James Joyce's Ulysses - læst af en novice!

I flere år har jeg tænkt, at jeg ville læse James Joyce's bog "Ulysses". Mest fordi jeg gang på gang støder på forfattere, som viser tilbage til ham som inspirationskilde. Sidst Karl Ove Knausgård, hvis 6 binds værk "Min kamp" jeg også er i gang med. (Som godnatlæsning! - det egner Ulysses sig ikke til, alene p.g.a. tyngden af bogen!)

Og så sker der jo det, som så ofte sker, når noget har rumsteret i baghovedet, underbevidstheden, eller hvor sådan noget nu rumsterer - at jeg fra forskellige sider bliver gjort opmærksom på et kursus i netop Ulysses og James Joyce. Det har jeg været på de sidste tre dage à godt 2 timer. Frantz Leander Hansen har undervist. Den mand har jeg hørt meget godt om, og jeg skal da lige love for, at han levede fuldt ud op til mine forventninger. Sikke da en vidende mand udi litteratur i det hele taget.

Jeg har været så dumdristig at love nogle venner, bekendte og facebookvenner, at jeg ville referere, hvad jeg så havde lært. Hvordan gør man det? Et værk på små 800 sider, skrevet af en mand, som blev banebrydende for nærmest al efterfølgende litteratur. Hvis man vil have nogle fakta om Joyce og Ulysses, kan man med fordel gå på nettet, der er et hav af alskens artikler, resuméer, biografier osv.

Her vil jeg skrive om, hvilken oplevelse det har været for MIG at dykke ned i JJ og Ulysses - som en ren novice heri. Jeg begyndte med at købe bogen i den nyeste oversættelse (Iversens), og så læste jeg ellers en del på nettet om JJ og hans Ulysses. Og så gik jeg  i gang med bogen forfra. Og forstod meget meget lidt. Men jeg blev jo hurtigt klar over, at JJ's måde at skrive på er vidt forskellig fra al anden litteratur, jeg har læst.

Frantz Leander Hansen havde forudsat, at vi havde læst 8. og 18.(sidste) kapitel, men ikke at vi havde læst hele bogen. Det var selvfølgelig også en kæmpe fordel, hvis vi havde læst Odysséen, som jo er JJ's forlæg.(På græsk hedder helten Odysseus, på latin Ulysses ). Jeg husker da lidt fra min skoletid og min søns gymnasietid, men ellers har jeg ikke beskæftiget mig med  Odysséen. Og så er det også en fordel, hvis man er hjemme i bibelen, teologi (JJ er ateist), filosofi, og verdenslitteraturens store forfattere, - og selvfølgelig Shakespeare, for der er et hav af mere eller mindre skjulte inputs og spil med ord og begreber fra alverdens videnskaber og litterater. Jow jow!!

Det lyder sågu da skide afskrækkende!! Så læste jeg heldigvis i en befriende artikel fra Politiken, at man blot skulle gå på med krum hals, og ikke lade sig afskrække af, at man ikke forstod alt. Hm, tænkte jeg - det er da det, jeg gør! Det var også sådan, jeg i sin tid begyndte at læse Søren Kierkegaard.

Jeg fik læst de første 5 kapitler samt kapitel 8 og 18, før kurset begyndte. Og jeg forstod da NOGET: At hvert kapitel har sin egen stil, skrivemåde, stemning. Og at hele bogen handler om een dag, d. 16. juni 1904, som i al eftertid kaldes Bloomsday efter hovedpersonen. Denne ene dag, hvor Bloom foretager en spadseretur gennem Dublin med alle sanser åbne.

Hvad lærte jeg?

 * JJ skrev bogen fra 1914 til 1921, altså er den blevet til i tidsrummet fra før 1. Verdenskrig, hvor man troede, at "det kun kunne gå fremad", og at mennesket grundlæggende var godt. Krigen og tiden efter var en kaotisk og forvirringens tid, hvor alt brød sammen. Overordnet kommer det til at betyde en tvivlen på menneskets godhed, og på hvilken mening der er med tilværelsen. Dette SAMMENBRUD afspejler JJ i sin frakmenterede skrivestil. Ofte fulføres sætninger ikke, enkeltord står for sig selv, indre monologer kører med mange emner i spil samtidig.

