop Ulysses og James Joyce. Det har jeg været på de sidste tre dage à godt 2 timer. Frantz Leander Hansen har undervist. Den mand har jeg hørt meget godt om, og jeg skal da lige love for, at han levede fuldt ud op til mine forventninger. Sikke da en vidende mand udi litteratur i det hele taget.
Jeg har været så dumdristig at love nogle venner, bekendte og facebookvenner, at jeg ville referere, hvad jeg så havde lært. Hvordan gør man det? Et værk på små 800 sider, skrevet af en mand, som blev banebrydende for nærmest al efterfølgende litteratur. Hvis man vil have nogle fakta om Joyce og Ulysses, kan man med fordel gå på nettet, der er et hav af alskens artikler, resuméer, biografier osv.
Her vil jeg skrive om, hvilken oplevelse det har været for MIG at dykke ned i JJ og Ulysses - som en ren novice heri. Jeg begyndte med at købe bogen i den nyeste oversættelse (Iversens), og så læste jeg ellers en del på nettet om JJ og hans Ulysses. Og så gik jeg i gang med bogen forfra. Og forstod meget meget lidt. Men jeg blev jo hurtigt klar over, at JJ's måde at skrive på er vidt forskellig fra al anden litteratur, jeg har læst.
Frantz Leander Hansen havde forudsat, at vi havde læst 8. og 18.(sidste) kapitel, men ikke at vi havde læst hele bogen. Det var selvfølgelig også en kæmpe fordel, hvis vi havde læst Odysséen, som jo er JJ's forlæg.(På græsk hedder helten Odysseus, på latin Ulysses ). Jeg husker da lidt fra min skoletid og min søns gymnasietid, men ellers har jeg ikke beskæftiget mig med Odysséen. Og så er det også en fordel, hvis man er hjemme i bibelen, teologi (JJ er ateist), filosofi, og verdenslitteraturens store forfattere, - og selvfølgelig Shakespeare, for der er et hav af mere eller mindre skjulte inputs og spil med ord og begreber fra alverdens videnskaber og litterater. Jow jow!!
Det lyder sågu da skide afskrækkende!! Så læste jeg heldigvis i en befriende artikel fra Politiken, at man blot skulle gå på med krum hals, og ikke lade sig afskrække af, at man ikke forstod alt. Hm, tænkte jeg - det er da det, jeg gør! Det var også sådan, jeg i sin tid begyndte at læse Søren Kierkegaard.
Jeg fik læst de første 5 kapitler samt kapitel 8 og 18, før kurset begyndte. Og jeg forstod da NOGET: At hvert kapitel har sin egen stil, skrivemåde, stemning. Og at hele bogen handler om een dag, d. 16. juni 1904, som i al eftertid kaldes Bloomsday efter hovedpersonen. Denne ene dag, hvor Bloom foretager en spadseretur gennem Dublin med alle sanser åbne.
Hvad lærte jeg?
* JJ skrev bogen fra 1914 til 1921, altså er den blevet til i tidsrummet fra før 1. Verdenskrig, hvor man troede, at "det kun kunne gå fremad", og at mennesket grundlæggende var godt. Krigen og tiden efter var en kaotisk og forvirringens tid, hvor alt brød sammen. Overordnet kommer det til at betyde en tvivlen på menneskets godhed, og på hvilken mening der er med tilværelsen. Dette SAMMENBRUD afspejler JJ i sin frakmenterede skrivestil. Ofte fulføres sætninger ikke, enkeltord står for sig selv, indre monologer kører med mange emner i spil samtidig.
* JEG har lært, at "de store fortællinger" er døde. I min tid lærte jeg det via Thomas Ziehe, fordi det var HAM, der satte ord på de pædagogiske betydninger heraf. Men når jeg dykker ned i JJ's værk, ser jeg sammenbruddet her. Religion, ideologi, de store ismer, meninger i det hele taget. MEN JJ er en JA-nihilist. Han siger ja til verden. Meningen findes ikke i de store, åndelige bevægelser. Meningen findes i hverdagen, i erotik, mad, sansninger. Ulysses vrimler med madscener, erotiske forestillinger af enhver slags, beskrivelser af toiletbesøg - JJ siger tingene ligeud, og det var helt nyt og kontroversielt i 1922 i Irland, så der gik mange år, før hans bog kunne udkomme i hjemlandet.
