Snørklede, snirklede veje, har medført, at jeg de seneste dage har tænkt på min mors hænder. Min mor, som døde i 2012, 90 år gammel.
Der er noget meget intimt over hænder. Hænder kan læses, ligesom ansigter. Mors hænder var små - med korte fingre og umoderne negle. Negle skal ifølge tidens trend være aflange og lige i siderne. Det var mors ikke. Hendes var sådan lidt runde i det. Spartelagtige. Hun havde aldrig lange negle, men hun lærte mig, da jeg var en stor pige, at man klippede dem, så de spidsede lidt til i midten.
Ganske få gange har jeg set mor med neglelak. En lyserød perlemorneglelak. Da mor skulle holde sin 90 års fødselsdag med mange gæster, tilbød jeg at ordne hendes negle. Vi havde også været ude at købe nyt tøj til hende (og den oplevelse kræver et helt blogindlæg for sig). Hun havde også fået håret sat, - hendes pæne, fine, grå hår. Jeg købte en lyserød perlemorneglelak. "Synes du, jeg skal have det på", spurgte hun lidt undseligt og genert. Som om hun var ude i noget lidt for vovet. "Ja da, du skal jo være rigtig fin", sagde jeg.
Og jeg sad i mors stue, med hendes hænder i mine, mens jeg ordnede dem, - filede dem, smurte dem ind i creme, skubbede neglebånd ned, og til sidst lakerede dem. Hendes næn, lille, gamle, bløde hånd. Næsten uden rynker, som hendes ansigtshud. Mor blev aldrig rynkegammel. Men fik en fin, blød og sprød hud i ansigtet og på hænderne.
De hænder havde arbejdet meget. Gjort rent, vasket tøj på vaskebræt i mange år, før hun fik vaskemaskine. Trukket varer over disken, mens hun slog tal ind på kasseapparatet, taget sig af sine børn og børnebørn, lavet mad. Syet. Strikket. Og meget meget andet.
Hendes hænder bevarede en uskyld, en blødhed, en insisteren på at vedblive at være sig selv. Jeg havde set dem røde og forskrubbede i vaskehuset, når hun havde fyret op under gruekedlen, og der blev vasket storvask. Og klistrede, slimede, når hun tog ud af en høne. Travle, i gang i forretningen. Hvide, bløde, når hun en sjælden gang gjorde lidt ud af sig selv. Flittige med strikkepinde, ved symaskinen, med stoppenålen.
Det var hænder, som havde taget om os børn altid. De havde også givet kærtegn, skønt det ikke var noget, hun var ødsel med. Disse hænder fortalte om et nøjsomt liv, hvor der skulle spares, hvor man klarede sig igennem mange kriser ved at arbejde, og arbejde endnu mere. Disse hænder gav aldrig op, var der altid. Vi kunne altid regne med dem, stole på at de ville være der for vi børn. Skabe tryghed.
Mors hænder var hurtige, skyndsomme, somme tider stressfyldte, da jeg var barn. Men som hun selv blev ældre, blev hændernes bevægelser langsommere, sindigere, tøvende. De kunne også ryste en anelse, når hun tog koppen op for at drikke. At have dem liggende i skødet, uden at være beskæftiget, så vi de seneste år af hendes liv. Hun havde altid elsket at lave håndarbejde af mange forskellige slags, og hun var god til det. Enhver lille pause blev udfyldt med den slags. Eller hun læste, det elskede hun også. Men hænderne kunne ikke de seneste år. Øjnene nok heller ikke for godt.
Skønt små var hendes hænder stærke. Som hende selv. I sine seneste år så hun lille og skrøbelig ud. Men hendes sind var solidt forankret og stærkt. Helt kontrastfyldt til hendes fremtoning. I kriser STOD hun i sig selv. Ingen jammer, - klarede og klarede det.
Jeg kan se disse hænder for mig. Og jeg bliver vemodig. Fyldes af en følelse af, at jeg burde have taget dem i mine egne meget oftere, end jeg gjorde. Men hendes forlangte aldrig noget. Hun tog imod i taknemmelighed for det, vi gav hende. Småting. Hjælpsomhed. Tid. Vores tid, når vi delte den med hende. Det bør jeg selv lære af, tænker jeg. At vedblive at være stærk OG ydmyg! Godt at have et forbillede - min mor!