* JEG har lært, at "de store fortællinger" er døde. I min tid lærte jeg det via Thomas Ziehe, fordi det var HAM, der satte ord på de pædagogiske betydninger heraf. Men når jeg dykker ned i JJ's værk, ser jeg sammenbruddet her. Religion, ideologi, de store ismer, meninger i det hele taget. MEN JJ er en JA-nihilist. Han siger ja til verden. Meningen findes ikke i de store, åndelige bevægelser. Meningen findes i hverdagen, i erotik, mad, sansninger. Ulysses vrimler med madscener, erotiske forestillinger af enhver slags, beskrivelser af toiletbesøg - JJ siger tingene ligeud, og det var helt nyt og kontroversielt i 1922 i Irland, så der gik mange år, før hans bog kunne udkomme i hjemlandet.

* Bevidsthedsstrømmen (Stream of consciousness) kommer til at spille en helt central rolle. De indre monologer, - afbrudte, frakmenterede - bliver vigtigere end beskrivelser af, hvordan en eller anden går klædt eller ser ud.

* Mennesket er i sin inderste kerne et dyrisk væsen. I besiddelse af en bedragerisk natur. Og filosofisk set er der ingen mening. Men hos Joyce er det netop ægtheden at vedkende sig dette, og at sige ja til mennesket, for heri ER meningen. 

Sat ind i min historie- , religions- og litteraturforståelse, så har det meste af det 20. århundrede været kendetegnet ved dette sammenbrud - som kun bliver endnu mere accentueret med 2. verdenskrig - men i et stadigt forsøg på at finde mening. I min tid i en brydning mellem på den ene side eksistentialismens både teistiske (Kierkegaard) og a-teistiske (Sartre) tydning - og på den anden side ismerne med marxismen, socialismen og senest nyliberalismen.

Og teologisk har det 20. århundrede i vores del af verden været kendetegnet ved en fokusering på "hovedet", intellektet, hvor "hjertet", det spirituelle og åndelige, har haft trange kår. Man skulle ikke FØLE noget, blot modtage i tro. Det bærer store dele af vores teologiske litteratur præg af.

JJ's Ulysses giver mig en enorm udvidelse af min forståelse af historien - på alle niveauer: Politisk, filosofisk, religiøst, litterært, - menneskeligt. Jeg er især blevet udfordret af det store spørgsmål: Hvad det vil sige at være menneske, og om mennesket til alle tider forbliver det samme, eller om mennesket i sin kerne udvikler sig - enkeltvis og som art eller "blot" er et højerestående DYR!!!! 

Bullet Journal - en nybegynders lommefilosofiske overvejelser

Hvad er det gode ved at lave lister over alverdens ting? Det er vel det første spørgsmål, man må stille sig selv, når man overvejer at begynde på BuJo (jeg blev belært om, at forkortelsen af Bullet Journal IKKE er BJ - det kan misforstås over i noget "frækt" noget - ja, undskyld, det havde jeg overhovedet ikke tænkt på).

Altså: Hvad er det gode?

1. Primært en idiosynkratisk følelse, nærmest en TVANGstanke
Hvad betyder "idiosynkrasi"? Idiosynkrasi (gr. ιδιοσυγκρασία idiosynkrasia: idio, egen + syn, sammen + krasia, blanding) er et fremmedord der betyder "noget som er særegent for en enkelt person eller gruppe og som forhindrer denne person eller gruppe i at blive beskrevet gennem en regel eller ved hjælp af en kategori". Det kan også beskrives som en persons modvilje i forhold til en person, et begreb eller en ting.

Eksempel: "Chefen afviste kategorisk at møde før klokken 9, at ansætte brunetter og at beskæftige sig med detaljer såsom regnskaber. Disse idiosynkrasier førte i sidste ende til firmaets bankerot."

Så langt Wikipedia. Jeg synes nu ikke, deres definition er særlig brugbar. Jeg vil nok hellere oversætte ordet således: En tilsyneladende ubegrundet afstandtagen fra - eller omvendt hang til noget.

Denne HANG til listeføring kan være SÅ dejlig at få tilfredsstillet, og endda samtidig få tilfredsstillet et kreativt behov. 

2. Hvad der er nedskrevet, fylder ikke i mit hoved. Jeg behøver så ikke at gå og huske på alt dette. Det er en stor fordel.

3. Min trang til "at tegne, udsmykke, være kreativ med farver, former osv bliver her opfyldt. Man kan tegne, male, klistre, sætte ind osv lige så tosset, man gider. Det er jo skønt, og nok mest en pigeting, og kan være en af grundene til, at der tilsyneladende ikke er mange mænd, der bruger BuJo. Eller man kan liste op i streng ordentlighed, hvad der også tiltaler mange. Man bestemmer selv.