* Bevidsthedsstrømmen (Stream of consciousness) kommer til at spille en helt central rolle. De indre monologer, - afbrudte, frakmenterede - bliver vigtigere end beskrivelser af, hvordan en eller anden går klædt eller ser ud.
* Mennesket er i sin inderste kerne et dyrisk væsen. I besiddelse af en bedragerisk natur. Og filosofisk set er der ingen mening. Men hos Joyce er det netop ægtheden at vedkende sig dette, og at sige ja til mennesket, for heri ER meningen.
Sat ind i min historie- , religions- og litteraturforståelse, så har det meste af det 20. århundrede været kendetegnet ved dette sammenbrud - som kun bliver endnu mere accentueret med 2. verdenskrig - men i et stadigt forsøg på at finde mening. I min tid i en brydning mellem på den ene side eksistentialismens både teistiske (Kierkegaard) og a-teistiske (Sartre) tydning - og på den anden side ismerne med marxismen, socialismen og senest nyliberalismen.
Og teologisk har det 20. århundrede i vores del af verden været kendetegnet ved en fokusering på "hovedet", intellektet, hvor "hjertet", det spirituelle og åndelige, har haft trange kår. Man skulle ikke FØLE noget, blot modtage i tro. Det bærer store dele af vores teologiske litteratur præg af.
JJ's Ulysses giver mig en enorm udvidelse af min forståelse af historien - på alle niveauer: Politisk, filosofisk, religiøst, litterært, - menneskeligt. Jeg er især blevet udfordret af det store spørgsmål: Hvad det vil sige at være menneske, og om mennesket til alle tider forbliver det samme, eller om mennesket i sin kerne udvikler sig - enkeltvis og som art eller "blot" er et højerestående DYR!!!!
fredag den 9. februar 2018
Bullet Journal - en nybegynders lommefilosofiske overvejelser
Hvad er det gode ved at lave lister over alverdens ting? Det er vel det første spørgsmål, man må stille sig selv, når man overvejer at begynde på BuJo (jeg blev belært om, at forkortelsen af Bullet Journal IKKE er BJ - det kan misforstås over i noget "frækt" noget - ja, undskyld, det havde jeg overhovedet ikke tænkt på).
1. Primært en idiosynkratisk følelse, nærmest en TVANGstanke
Hvad betyder "idiosynkrasi"? Idiosynkrasi (gr. ιδιοσυγκρασία idiosynkrasia: idio, egen + syn, sammen + krasia, blanding) er et fremmedord der betyder "noget som er særegent for en enkelt person eller gruppe og som forhindrer denne person eller gruppe i at blive beskrevet gennem en regel eller ved hjælp af en kategori". Det kan også beskrives som en persons modvilje i forhold til en person, et begreb eller en ting.
2. Hvad der er nedskrevet, fylder ikke i mit hoved. Jeg behøver så ikke at gå og huske på alt dette. Det er en stor fordel.
3. Min trang til "at tegne, udsmykke, være kreativ med farver, former osv bliver her opfyldt. Man kan tegne, male, klistre, sætte ind osv lige så tosset, man gider. Det er jo skønt, og nok mest en pigeting, og kan være en af grundene til, at der tilsyneladende ikke er mange mænd, der bruger BuJo. Eller man kan liste op i streng ordentlighed, hvad der også tiltaler mange. Man bestemmer selv.
4. Forenkling. Samling af alle mine tidligere lister på ét sted. Det er i hvert fald en stor fordel for mig. Men jeg har også fundet ud af, hvad jeg IKKE gider bruge (spilde) tid på, f. eks. selvfølgelige ting, ting der siger sig selv, og rutinemæssige opgaver, som jeg udfører med faste intervaller eller dagligt.