4. Forenkling. Samling af alle mine tidligere lister på ét sted. Det er i hvert fald en stor fordel for mig. Men jeg har også fundet ud af, hvad jeg IKKE gider bruge (spilde) tid på, f. eks. selvfølgelige ting, ting der siger sig selv, og rutinemæssige opgaver, som jeg udfører med faste intervaller eller dagligt.

Hvad er det dårlige? Nej, jeg vil hellere kalde dette punkt: Hvad er det BETÆNKELIGE ved at lave BuJO?

1. At give efter for en idiosynkratisk følelse, se under pkt. 1 ovenfor Måske forstærker brugen af BuJo mine idiosynkratiske tilbøjeligheder. Det er ikke så godt. Det kan virke helt autistisk, i værste fald. Og det at have hang til at lave lister kan gå hen og blive en besættelse. Så har det taget overhånd. Jeg har set folk spørge andre på diverse netsider, hvilke lister, de bør lave. Hvis det ikke udspringer af et behov hos den enkelte, så forstår jeg ikke rigtig ideen.

2. At man bilder sig selv ind, at man har styr på sit liv. Som om "liv" kan være i nogle lister
Jeg lærte som ca 17-årig at systematisere mit arbejde. Det lærte jeg, da jeg var ung pige i huset hos min tidligere engelsklærerinde. Jeg havde en notesbog, der beskrev daglige gøremål, ugentlige gøremål og månedlige gøremål. Dertil kom alt det løse, samt pasning af to børn. Jow jow, jeg lærte nødvendigheden af at systematisere. Det kom mig senere i høj grad til hjælp. Dels som mangeårig leder af en institution, dels som mor med 3 børn, fuldtidsjob, aftenjobs - og i mange år som enlig mor. Det var en stor hjælp at kunne systematisere, hvilket bl.a. indebar lister over alverdens ting. MEN - det dur ikke, hvis man stirrer sig blind på sine lister, så man går glip af det liv, eller de muligheder for spontan livsudfoldelse, som byder sig til nærmest dagligt. Og at man ligefrem kan få det helt dårligt, hvis det, man havde sat sig for, ikke kan blive opfyldt.

3. At man afskærer sig fra spontanitetens velsignelser. Jeg har i mange år hyldet denne devise, som jeg lærte af et klogt menneske: Hvis man når alt, hvad man har sat sig for, har man sat sig for lidt for. Det er så den gammeldags dyds- og arbejdsetik, der her slår igennem. Min pointe er, at det er godt med systematisering, MEN man skal kunne afvige. Levet, spontant liv er i min verden bedre end planlagt, oplistet liv. Som livet blev for mig, hvor jeg de seneste ca 10 år har været kronisk smertepatient samt "udstyret" med forskellige fysiske lidelser, har jeg lært en anden lektie, nemlig denne: Glæd dig alt, hvad du formår, over alt det lidt, du når. Taget fra et gruk af Piet Hein. .

4. At der går kage i det, hvis man glemmer at skrive ting ned. Kan udarte til hysteri i værste fald.
Visse lister kræver, at man skriver tit, nogle gange dagligt, og at man ikke må glemme at gøre det. F. eks. hvis man fører regnskab. Så er ens liste ang. regnskab straks blevet gjort ubrugbar.

5. At man ikke TØR kaste sig ud i det usikre liv. Det giver en pseudosikkerhed at føre BuJo.
For et menneske, som har meget brug for sikkerhed, kan det være et problem at bruge BuJo. Man skal jo så lære at TURDE det uplanlagte og uoplistede liv. Jeg kender mennesker, som bliver helt nervøse, hvis der ikke står noget i deres kalender. Det er, som om livets mening kan aflæses i, hvor meget du "skal"! Det vil jeg kraftigt advare imod. Hvis man har det sådan, vil jeg anbefale Søren Kierkegaard: Af alle latterlige ting i verden, synes det mig aller latterligst at have travlt.
(Af Enten - Eller, »Diapsalmata«, , SKS bd. 2, s. 33 - hele afsnittet kan også findes på nettet ved at søge på citatet). 

Disse overvejelser efter ca halvanden måneds brug af Bullet Journal!
Kommentarer modtages gerne!