1. At give efter for en idiosynkratisk følelse, se under pkt. 1 ovenfor Måske forstærker brugen af BuJo mine idiosynkratiske tilbøjeligheder. Det er ikke så godt. Det kan virke helt autistisk, i værste fald. Og det at have hang til at lave lister kan gå hen og blive en besættelse. Så har det taget overhånd. Jeg har set folk spørge andre på diverse netsider, hvilke lister, de bør lave. Hvis det ikke udspringer af et behov hos den enkelte, så forstår jeg ikke rigtig ideen.
2. At man bilder sig selv ind, at man har styr på sit liv. Som om "liv" kan være i nogle lister
Jeg lærte som ca 17-årig at systematisere mit arbejde. Det lærte jeg, da jeg var ung pige i huset hos min tidligere engelsklærerinde. Jeg havde en notesbog, der beskrev daglige gøremål, ugentlige gøremål og månedlige gøremål. Dertil kom alt det løse, samt pasning af to børn. Jow jow, jeg lærte nødvendigheden af at systematisere. Det kom mig senere i høj grad til hjælp. Dels som mangeårig leder af en institution, dels som mor med 3 børn, fuldtidsjob, aftenjobs - og i mange år som enlig mor. Det var en stor hjælp at kunne systematisere, hvilket bl.a. indebar lister over alverdens ting. MEN - det dur ikke, hvis man stirrer sig blind på sine lister, så man går glip af det liv, eller de muligheder for spontan livsudfoldelse, som byder sig til nærmest dagligt. Og at man ligefrem kan få det helt dårligt, hvis det, man havde sat sig for, ikke kan blive opfyldt.
3. At man afskærer sig fra spontanitetens velsignelser. Jeg har i mange år hyldet denne devise, som jeg lærte af et klogt menneske: Hvis man når alt, hvad man har sat sig for, har man sat sig for lidt for. Det er så den gammeldags dyds- og arbejdsetik, der her slår igennem. Min pointe er, at det er godt med systematisering, MEN man skal kunne afvige. Levet, spontant liv er i min verden bedre end planlagt, oplistet liv. Som livet blev for mig, hvor jeg de seneste ca 10 år har været kronisk smertepatient samt "udstyret" med forskellige fysiske lidelser, har jeg lært en anden lektie, nemlig denne: Glæd dig alt, hvad du formår, over alt det lidt, du når. Taget fra et gruk af Piet Hein. .
4. At der går kage i det, hvis man glemmer at skrive ting ned. Kan udarte til hysteri i værste fald.
Visse lister kræver, at man skriver tit, nogle gange dagligt, og at man ikke må glemme at gøre det. F. eks. hvis man fører regnskab. Så er ens liste ang. regnskab straks blevet gjort ubrugbar.
5. At man ikke TØR kaste sig ud i det usikre liv. Det giver en pseudosikkerhed at føre BuJo.
For et menneske, som har meget brug for sikkerhed, kan det være et problem at bruge BuJo. Man skal jo så lære at TURDE det uplanlagte og uoplistede liv. Jeg kender mennesker, som bliver helt nervøse, hvis der ikke står noget i deres kalender. Det er, som om livets mening kan aflæses i, hvor meget du "skal"! Det vil jeg kraftigt advare imod. Hvis man har det sådan, vil jeg anbefale Søren Kierkegaard: Af alle latterlige ting i verden, synes det mig aller latterligst at have travlt.
(Af Enten - Eller, »Diapsalmata«, , SKS bd. 2, s. 33 - hele afsnittet kan også findes på nettet ved at søge på citatet).
Disse overvejelser efter ca halvanden måneds brug af Bullet Journal!
Kommentarer modtages gerne!
Altså: Hvad er det gode?
1. Primært en idiosynkratisk følelse, nærmest en TVANGstanke
Hvad betyder "idiosynkrasi"? Idiosynkrasi (gr. ιδιοσυγκρασία idiosynkrasia: idio, egen + syn, sammen + krasia, blanding) er et fremmedord der betyder "noget som er særegent for en enkelt person eller gruppe og som forhindrer denne person eller gruppe i at blive beskrevet gennem en regel eller ved hjælp af en kategori". Det kan også beskrives som en persons modvilje i forhold til en person, et begreb eller en ting.
Eksempel: "Chefen afviste kategorisk at møde før klokken 9, at ansætte brunetter og at beskæftige sig med detaljer såsom regnskaber. Disse idiosynkrasier førte i sidste ende til firmaets bankerot."
Så langt Wikipedia. Jeg synes nu ikke, deres definition er særlig brugbar. Jeg vil nok hellere oversætte ordet således: En tilsyneladende ubegrundet afstandtagen fra - eller omvendt hang til noget.
Denne HANG til listeføring kan være SÅ dejlig at få tilfredsstillet, og endda samtidig få tilfredsstillet et kreativt behov.
Denne HANG til listeføring kan være SÅ dejlig at få tilfredsstillet, og endda samtidig få tilfredsstillet et kreativt behov.
3. Min trang til "at tegne, udsmykke, være kreativ med farver, former osv bliver her opfyldt. Man kan tegne, male, klistre, sætte ind osv lige så tosset, man gider. Det er jo skønt, og nok mest en pigeting, og kan være en af grundene til, at der tilsyneladende ikke er mange mænd, der bruger BuJo. Eller man kan liste op i streng ordentlighed, hvad der også tiltaler mange. Man bestemmer selv.
4. Forenkling. Samling af alle mine tidligere lister på ét sted. Det er i hvert fald en stor fordel for mig. Men jeg har også fundet ud af, hvad jeg IKKE gider bruge (spilde) tid på, f. eks. selvfølgelige ting, ting der siger sig selv, og rutinemæssige opgaver, som jeg udfører med faste intervaller eller dagligt.
Hvad er det dårlige? Nej, jeg vil hellere kalde dette punkt: Hvad er det BETÆNKELIGE ved at lave BuJO?
1. At give efter for en idiosynkratisk følelse, se under pkt. 1 ovenfor Måske forstærker brugen af BuJo mine idiosynkratiske tilbøjeligheder. Det er ikke så godt. Det kan virke helt autistisk, i værste fald. Og det at have hang til at lave lister kan gå hen og blive en besættelse. Så har det taget overhånd. Jeg har set folk spørge andre på diverse netsider, hvilke lister, de bør lave. Hvis det ikke udspringer af et behov hos den enkelte, så forstår jeg ikke rigtig ideen.
2. At man bilder sig selv ind, at man har styr på sit liv. Som om "liv" kan være i nogle lister
Jeg lærte som ca 17-årig at systematisere mit arbejde. Det lærte jeg, da jeg var ung pige i huset hos min tidligere engelsklærerinde. Jeg havde en notesbog, der beskrev daglige gøremål, ugentlige gøremål og månedlige gøremål. Dertil kom alt det løse, samt pasning af to børn. Jow jow, jeg lærte nødvendigheden af at systematisere. Det kom mig senere i høj grad til hjælp. Dels som mangeårig leder af en institution, dels som mor med 3 børn, fuldtidsjob, aftenjobs - og i mange år som enlig mor. Det var en stor hjælp at kunne systematisere, hvilket bl.a. indebar lister over alverdens ting. MEN - det dur ikke, hvis man stirrer sig blind på sine lister, så man går glip af det liv, eller de muligheder for spontan livsudfoldelse, som byder sig til nærmest dagligt. Og at man ligefrem kan få det helt dårligt, hvis det, man havde sat sig for, ikke kan blive opfyldt.
3. At man afskærer sig fra spontanitetens velsignelser. Jeg har i mange år hyldet denne devise, som jeg lærte af et klogt menneske: Hvis man når alt, hvad man har sat sig for, har man sat sig for lidt for. Det er så den gammeldags dyds- og arbejdsetik, der her slår igennem. Min pointe er, at det er godt med systematisering, MEN man skal kunne afvige. Levet, spontant liv er i min verden bedre end planlagt, oplistet liv. Som livet blev for mig, hvor jeg de seneste ca 10 år har været kronisk smertepatient samt "udstyret" med forskellige fysiske lidelser, har jeg lært en anden lektie, nemlig denne: Glæd dig alt, hvad du formår, over alt det lidt, du når. Taget fra et gruk af Piet Hein. .
4. At der går kage i det, hvis man glemmer at skrive ting ned. Kan udarte til hysteri i værste fald.
Visse lister kræver, at man skriver tit, nogle gange dagligt, og at man ikke må glemme at gøre det. F. eks. hvis man fører regnskab. Så er ens liste ang. regnskab straks blevet gjort ubrugbar.
5. At man ikke TØR kaste sig ud i det usikre liv. Det giver en pseudosikkerhed at føre BuJo.
For et menneske, som har meget brug for sikkerhed, kan det være et problem at bruge BuJo. Man skal jo så lære at TURDE det uplanlagte og uoplistede liv. Jeg kender mennesker, som bliver helt nervøse, hvis der ikke står noget i deres kalender. Det er, som om livets mening kan aflæses i, hvor meget du "skal"! Det vil jeg kraftigt advare imod. Hvis man har det sådan, vil jeg anbefale Søren Kierkegaard: Af alle latterlige ting i verden, synes det mig aller latterligst at have travlt.
(Af Enten - Eller, »Diapsalmata«, , SKS bd. 2, s. 33 - hele afsnittet kan også findes på nettet ved at søge på citatet).
Disse overvejelser efter ca halvanden måneds brug af Bullet Journal!
Kommentarer modtages gerne!
søndag den 28. januar 2018
Bullet Journal - en nybegynders overvejelser
I slutningen af sidste år, overvejede jeg at prøve Bullet Journalsystemet. Jeg havde hørt om det flere steder, og var blevet lidt interesseret. Mest fordi jeg nok altid har været sådan én, som lavede lister over alt muligt, og jeg har købt mange forskellige slags notesbøger, som så lækre ud, til alle mine lister. Ikke desto mindre har jeg altid lister liggende rundt omkring til forskellige ting, både på mit skrivebord, i soveværelset, køkkenet, og naturligvis også på min pc, I-pad og mobil. Og se, så begynder det jo at blive lidt vanskeligt at holde styr på, hvor jeg har hvad.
Nu havde jeg i god tid inden jeg for alvor besluttede at prøve systemet, købt den sædvanlige Mayland dag-til-dag-kalender, som er min "hovedliste" med aftaler, husketing m.m. Men det skulle da ikke afholde mig fra at prøve noget nyt, og det skulle gøres ordentligt, så jeg købte en "rigtig" Bullet Journalbog i A5 størrelse og med prikker - det var hvad jeg var blevet anbefalet.
Og så begyndte problemstillingerne: Skulle jeg nu opgive min sædvanlige kalender, og helt gå over til mit nye system (som jeg jo selv skulle kreere)? Eller skulle jeg føre dobbeltsystem? Eller helt undlade at bruge BJ-bogen som kalender?
Og problem nr. 2: Jeg læste jo en del på nettet om brugen af BJ. Og her opfordres man til at konfrontere sig selv med, om man er til en stringent udgave, eller en meget kreativ. Den stringente kan vel nærmest beskrives som et system, hvor man lisså pænt punktvis skriver sine data ned, nummereret eller bogstaveret osv, og nydeligt under hinanden med ens pæneste skrift. Den kreative - jamen, her er der slet ingen grænser. Og på nettet kappes folk om at vise billeder af, hvor kreative de er. Det er smukt, det er inspirerende og skønt. Men hvad gør sådan en blandingstype som jeg? Jeg kreerer selvfølgelig en blanding af det stringente og det kreative.
Problem 3: Hvilke lister skal jeg så have? Her var jeg heldigvis så fornuftig, (og kender mig selv godt nok) så jeg vidste, at det ville komme helt af sig selv, efterhånden som jeg begyndte at bruge min bog.
Nu havde jeg i god tid inden jeg for alvor besluttede at prøve systemet, købt den sædvanlige Mayland dag-til-dag-kalender, som er min "hovedliste" med aftaler, husketing m.m. Men det skulle da ikke afholde mig fra at prøve noget nyt, og det skulle gøres ordentligt, så jeg købte en "rigtig" Bullet Journalbog i A5 størrelse og med prikker - det var hvad jeg var blevet anbefalet.
Og så begyndte problemstillingerne: Skulle jeg nu opgive min sædvanlige kalender, og helt gå over til mit nye system (som jeg jo selv skulle kreere)? Eller skulle jeg føre dobbeltsystem? Eller helt undlade at bruge BJ-bogen som kalender?
Og problem nr. 2: Jeg læste jo en del på nettet om brugen af BJ. Og her opfordres man til at konfrontere sig selv med, om man er til en stringent udgave, eller en meget kreativ. Den stringente kan vel nærmest beskrives som et system, hvor man lisså pænt punktvis skriver sine data ned, nummereret eller bogstaveret osv, og nydeligt under hinanden med ens pæneste skrift. Den kreative - jamen, her er der slet ingen grænser. Og på nettet kappes folk om at vise billeder af, hvor kreative de er. Det er smukt, det er inspirerende og skønt. Men hvad gør sådan en blandingstype som jeg? Jeg kreerer selvfølgelig en blanding af det stringente og det kreative.
Problem 3: Hvilke lister skal jeg så have? Her var jeg heldigvis så fornuftig, (og kender mig selv godt nok) så jeg vidste, at det ville komme helt af sig selv, efterhånden som jeg begyndte at bruge min bog.
Problem 4 - eller også 1 eller 2 eller en rodet blanding: Det hele står på engelsk. Det burde ikke volde problemer, vel? MIT problem er så, at jeg kunne se, at mine danske medsøstre (hvorfor er der ingen mænd, der bruger BJ?), selv om de beskriver deres gode ideer på dansk, så bruger de engelske udtryk. Her må jeg bare vedgå, at jeg er lidt irriteret over, at engelske ord skal tage danske ords plads. Men jeg kan selvfølgelig selv om, hvilke ord jeg vil bruge.
Nå, så i gang da. Første side hedder "key". Her skal man beslutte sig for, hvordan man vil registrere sine emner på diverse lister. F. eks. Opgave, planlagt, flyttet, fuldført, begivenhed, haster - og en del mere, efter eget ønske. Det gjorde jeg også pligtskyldigt, men har kun brugt få af disse "keys" - fremover kaldet nøgler!!!
Så kommer der nogle sider med index, og det kan jeg sagtens se det relevante i, for efterhånden, som mine lister blev flere og flere, skulle jeg jo hurtigt kunne finde frem til dem. Heldigvis er der sidenumre i BJ, så det var bare at skrive emnet og sidetallet i indexet.
Så kommer der noget, der hedder Future log. Disse sider brugte jeg til at skrive, hvilke lister, jeg ville lave. For dette foregik i december, og min BJ skulle begynde fra det nye år.
Indtil videre hedder mine lister:
Nå, så i gang da. Første side hedder "key". Her skal man beslutte sig for, hvordan man vil registrere sine emner på diverse lister. F. eks. Opgave, planlagt, flyttet, fuldført, begivenhed, haster - og en del mere, efter eget ønske. Det gjorde jeg også pligtskyldigt, men har kun brugt få af disse "keys" - fremover kaldet nøgler!!!
Så kommer der nogle sider med index, og det kan jeg sagtens se det relevante i, for efterhånden, som mine lister blev flere og flere, skulle jeg jo hurtigt kunne finde frem til dem. Heldigvis er der sidenumre i BJ, så det var bare at skrive emnet og sidetallet i indexet.
Så kommer der noget, der hedder Future log. Disse sider brugte jeg til at skrive, hvilke lister, jeg ville lave. For dette foregik i december, og min BJ skulle begynde fra det nye år.
Indtil videre hedder mine lister:
Årsoversigt: Bare 1 side
Månedsoversigt: Indtil videre kun januar
Dagsforløb (fandt jeg hurtigt ud af, at det gad jeg ikke, for det havde jeg slet ikke brug for)
Mærkedage (heller ikke brug for, de står i min kalender, som jeg jo altså havde købt i forvejen)
Mad (her havde jeg nogle ideer om, at jeg ville skrive ned, hvad jeg spiste, noget med følelser i forhold til mad, og drikke - som jeg nogle gange glemmer. Men det er altså utopisk, jeg får det ikke gjort og kan
heller ikke helt se relevansen, når jeg sådan får tænkt mig om)
Gode ideer: Den er jeg glad for. Af samme grund følger min BJ med, når jeg går op i soveværelset om
aftenen, for jeg får altid så mange gode ideer, inden jeg skal sove, og mens jeg læser min "godnat-
læsning"
To do: Helt uundværlig - dog laver jeg senere et indlæg om den slags - af mere filosofisk art, for jeg kan
sagtens være imod den slags, selv om jeg selv laver dem!! Men om det senere!
Handyman: Jeg har "folk" til at hjælpe mig med mange ting. Dels fordi jeg er en "stakkels" lille kvinde, som
bare ikke KAN sådan noget, og heller ikke gider at kunne. Så den liste er DEJLIG. Her skriver jeg
alt det, som dukker op. Når der er en pæn samling, ringer jeg til ham, og så kommer han og ordner det.
Rengøring: Her har jeg kommunehjælp hver 14. dag, fordi jeg er fysisk handicappet. Men det forslår jo ikke
meget, så jeg betaler mig fra ekstra rengøring, som jeg har en sød ung pige til. Lister op, hvad der skal
gøres.Daglig rengøring, madlavning og vask klarer jeg selv.
Havekvinde: Har jeg også, mest om sommeren, efter behov, dejlig med en liste, når jeg kommer i tanke om
Havekvinde: Har jeg også, mest om sommeren, efter behov, dejlig med en liste, når jeg kommer i tanke om
noget, jeg gerne vil have gjort.
Indkøb: Dagligdags og almindelige indkøb til husholdningen gider jeg ikke skrive her, det kommer på min
mobil. Her kommer særlige ting, som jeg skal huske.
Ønsker: Hvis nogen skulle spørge - eller hvis jeg da vil give mig selv en gave, - skønt!Kommer lige i tanke
om, at jeg skal have lavet nogle sider til andres ønsker. Når jeg hører dem udtale ét, så er det SÅ
dejligt at kunne komme med det, måske har de endda selv glemt det.
Yndlingsopskrifter: Tidligere havde jeg flere ringbind, kogebøger og alle mulige andre bøger til dette. Lidt
har jeg bevaret, men særlige yndlingsopskrifter kommer herind.
Taknemmelighedslister: Er noget, jeg har brugt i mange år. Det er en af mine allervæsentligste lister, helt
uundværlig. Man bliver taknemmelig af at lave taknemmelighedslister, og det vil jeg gerne være - for
livet i det hele taget. For mig er min taknemmelighed her rettet mod Gud, men enhver kan rette det
mod et højere selv, universet, eller hvad man foretrækker at kalde det. Og har dagen været grå, er
der intet bedre middel til at vende det grå til noget lyseblåt, end at lave taknemmelighedslister.
Medicinkontrol: (Er jeg ikke kommet i gang med endnu, men jeg tror, at det kommer. Jeg kludrer ret meget i
hvornår en recept er udløbet osv, så det vil sikkert være godt)
Hovedrengøring: Jeg har lavet en boks til hvert rum i mit hus. Der er ingen dead-line på, men jeg VIL nå
gennem hele huset - og er lidt spændt på, hvor lang tid, det tager. Der hører nemlig også oprydning,
sortering af forskelligt osv med. Så det .... Men her er jeg vild med at kunne krydse af: Færdig!!
Bøger læst: Jeg har tit spekuleret over, hvor meget jeg egentlig får læst. Det er meget, det ved jeg godt. Men
nu vil jeg prøve at se det, sort på hvidt. Jeg er da allerede ved bog nr. 7 fra nytår. Men det er jo også
en rigtig læsemåned, her i den grå januar.
Hækling: Hvad, hvornår, til hvem. Samme som under bøger. Og også lidt godt ikke at give samme person
det samme flere gange.
Blogindlæg, ideer, hvornår. Skal prøves!
Sådan ser det ud indtil videre.
Kommentarer modtages gerne!
Kommentarer modtages gerne!
Abonner på:
Opslag (Atom)